På et gennemskueligt grundlag
EVA's forskellige evalueringstyper fra auditeringer til akkrediteringer har en række elementer til fælles, bl.a. uddannelsernes selvevaluering, et eksternt ekspertpanel og offentliggørelse af resultater. Klare og gennemskuelige kriterier som udgangspunkt for vurderinger og anbefalinger føjer sig nu i mange tilfælde til rækken. De tre forskellige evalueringer der trækkes frem som eksempler her, har kriteriebrug til fælles – også selvom formålene med at bruge kriterierne varierer.
Kriterier bygget på lovgrundlag
Brug af kriterier i evalueringer i den danske uddannelsesverden er sikkert mest kendt i sammenhæng med akkrediteringer af de mellemlange videregående professionsbacheloruddannelser og af centre for videregående uddannelse (CVU) til titlen University College.
I disse to projekter udspringer kriterierne direkte af lovgivningen. Hovedparten af kriterierne i University College-akkrediteringerne er en operationalisering af CVU-loven, og kriterierne i akkrediteringerne af professionsbacheloruddannelserne bygger tilsvarende på områdets bekendtgørelse.
Ensartet, sammenligneligt niveau
Brugen af kriterierne skal i akkrediteringerne sikre et ensartet grundlag for at vurdere hhv. uddannelserne og institutionerne; kriterierne beskriver altså et ensartet minimumsniveau som uddannelserne og institutionerne skal imødekomme. Brugen af kriterier ifm. professionsbacheloruddannelser gør det muligt at sammenligne bachelorniveauet på tværs af landegrænser, og det kan give en fleksibilitet i uddannelsessystemet der bl.a. kan komme studerende til gode.
Akkrediteringerne munder ud i en formel indstilling om hvorvidt der leves op til kriterierne, en indstilling der er grundlag for Undervisningsministeriet beslutning om at blåstemple uddannelsen eller institutionen. Brugen af kriterier i akkrediteringerne bliver altså led i en konkret afgørelse om godkendelse eller ej.
Udvikling også i fokus
I akkrediteringer er kontrolaspektet i kriteriebrugen fremtrædende, men udviklingsaspekter føjer sig til det idet institutioner og uddannelser ofte har fundet dokumentationsprocessen udviklende. I evalueringen af kvalitetssikring på de korte videregående erhvervsakademiuddannelser der blev offentliggjort i august 2005, satte brugen af kriterier også fokus på udvikling. Kriterierne beskrev nemlig god praksis i kvalitetsarbejdet. Kriterierne var udformet ud fra uddannelsernes særlige kvalitetsbekendtgørelse, men også ud fra EVA's egne erfaringer med at evaluere kvalitetssikring af beslægtede uddannelser.
Samlet fokuserede kriterierne på i hvilket omfang og hvordan man på den enkelte uddannelsesinstitution kan registrere at kvalitetssystemet forskellige led fungerer, og at det faktisk fører til udvikling af uddannelserne. Kriterierne lagde altså vægt på både kvalitetssikring og kvalitetsudvikling.
Fremadrettede anbefalinger
De deltagende institutioner med erhvervsakademiuddannelser skulle dokumentere hvordan de imødekommer kriterierne. Efterfølgende fik de – på baggrund af hvor de var i arbejdet med at indfri kriterierne – specifikke, fremadrettede anbefalinger til hvor de især burde gøre en indsats for at udvikle deres kvalitetsarbejde.
Kriterier om studerendes kompetencer
Kriterierne der blev anvendt i evalueringen af voksenuddannelserne Master of Public Health (MPH) fra oktober 2004, var udformet af projektgruppen med inspiration fra kompetencebeskrivelserne i den danske kvalifikationsnøgle og fra universitetsloven.
Der var lagt vægt på at det metodiske koncept for evalueringen var udviklingsorienteret. Kriterierne blev opfattet som best practise der kunne udfyldes på forskellig vis. De lagde dermed ikke op til en sammenfattende bedømmelse som i akkrediteringernes tilfælde, men blev brugt som et redskab til at skabe gennemsigtighed og en klar struktur i arbejdsprocessen.
Plads til særpræg
En problemstilling som det er vigtigt at være opmærksom på ved brug af kriterier, er at de ikke skal føre til ensretning af uddannelserne. Kriterierne skal være dynamiske i den forstand at der også er fokus på hvordan uddannelser og institutionerne opfylder dem.
Er kriterierne opstillet som minimumskriterier, skal brugen af dem balancere mellem på den ene side at sikre sammenlignelighed og konsistens på tværs af uddannelse eller institutioner og den anden side at give plads til forskellig udfyldelse. Er kriterierne best practise-kriterier, vil der være større plads til at uddannelser udfylder dem forskelligt. På erhvervsakademi-uddannelserne blev det fx tydeligt at de samme systemer virkede forskelligt på institutionerne. Og i evalueringen af MPH satte ekspertgruppen sig for at være opmærksom på relevante aspekter der lå uden for kriterierne.
