Hvert sjette barn har ikke et alderssvarende sprog
83 % af de danske børn har et alderssvarende sprog, mens 17 % har brug for en ekstra indsats fra de voksne omkring dem for at udvikle deres sprog. Det viser en undersøgelse af resultaterne af sprogvurderinger af 13.000 børn i 2009 som EVA sammen med Syddansk Universitet står bag. Undersøgelsen er den første til at sætte tal på hvor mange børn der skal have ekstra hjælp og karakteriserer hvilke børn der har brug for sprogsimulering. Den sociale arv afspejler sig i barnets sprog når det er tre år gammelt, viser undersøgelsen.
En række faktorer der handler om forældrenes socioøkonomiske og uddannelsesmæssige status påvirker nemlig barnets ordforrråd, udtale osv., og dermed hvor godt de klarer sig i vurderingen.
Forældres job og uddannelse er en vigtig faktor
Jo længere uddannelse forældrene har, des mindre er risikoen for at børnene har brug for en sprogstimulerende indsats. Børn hvis forældre har folkeskolen som højeste eksamen, har oftere behov for sproghjælp end de børn hvis forældre har et længere uddannelsesforløb. Bedst klarer de børn sig hvis forældre har en uddannelse på et højere niveau som fx en professionsbacheloruddannelse eller en universitetsuddannelse.
Også forældrenes jobsituation spiller ind på barnets resultater; hvis mor eller far modtager offentlig overførelsesindkomst, er der større sandsynlighed for at barnet har brug for en opfølgende sprogindsats.
De veluddannede afviser tilbud om sprogvurderinger
Det er et åbent tilbud om man som forældre vil sige ja eller nej tak til at barnets sprog skal vurderes i dagtilbuddet. Der er flere forældre med en længere uddannelse der afviser tilbuddet end forældre der har en kort uddannelse, viser undersøgelsen, selvom der stadig er ca. 10 % af kortuddannede der takker nej til vurderingen – det svarer til 86 ud af 885 børn.
”Det er godt at der er så mange der tager imod tilbuddet, men det kan alligevel være problematisk når 10 % af forældrene til børn i målgruppen af børn der potentielt har brug for ekstra sprog-hjælp, siger nej tak til vurderingen, så børnenes behov ikke bliver opdaget,” kommenterer Frederik Kiørboe som er projektleder for EVA’s undersøgelse.
Kommunerne har taget sprogvurderingerne til sig
96 % - dvs. 89 kommuner – har i dag, tre år efter sprogvurderingerne blev indført som et obligatorisk tilbud taget vurderingerne til sig. 89 af kommunerne siger i en spørgeskemaundersøgelse at de tilbyder alle børn en vurdering.
Pædagogerne er også blevet massivt opkvalificeret og efteruddannet til at kunne sprogvurdere og sprogstimulere børnene, viser spørgeskemaundersøgelsen. 80 kommunerne har efteruddannet enten alle eller særligt udvalgte pædagoger eller de har planer om at gøre det.
Fakta om sprogvurderingerne
Siden dagtilbudsloven trådte i kraft 1. august 2007, har kommunerne skullet tilbyde alle treårige børn en sprogvurdering og en opfølgende sprogindsats hvis vurderingen viser at barnet har brug for det.
I dag tilbyder 89 af landets kommuner alle børn en sprogvurdering, mens 4 kommuner er i gang med at implementere sprogvurderingerne, viser EVA’s spørgeskemaundersøgelse fra slutningen af 2009, hvor 93 af 98 kommuner deltog. Folketinget skal inden for de nærmeste måneder tage stilling til et forslag fra regeringen om at målrette sprogvurderingerne til treårige børn der vurderes at have sproglige vanskeligheder, og til børn der ikke er i dagtilbud.
Fakta om EVA’s undersøgelse
EVA’s undersøgelse bygger på:
-
en registerundersøgelse blandt 14.183 treårige som i 2009 er blevet tilbudt en sprogvurdering med materialet Sprogvurderingsmateriale til 3-årige i 34 forskellige kommuner. 12.992 børn blev vurderet og resultaterne registreret via sprogvurdering.dk, og børnenes resultater af vurderingerne er blevet sammenholdt med barnets køn, herkomst, forældrenes uddannelse, beskæftigelse og region. Undersøgelsen er gennemført i samarbejde med Center for Børnesprog ved Syddansk Universitet og Mikro Værkstedet.
-
en internetbaseret spørgeskemaundersøgelse blandt landets 98 kommuner om deres arbejde med sprogvurderinger og sprogstimulerende indsatser.
Læs rapporten
Download rapporten "Sprogvurderinger på dagtilbudsområdet og børnenes resultater" her.
