Realkompetencer på erhvervsuddannelserne

Alle unge der starter på en erhvervsfaglig uddannelse, skal ved studiestart have en vurdering af deres realkompetencer. Det skal bl.a. sikre at eleverne får uddannelsesforløb der er tilpasset deres personlige behov og forudsætninger. EVA ser nu på hvordan realkompetencevurderingerne gennemføres i praksis, og på hvor godt et redskab institutionerne oplever de er.

Vurderinger af realkompetencer er for alvor ved at komme i spil på erhvervsuddannelsesområdet i Danmark. Siden 2003 har alle elever på en erhvervsuddannelse, dvs. de merkantile og tekniske uddannelser, landbrugsuddannelser og social- og sundhedsassistentuddannelserne, fået vurderet deres almene og faglige kompetencer. Det sker i forbindelse med at de får udarbejdet en uddannelsesplan ved starten af grundforløbet på uddannelsen. I en evaluering som afsluttes i 2009, sætter EVA fokus på hvordan erhvervsuddannelsesområdet gennemfører og bruger realkompetencevurderinger.

Synlige kompetencer

Formålet med realkompetencevurderingerne er at sikre at uddannelsesforløbet er tilpasset den enkelte elev, fx hvis vurderingen afdækker at eleven har brug for særlige tilbud i uddannelsesforløbet. Samtidig kan vurderingen lede frem til at den unges uddannelsesforløb afkortes hvis det viser sig at han eller hun har kompetencer med i rygsækken som modsvarer kompetencemål for den pågældende uddannelse. Devisen er at de unge ikke skal lære det samme to gange.

”Det centrale i realkompetencevurderingerne er at anerkende de kompetencer som de unge har, men som ikke nødvendigvis fremgår af karakterbeviset. Man kan have erhvervet en masse kompetencer uden for uddannelsessektoren, fx via tidligere jobs og rejser, og nogle af disse kompetencer kan være relevante i en uddannelse. Det er meningen at de kompetencer skal komme til syne i vurderingerne,” fortæller projektleder Pernille Hjermov som skal gennemføre evalueringen sammen med evalueringskonsulent Sanya Gertsen Pedersen.

Uddannelse tilpasset eleven

Uddannelsessektorens anvendelse af realkompetencevurderingerne er udtryk for at der er kommet et stigende fokus på at man også skal anerkende de kompetencer som eleven har opnået uden for uddannelsessystemet, fortæller Pernille Hjermov.

”Realkompetencer” defineres som en elevs samlede viden, færdigheder og kompetencer – uanset hvor eller hvordan de er erhvervet.”

”Realkompetencevurderingens formål, nemlig at uddannelsen skal tilpasses den enkelte elev, er helt centralt. Realkompetencevurderingerne er et redskab til at tilrettelægge en uddannelse der tager hensyn til det eleven allerede kan, eller det eleven mangler for at begynde på en uddannelse.”

Første undersøgelse af området

Når EVA i juni 2008 går i gang med en evaluering af realkompetencevurderinger i erhvervsuddannelsessystemet, vil det være første gang at der kommer en samlet undersøgelse af området.

”EVA’s evaluering vil have to overordnede fokusområder. For det første skal den afdække hvordan realkompetencevurderingerne gennemføres i praksis. Vi ser på hvordan de enkelte uddannelser og institutionerne gennemfører vurderingerne: Hvilke metoder anvender de, hvor lang tid tager det, hvem gennemfører dem?”

”Desuden ser vi på hvordan resultaterne af vurderingerne bruges i praksis – hvad der kommer ud af realkompetencevurderingerne. Hvor godt et redskab oplever de forskellige aktører at vurderingerne er til at tilpasse erhvervsuddannelserne til elevernes forudsætninger og kompetencer?”

Undersøgelsen bliver desto mere relevant i lyset af at de 12 nye erhvervsfaglige fællesindgange får nye bekendtgørelser der træder i kraft juli 2008. Bekendtgørelserne indeholder kompetencemål, og derfor skal alle elever der starter på et grundforløb efter sommeren 2008, realkompetencevurderes både i forhold til kompetencemål for grundforløbet på den enkelte indgang og for den enkelte uddannelse inden hovedforløbet.

Inspiration til institutionerne

Det er bl.a. målet med EVA’s evaluering at den skal være en inspiration til uddannelsesinstitutionerne i deres arbejde med at realkompetencevurdere eleverne på mange måder. Og inspiration kan der godt være brug for, mener Pernille Hjermov. For selvom der er krav om at vurderingerne skal gennemføres, findes der ingen drejebog for hvordan de skal gennemføres i praksis.

”Man kan organisere realkompetencevurderingerne på forskellige måder og med forskellige metoder der har forskellige styrker. Evalueringen skal synliggøre de dilemmaer som institutionerne skal håndtere når de vælger fremgangsmåde.”

”Den vil illustrere at der findes fordele og ulemper ved de forskellige metoder og modeller så institutionerne selv kan reflektere over hvad der vil være den bedste fremgangsmåde for dem. Vi kommer ikke med en opskrift på den bedste model for hvordan man realkompetencevurderer.”

Læs mere om evalueringen af realkompetencer på erhvervsuddannelserne.

Navigationen
 
Skribent
Anne Breinhold Olsen
Kommunikationskonsulent
Tlf. + 45 35 25 46 64
E-mail
Vælg udgave af e-magasinet
Abonner på e-magasinet
Skriv din e-mailadresse i feltet nedenfor
 

Østbanegade 55, 3. sal  ·  2100 København Ø.  ·  Find vej  ·  Tlf. 35 55 01 01  ·  Fax 35 55 10 11  ·  E-mail

Åbningstider: 8:30-16:00  ·  EAN 5798000026100  ·  CVR 11869513

Sektion