Ledelsesmæssig opbakning til diplomuddannelser i sundhedssektoren
Hele 61 % af de studerende på de sundhedsfaglige diplomuddannelser er blevet opfordret til at gå i gang med uddannelsen af deres chef på arbejdspladsen, mens det i gennemsnit kun gælder 31 % af alle diplomstuderende. Og sundhedssektorens opbakning til medarbejdernes videreuddannelse gælder også når det handler om at betale for uddannelsen. Her viser undersøgelsen at 95 % af de studerende på de sundhedsfaglige diplomuddannelser betaler mindre end en fjerdedel af uddannelsens pris, mens det samlet set kun gælder for 74 % af de studerende på CVU'ernes diplomuddannelser.
Sundhedssektoren viser vejen
”Man kan med andre ord sige at faggrupper som sygeplejersker og fysioterapeuter i højere grad end fx lærere og pædagoger oplever at deres arbejdsplads spiller en aktiv rolle og tager et konkret ansvar for medarbejdernes videreuddannelse – i hvert fald når det gælder diplomuddannelser, uddyber specialkonsulent Michael Andersen, som har stået for undersøgelsen.
”Sundhedssektoren skiller sig positivt ud fra de øvrige fagområder som er repræsenteret på CVU'ernes diplomuddannelser. Det kan der naturligvis være flere grunde til, men under alle omstændigheder bør vores undersøgelse give anledning til at både CVU'er og arbejdspladser uden for sundhedssektoren overvejer hvorfor lederne ikke i højere grad opfordrer deres medarbejdere til at tage en diplomuddannelse. Opleves de eksisterende uddannelser ikke som relevante, er de for dyre eller kender man bare ikke til dem?”, spørger Michael Andersen.
Karakteristik af diplomstuderende
Undersøgelsen af CVU'ernes diplomuddannelser giver en karakteristik af deltagerne på uddannelserne. Diplomuddannelserne benyttes især af offentligt ansatte, og den typiske diplomstuderende er en kvinde på omkring 40 år der går på en pædagogisk diplomuddannelse. De fleste begynder på uddannelsen fordi de gerne vil blive bedre til deres arbejde, men mange vil også gerne forbedre deres mulighed for at få et andet job.
Hele 70 % af de diplomstuderende har en mellemlang videregående uddannelse, og 8 % har en lang videregående uddannelse. Det er derfor mere undtagelsen end reglen at de studerende bruger uddannelsen som overbygning til en kort videregående uddannelse sådan som reformen af voksen- og efteruddannelsessystemet i år 2000 ellers lagde op til.
Solidt talmateriale
Undersøgelsen belyser en række fokuspunkter ved CVU'erns diplomuddannelser og indeholder et solidt talmateriale som med fordel vil kunne bruges fx hvis man arbejder med at udbyde diplomuddannelser. Tallene fortæller bl.a. om deltagernes uddannelsesadfærd, om hvilke motiver de har at begynde på en diplomuddannelse, om hvordan de får betalt uddannelsen og om hvad de får ud af den. Endelig ser undersøgelsen også på om deltagerne på de forskellige diplomuddannelser er tilfredse med uddannelsen. Samlet set er der tale om en meget høj tilfredshed med diplomuddannelserne.
