Da EVA næsten blev en skandale..

I filmen er en skandale noget som flytter en karakter, og som sætter en udvikling i gang. Skandalen som dramaturgisk begreb var motor for Poul Nesgaards tale til EVA i anledning af jubilæet hvor rektoren for Den Danske Filmskole var showstopper for konferencen. Han indtog scenen efter en lang dag med nationale og internationale oplægsholderes bud på hvad der skulle til for at udvikle kvalitet, med et smil og ordene: ”Hvor dum kan man være at gå ind i det allerhelligste for at være den gudsbespottende?”.

 Med en reference til Bertel Haarder der i sit indlæg på konferencen havde kommenteret at man som uddannelsesansvarlig ikke kun kan befinde sig i et elfenbenstårn, bekendte Poul Nesgaard at det var netop dér han altid selv havde befundet sig, men at han også havde forstået at der også var en virkelighed at forholde sig til:

 ”Det er sådan et sted hvor man forstår at man ikke kan tænke hvis man tror man har ret, og man ved at sproget er omtrentligt og ikke nøjagtigt, og netop derfor kan man tale sammen.”

Videnskab versus kunst

Baggrunden for Nesgaards tale var at filmskolen i 2007 var involveret i EVA’s arbejde med at skabe et koncept til akkreditering af uddannelserne under Kulturministeriet. Ideen om akkrediteringer, og dermed Bologna-processens mål om at skabe fælles rammer for de europæiske videregående uddannelser, var blevet modtaget med skepsis i kunstnermiljøet. Det forklarede Nesgaard med at der er tale om to meget forskelligartede kulturer på henholdsvis en kunstskole og i det universitære system.

”Kunsten tager udgangspunkt i sansningen af verden, mens den naturvidenskabelige tankegang som universitetet er stærkt præget af, tager udgangspunkt i den ydre verden. Videnskab skal kunne bevises, mens kunsten ikke skal være en gentagelse, men et værk i sig selv, et udsagn og et personligt fingeraftryk.”

Rettes ud som Skjern Å

Derfor var mødet med ideen om evaluering eller akkreditering, for at kunne indgå i en globaliseret verden, ifølge Nesgaard et chok for filmskolen. For kunstnerne var akkrediteringerne et udtryk for det universitære system, hvor man i en globaliseret verden er nødt til at samordne sig med andre; de frygtede at standardiseringen lå ligefor:

”Vi stod med en elitær kunstskole som er stærkt præget af sin egen kultur, af de enkeltindivider, elever og lærere, der går der, en skole som har gjort sig bemærket ved sin særegenhed og originalitet, og som nu møder et system som man frygter vil rette os ind – som Skjern Å i sin tid blev rettet ud, og det døde den af.”

”Det vil sige at filmskolen som dette lille biotop af liv, af særegenhed, blev udsat for ideen om internationalisering og alle mulige gode intentioner om at vi skal have flytbare elever som kan udveksles, og i det lå truslen om at blive rettet ud og miste livet.”

En skandaløs trussel

Dén trussel, fortsætter Nesgaard fra talerstolen, blev betragtet som nærmest skandaløs på filmskolen, men for filmskolen afspejlede selve ”skandalen” et potentiale for udvikling:

”Når en karakter i filmens verden udsættes for noget skandaliserende, skubber det en udvikling i gang, og karakteren kommer i bevægelse og begynder at leve. Al liv er bevægelse, så hver gang man går i stå, er man sådan set død. Derfor udsætter man karakteren for skandaliserende oplevelser eller ting i den dramatiske bevægelse – og i livet er det på fuldstændig samme måde.”

”EVA’s besøg var en trussel og en skandale, samtidig vidste vi at skandalen sætter noget i gang, men vi tænkte hvad gør vi, vi bliver nødt til at angribe med det samme!”

Stor bevidsthed om hvem man er

Filmskolens ”modangreb” over for EVA var ifølge Nesgaard at sende en stor kasse dokumentationsmateriale som beviste ”hvor gode vi var”.

”Bare det at gå igennem den kasse og alle de bilag, tænkte vi, det må jo betyde at man bliver fuldstændig ødelagt – men der var ikke nogen der sagde noget, da vi mødtes med EVA, kassen var åbnet, dokumenterne læst igennem,” fortæller Nesgaard.

”Og hver gang vi mødtes, oplevede vi at I ikke følte at I havde ret, og derfor kunne I tænke, at I havde et sprog med bevidstheden om at det var omtrentligt, og derfor kunne I tale, og I mødte os med en erkendelse af at der kan være mange forskellige kulturer – og derfor blev vores møde ikke en skandale, som det var i mit udgangspunkt, men et møde på den præmis, at vi blev mere bevidste om hvem vi er i vores sprogliggørelse af det.”

Vilje til at forstå kulturforskelle

Nesgaard afrundede dagen og sin tale med en tak:

”Jeg mærkede hos EVA dengang og i det jeg har hørt i taler og debatter i dag, at der er en vilje til at forstå at der er meget store forskelle på kulturer. I kan være med til at værne om de forskelligheder og udfordre os på vores præmis, og det tror jeg altid er vigtigt og afgørende.”

”For nok sidder jeg i et elfenbenstårn, men jeg har også forstået at der er en virkelighed.”