Nyt evalueringskoncept på skoleområdet
Konceptet skal pilottestes på 20 skoler i 2006 til 2007. Og herefter er det planen at der skal evalueres 40 skoler om året.
Hidtil har de evalueringer som EVA har gennemført hver især inddraget 6-12 skoler eller kommuner i en selvevalueringsproces. Og det har derfor også kun været de samme få skoler og kommuner som har været forpligtet til at følge op på evalueringens anbefalinger. Men formålet med det nye skoleevalueringskoncept er at flere skoler skal forholde sig til deres egen praksis og bagefter forholde sig til anbefalingerne til kvalitetsudviklingen.
Individuelle rapporter
I EVA's normale evalueringer gælder det at anbefalingerne har et bredt sigte så de er relevante for størstedelen af de skoler eller institutioner der har deltaget. Der er dermed ikke altid tale om en direkte og individuel tilbagemelding. Men med det nye koncept for skoleevalueringer er det meningen at skolerne får en tilbagemelding fra EVA i en individuel evalueringsrapport, med anbefalinger de er forpligtede til at følge op på.
Samtidig vil EVA desuden udarbejde en tværgående opsamling af resultaterne fra alle de skoler der har deltaget i pilotevalueringerne. Opsamlingen fokuserer på ligheder og forskelle i den måde skolerne arbejder med kvalitetssikringen af undervisningen. EVA offentliggør både skolerapporterne og den tværgående opsamling.
Fokus og formål
Indholdsmæssigt fokuserer skoleevalueringerne på skolelederens ansvar for at kvalitetssikre undervisningen.
Når man ser på tværs af EVA's hidtidige evalueringer, undersøgelser og andre opgaver på folkeskoleområdet, viser det sig at det mange steder kniber med den løbende kvalitetssikring af undervisningen og elevernes udbytte. Konceptet skal derfor skabe et godt grundlag for at de evaluerede skoler kan udvikle deres praksis på disse centrale områder. Det skal ske ved at indsamle dokumentation om praksis, ved at skolelederen forholder sig til lærernes og sin egen praksis, og ved at skolen modtager vurderinger og fremadrettede anbefalinger fra EVA.
Kriterier og redskaber
Skoleevalueringerne tager udgangspunkt i et eksplicit vurderingsgrundlag i form af kriterier der er formuleret på baggrund af folkeskolelovens bestemmelser. Tematisk set handler kriterierne om:
- Organisering af undervisningen
- Tilrettelæggelse af undervisningen i fagene og på tværs af fag
- Undervisningsdifferentiering
- Individuel målfastsættelse for den enkelte elev
- Løbende evaluering af elevernes udbytte af undervisningen.
Som led i projektet udvikler EVA desuden to dokumentations-/evalueringsredskaber: et spørgeskema henvendt til lærere og en selvevalueringsvejledning henvendt til skoleledere. Efter pilotevalueringerne vil begge dele frit kunne anvendes af skoler som ikke udpeges til at deltage i evalueringerne.
To evalueringsgrupper
I pilotfasen nedsætter EVA to eksterne evalueringsgrupper der hver har det faglige ansvar for at evaluere ti skoler. Evalueringsgrupperne skal give vurderinger og anbefalinger til hver enkelt skole på baggrund af evalueringens kriterier og dokumentationsmateriale. Evalueringsgrupperne består af to medlemmer hver. De to medlemmer skal tilsammen have følgende kompetencer:
- Indsigt i pædagogik og didaktik i relation til undervisningen i folkeskolen på forskningsniveau
- Indsigt i skoleledelse
- Konkret erfaring fra skoleverdenen.
Stor dækningsgrad
Et væsentligt element ved det nye koncept er at EVA når så bredt ud som muligt. Derfor udpeges de skoler der skal deltage gennem deres kommune. På den måde forankres projektet både i kommunerne og på de deltagende skoler. Konkret udpeger ti kommuner hver to skoler der skal evalueres i pilotfasen. I det efterfølgende år udpeges to skoler i 20 kommuner. Og i løbet af fire-fem år vil EVA have været i alle de 98 nye kommuner.
Tanken bag den model er at de involverede kommuner bliver motiverede til at igangsætte lignende evalueringer på kommunens øvrige skoler, eventuelt i form af en 'light-model' hvor man i forskelligt omfang anvender de to redskaber EVA har udviklet – spørgeskemaet til lærerne og selvevalueringsvejledningen til skolelederne.
