Folkeskolens rummelighed udfordret
Temaet ”rummelighed” har været et af de helt store i debatten om folkeskolen de seneste fem-ti år. Især har folkeskolernes evne til at rumme flere af de elever i undervisningen som tidligere ville være blevet undervist uden for, været diskuteret. Nu perspektiverer en ny evaluering fra EVA debatten ved at sætte fokus på nogle af perspektiverne på den rummelige folkeskole og på de udfordringer som lærerne oplever, er forbundet med den.
Elevernes behov for specialundervisning stiger
En af dokumentationskilderne til evalueringen, en landsdækkende spørgeskemaundersøgelse blandt klasselærere, viser at 71 % af lærerne oplever at der er blevet flere elever der har behov for specialundervisning gennem de sidste fem-ti år. 88 % af lærerne tilkendegiver at det primært er elevernes sociale behov der vokser. Elever med sociale og emotionelle behov dækker både over de elever der er urolige eller voldsomme i undervisningen, men også over de stille elever og dem der har brug for særlig omsorg.
Men mange af lærerne siger også at samtidig med at elevernes behov er blevet flere, så er lærernes kompetencer til at håndtere dem ikke fulgt med. 35 % mener at de mangler kompetencer til at rumme elever med sociale og emotionelle problemer i den almindelige undervisning, og 26 % mener de både mangler kompetencer til at håndtere de sociale behov og de faglige, viser EVA’s evaluering.
AKT som ambulancetjeneste
”For de skoler vi interviewede i evalueringen, fylder de udfordringer der er forbundet med elever med særlige behov, rigtig meget. Samtidig ser vi at skolernes brug af deres AKT, altså deres tiltag for adfærd, kontakt og trivsel, ofte minder mest om en form for ambulancetjeneste hvor man fx tager de meget udadreagerende børn ud af undervisningen,” fortæller evalueringskonsulent Ole Roemer der har været projektleder for evalueringen.
Som et eksempel fremhæver Ole Roemer hvordan en AKT-lærer i undersøgelsen beskriver hvordan han bruger ti gange så meget tid på at ”mandsopdække” enkeltelever der har akutte behov, end på at være sammen med hele klassen hvor han observerer eller deltager i undervisningen for at kunne give klasselæreren sparring så han eller hun bliver i stand til selv at håndtere de problemer eleverne har.
Eksemplet er ikke unikt, tværtimod peger en del lærere i evalueringen på at man i AKT’en mangler ressourcer til at AKT-læreren kan give kollegial sparring og supervision til de almindelige lærere så der bliver opbygget kapacitet til at lærerne kan håndtere problemerne inden for klasseværelsets fire vægge. Ole Roemer:
”At bruge AKT’en og AKT-lærerne som ambulancetjeneste er måske nok en kortsigtet løsning på et problem, men at det ikke er en strategi der på lang sigt er med til skabe en folkeskole som er rustet til at rumme alle elever, også dem med sociale og emotionelle behov”.
”Derfor er det vigtigt at skolerne lægger en strategi for hvad deres mål for AKT’en skal være i fremtiden så de er sikre på også at indfange de sociale og emotionelle behov hos eleverne. ” siger Ole Roemer.
De ældste elever overses
En anden af de helt overordnede pointer er at skolerne især bruger deres specialpædagogiske ressourcer på at gøre en god og stor indsats for at løfte de fagligt svage elever i mindste klasser. Til gengæld overses de ældste elever ofte. Derfor anbefaler evalueringen at skolerne udvikler redskaber til at håndtere de problemer som de ældre elever har.
Evalueringen viser at de ældste elever har brug for en anden specialpædagogisk støtte end de mindste. De ældste elevers skal leve op til nye og større faglige krav end tidligere, og de skal arbejde mere selvstændigt med mindre lærerkontakt end før. Nogle af dem har svært ved at motivere sig selv til skolegang, og her er det vigtigt at skolerne træder til og hjælper dem. Også så man i det lange løb motiverer dem til at fortsætte på en ungdomsuddannelse. Ole Roemer:
”I dag foregår der et stort og vigtigt stykke arbejde med at hjælpe de mindste elever med fx at knække læsekoden, men det er vigtigt også at have blikket rettet mod de ældre. Det drejer sig ikke om at skolerne enten skal satse på læsning i indskoling eller på de ældste elever i udskolingen, men et både-og.”
”Første skridt kan være at skolerne gør sig klart om deres ressourcer afsættes til den specialpædagogiske bistand på den rigtige måde”
