Gode ben i kampen mod frafaldet
Nyt inspirationskatalog til professionsbacheloruddannelser og erhvervsakademier
At få flest muligt studerende igennem uddannelsen. Det er stadig en af de største opgaver for de videregående uddannelser. Regeringens målsætning om 50 % af en ungdomsårgang bliver sygeplejersker, radiografer, bygningskonstruktører eller softwareudviklere, har kridtet banen op for at uddannelserne laver flere og flere tiltag for at holde på de studerende de seneste år.
Virker morgenmotion?
Mentorordninger, morgenmotion, studiestart med praksisforløb, efteruddannelse af lærerne – det er meget forskellige hvad uddannelser vælger at satse på. Men hvordan virker tiltagene, og hvad er uddannelsernes erfaringer med dem? Det kaster et nyt inspirationskatalog fra EVA lys over. Kataloget, som udkommer i efteråret 2011, samler – og deler – gode ideer fra videregående uddannelser landet over. Hvad har de gjort? Hvorfor? Levede deres indsats op til forventningen? Og ikke mindst: Hvad ville de ønske de havde vidst, inden de gik i gang med indsatsen?
Institutionerne beskriver hvad de gør
Inspirationskataloget bygger på en kortlægning af indsatserne på professionshøjskoler og erhvervsakademier. Lige nu er uddannelsesinstitutionerne i færd med at beskrive deres vigtigste tiltag, så EVA kan få et overblik og vælge 4-6 ”cases” som skal være med i inspirationsmaterialet.
”Vi leder selvfølgelig efter ”best practise” - indsatser der er gået godt, men vi vil også gerne have de mere besværlige og dyrtkøbte erfaringer” belyst. Pointen er uddannelserne kan lære meget af hinanden, også der hvor indsatsen ikke gav det resultat man havde håbet på. Vi mener det kan være meget berigende at spejle sig selv og blive inspireret af andre uddannelser som står med de samme udfordringer som dig selv,” siger projektleder Kirstine Westh Jensen fra EVA.
Læs mere om projektet her.
Tip til gode frafaldsundersøgelser
Det nye inspirationskatalog følger i halen på et andet materiale om frafald som EVA udgav i slutningen af 2010. Det fortæller om hvordan professionsbacheloruddannelserne kan lave gode undersøgelser af deres eget frafald. EVA videregiver eksempler på udfordringer og løsningsmodeller fra uddannelser der har erfaringer med at undersøge frafaldet, og viser de vigtigste problemstillinger, og hvad man skal være opmærksom på når man laver frafaldsundersøgelser.
Materialet blev sendt ud til alle professionsbacheloruddannelser, men man kan bestille flere eksemplarer fra EVA her.
Læs mere om projektet her.
