EVAluering marts 2007
Bedre kvalitet i dagtilbud for børn
EVA har fået til opgave at gennemføre evalueringer og formidle ny viden på området for dagtilbud for børn. Evalueringerne skal vurdere og synliggøre det pædagogiske arbejde og dets resultater, og instituttet skal vurdere hvordan dagtilbuddene omsætter love og krav i praksis. Både for at give omverdenen større indsigt i det der foregår, og for at bidrage til at styrke og udvikle den pædagogiske faglighed: Den viden som EVA oparbejder gennem evalueringer skal kunne bruges af pædagoger, institutionsledere og forældre og af kommuner og politikere. Læs mere…
Specialundervisning i klasseværelset
Skolernes måde at bruge specialundervisning på har ændret sig gennem de seneste år. Tidligere blev de elever som havde behov for ekstra undervisning i nogle fag, som regel taget ud af klasseværelset og sat sammen med en speciallærer. I dag integrerer flere og flere skoler med henvisning til rummelighed specialundervisningen i den almindelige undervisning. Det skaber nye udfordringer i folkeskolen. I en evaluering der lige er gået i gang, ser EVA nærmere på specialundervisningen og den specialpædagogiske støtte til elever der har vanskeligheder i den almindelige undervisning. Læs mere…
Målret vejledningen til unge med særligt behov
I begyndelsen af februar 2007 udgav EVA en rapport om vejledning til unge om valg af uddannelse og erhverv. Den konkluderer at vejledningen mangler øje for de unge der har det største behov for at få støtte til at vælge fremtidig uddannelse og job. Og så peger rapporten på at det er en svaghed at vejledningssystemet ikke opsamler viden om hvilken vejledning der virker for hvem – der skal fokus på effekten af vejledning. Læs mere…
Akkreditering i nyt format
En lov om akkreditering af videregående uddannelse er på vej her i foråret 2007. Og det spiller naturligvis ind på EVA’s akkrediteringspraksis. Så nu er tre nye udviklingsprojekter på vej i EVA-regi inden for akkreditering. Derfor er de planlagte akkrediteringer af professionsbacheloruddannelser i 2007 udskudt mens EVA udvikler et nyt koncept med reviderede kriterier. Læs mere…
