Erfaringer med elevplaner

EVA går nu i gang med en undersøgelse der vil samle danske erfaringer med brugen af elevplaner. Undersøgelsen skal bl.a. se på hvordan brugen af elevplaner fungerer i tilrettelæggelsen af undervisningen og i den løbende evaluering af den enkelte elev, og hvilken betydning de har for skole-hjem-samarbejdet.

Med bekendtgørelsen om elevplaner i folkeskolen der trådte i kraft 1. august 2006, blev elevplaner obligatoriske på alle skoler. Elevplanen skal indeholde oplysninger om den løbende evaluering af elevens udbytte af undervisningen, den skal gøre rede for hvordan lærer og elev følger op på evalueringen, og så skal den være med til at styrke samarbejdet mellem skole og hjem.

Elevplanen skal både bruges som et redskab til at evaluere den enkelte elev og til lærerens planlægning af en differentieret undervisning. Elevplanen stiller dermed også krav om systematik og skriftlighed i lærernes arbejde med at evaluere den enkelte elevs udbytte af undervisningen.

Selvom kravet om elevplaner er nyt, har nogle skoler allerede erfaringer med at bruge dem. Og det er bl.a. disse erfaringer EVA nu efter aftale med formandskabet for Skolerådet skal afdække. Samlet set skal undersøgelsen: 

  • afdække skoleledelsers, læreres og forældres erfaringer med elevplaner 
  • afdække elevplanernes betydning for skole-hjem-samarbejdet 
  • indkredse centrale pædagogiske og praktiske problemstillinger om elevplanernes betydning for undervisningens tilrettelæggelse og for skole-hjem-samarbejdet.

EVA’s undersøgelse er en forundersøgelse der skal give viden som kan bruges som grundlag i en senere landsdækkende undersøgelse af hvordan elevplanerne bliver implementeret. Forundersøgelsen løber frem til efteråret 2007.

Bekendtgørelsens tre fokusområder

Undersøgelsen har to formål. Det første er at samle erfaringer inden for de tre fokusområder som bekendtgørelsen sigter til, nemlig: 

  • tilrettelæggelse af undervisningen 
  • den løbende evaluering af den enkelte elev 
  • skole-hjem-samarbejdet.

Her vil EVA bl.a. undersøge hvordan elevplanerne er udformet, og hvem der på de forskellige skoler er involveret i at udarbejde elevplanerne.

Betydning for skole-hjem-samarbejdet

Derudover vil undersøgelsen især fokusere på elevplanernes betydning for skole-hjem-samarbejdet om den enkelte elev. Her vil undersøgelsen belyse: 

  • de muligheder og barrierer i skole-hjem-samarbejdet som opstår med de skriftlige elevplaner 
  • elevplanernes betydning for samarbejdet mellem skole og forældre, bl.a. for hvordan der følges op på evalueringen af elevens udbytte 
  • elevplanernes betydning for samarbejdet med forskellige forældregrupper.

Interview med forældre, lærere og ledelser

Undersøgelsen vil først og fremmest basere sig på casestudier af seks danske skoler der allerede har erfaringer med elevplaner – gennem kortere eller længere tid. De seks deltagende skoler vil blive udvalgt ud fra deres elevgrundlag, størrelse og geografiske placering. Casestudierne vil rumme besøg på skolerne og interview med både forældre, lærere og skoleledelser.

EVA vil også besøge på en svensk skole og samle erfaringer der til inspiration og perspektivering af erfaringerne i den danske skoleverden. Svenske skoler har nemlig gennem en årrække anvendt planer der har ligheder med de danske elevplaner.

Før besøgene på de seks danske skoler vil EVA i forsommeren 2007 gennemføre en spørgeskemaundersøgelse blandt forældre til elever på de seks skoler. Spørgeskemaundersøgelsen skal sikre en vis bredde i undersøgelsen af skole-hjem-samarbejdet, og så skal den give viden og baggrund til interviewene på skolerne.

EVA og elevplansdebatten

I forårets debat om elevplaner er EVA blevet nævnt som afsender på anbefalinger om skriftlig opfølgning og dokumentation af elevers udvikling. Flere af EVA's undersøgelser og evalueringer har nemlig vist at der er behov for en større grad af skriftlighed i evalueringen af elevernes udbytte af folkeskolens undervisning. Og elevplanerne er én konkret måde af flere mulige at arbejde skriftligt med elev-evaluering på.

Særligt to EVA-rapporter har understreget behovet for en større grad af skriftlighed i den løbende evaluering af elevernes udbytte. Det drejer sig om evalueringen af undervisningsdifferentiering og om en undersøgelse af den løbende evaluering af elevernes udbytte af undervisningen. Rapporterne tager begge udgangspunkt i folkeskolelovens krav om at folkeskolen skal tilrettelægge og organisere undervisningen så den svarer til den enkelte elevs behov og forudsætninger, og så den rummer udfordringer for alle elever. Dvs. at undervisningen skal differentieres, og at lærer og elev løbende skal samarbejde om at sætte mål for eleven i hvert enkelt fag.

Rundt om alle elever

I evalueringen af undervisningsdifferentiering fra 2004 anbefaler EVA’s rapport at skolerne indfører en større grad af systematik og skriftlighed i forbindelse med lærerens løbende iagttagelser af eleverne. Evalueringen viser nemlig at når lærerteam drøfter eleverne i en ”rundt om bordet-gennemgang” af eleverne, er det: 

  • primært elever med særlige faglige og sociale problemer som lærerne drøfter 
  • ofte på baggrund af usystematiske iagttagelser af eleverne 
  • sjældent at pointer i lærerdrøftelserne blev skrevet ned og udmøntet i planlægningen af undervisningen.

Og derfor vurderer evalueringen at lærerne risikerer at basere deres vurderinger af elevernes udvikling på et usikkert og utilstrækkeligt grundlag. Systematik og skriftlighed skal være med til at sikre at alle elevers udbytte løbende evalueres, og at lærernes vurderinger, viden om og planer for den enkelte elev fastholdes.

Evaluering med skriftlig form

Undersøgelsen af den løbende evaluering af elevernes udbytte viser at godt to tredjedel af lærerne i en landsdækkende spørgeskemaundersøgelse mener at den løbende evaluering bør dokumenteres i en skriftlig eller visuel form. Og at resultaterne af den løbende evaluering er et vigtigt redskab i skole-hjem-samarbejdet – i lærernes samarbejde med forældre.

Læs mere om projekterne

Undersøgelse af elevplaner – en forundersøgelse
Undervisningsdifferentiering i folkeskolen (2004)
Løbende evaluering (2004).

Arkiveret under
Skribent
Marie Nielsen
Kommunikationskonsulent
Tlf. + 45 35 25 46 37
E-mail
Læs mere om projektet
Vælg udgave af e-magasinet
Abonner på e-magasinet
Skriv din e-mailadresse i feltet nedenfor
 

Østbanegade 55, 3. sal  ·  2100 København Ø.  ·  Find vej  ·  Tlf. 35 55 01 01  ·  Fax 35 55 10 11  ·  E-mail

Åbningstider: 8:30-16:00  ·  EAN 5798000026100  ·  CVR 11869513

Sektion