It i folkeskolen: På sporet af den pædagogiske merværdi
I de seneste 10-20 år har it været på dagsordenen i folkeskolen i Danmark. Gennem en række initiativer er teknisk infrastruktur og digitale tjenester blevet udviklet, og lærerne har forbedret deres it-kompetencer. Samtidig har udviklingsprojekter som ”It og medier i folkeskolen” (ITMF) fra 2001-2004 og ”It i folkeskolen” (ITIF) fra 2004-4008 støttet projekter over hele landet, hvor kommuner, skoleledere og lærere har gjort sig konkrete erfaringer med at anvende it i skolerne.
I det perspektiv skal EVA’s undersøgelse af it i folkeskolen både gøre status over hvordan it anvendes efter at de mange satsninger er gennemført, og bidrage til at arbejdet med it fortsat udvikles.
Projektleder Sanya Gertsen Pedersen, der er evalueringskonsulent på EVA, fortæller om projektets mål: ” Med projektet vil vi gerne sætte fokus på hvor skolerne er nu, og hvordan de vil komme videre i den retning de ønsker.”
Dialog med skoler om værdien af it
”Det som vil stå centralt i projektet, er en diskussion af værdien af it i skolen”, fortsætter Sanya Pedersen og uddyber: ”Vi vil sætte gang i en dialog om hvad udbyttet og værdien er af den it-anvendelse der er i skolen er i dag. På den baggrund lægger projektet også op til en dialog på skolerne om hvordan de i fremtiden bedre kan integrere it i skolens hverdag så de lever op til folkeskolelovens krav.”
Elevers multimediearbejde og læring
”I nogle af de gode eksempler vi allerede kender, har it-brugen været med til at udvikle undervisningsmetoderne samtidig med at den gav baggrund for en særlig læring hos eleverne”, forklarer Sanya Pedersen og illustrerer sin pointe med to eksempler:
”I en skoleklasse havde eleverne fået til opgave at producere et nyhedsindslag af nogle få minutters varighed. Eleverne skulle selv vælge et emne, lægge en vinkel, finde en interviewperson i lokalområdet og til slut skære optagelsen til. En gruppe elever havde besluttet sig for en historie om hjemmeværnet som de gerne ville fremstille som skydegale. Det gjorde de ved at vinkle historien og klippe interviewet sammen så det var lige til kanten af god journalistik.
"Udover at arbejdet med opgaven gav eleverne indblik i bl.a. journalistisk research og fortælleteknik, så gav den efterfølgende diskussion i klassen også eleverne bevidsthed om journalistiske virkemidler, om at behandle nyheder med et kritisk blik og om etik inden for journalistisk fremstilling.”
”På en anden skole havde lærere anvendt et program der hedder Storyteller, i engelskundervisningen. I programmet kan man oprette diasshow i et samspil mellem fotos, lydfiler og grafiske elementer. I et undervisningsforløb fik eleverne den opgave at de ved at bruge Storyteller skulle skabe en sammenhængende historie – de skulle sætte billeder sammen i et flow og på engelsk lægge en voice over ind over.
"Eleverne skulle altså både lære forskellige medier at kende, de arbejdede med tekststrukturer og lydoptag, og samtidig var de koncentrerede om at deres udtale og intonation fungerede i den engelsksprogede voice over. Her oplevede lærerne at eleverne var meget mere engagerede i at løse en faglig opgave end sædvanligt. Og det er bl.a. den slags eksempler projektet skal være med til at samle”, pointerer Sanya Pedersen.
Pædagogisk fokus
De tiltag der er i gang på it-området i folkeskolen, sigter mod at støtte udvikling af it i folkeskolen både pædagogisk, organisatorisk og teknisk. EVA’s undersøgelse har de to første aspekter for øje.
”Dykker man ned i det pædagogiske aspekt af it i folkeskolen, lyder vores hovedspørgsmål: Hvordan kan it, som i eksemplerne før, understøtte god undervisning og læring? Det handler altså om at se på it’s rolle og potentiale i at understøtte læreprocesser, undervisningssituationer og fagligheden i forskellige fag”, specificerer Sanya Pedersen.
Hun trækker en række underliggende spørgsmål frem:
”Vi vil gerne vide hvad skoler og kommuner ser som formålet med at anvende it. Og hvordan it konkret anvendes, og hvilke teknologier og it-materialer skolerne benytter i undervisningen. Samtidig er det vigtigt for os at høre hvordan bl.a. skoleledelsen, lærerne og eleverne oplever udbyttet af at anvende it, dvs. hvor ligger det vi kalder den pædagogisk merværdi? Men også: hvor giver det ikke mening at anvende it?”
Mange perspektiver med i undersøgelsen
For at nå rundt om de mange perspektiver på it i folkeskolen inddrager undersøgelsen både skoleledelser, lærere, elever, forældre og kommuner.
EVA har udvalgt 11 skoler til at deltage. Og disse skoler skal gennem en selvevaluering hvor skolens anvendelse af it er i fokus – en selvevaluering som involverer både lærere, skoleledelse og repræsentanter fra den lokale kommune.
Kommuneperspektivet kommer bl.a. med ved at EVA analyserer 14 deltagende kommuners indsatser og udbyttet af dem. ”Her vil vi samle de erfaringer, gode og dårlige, som kommunerne har fra deres indsatsområder og initiativer gennem de seneste år, og derfra vil vi give de bedste råd og advarsler videre til landet andre kommuner ,” siger Sanya Pedersen.
Værktøj til selvevaluering af it-arbejde
Hun tilføjer at de 14 kommuner også bliver inviteret til at kommentere de materialer og værktøjer som projektet skal udvikle. Endnu et formål med projektet er nemlig at udvikle et værktøj som alle skoelr og kommuner vil kunne anvende til at evaluere deres anvendelse af it.
”Ideen er at selvevalueringsværktøjet skal være gratis og tilgængeligt og ikke mindst nyttigt for kommuner og skoler i deres arbejde med at udvikle anvendelsen af it i undervisningen og i skolen som organisation. Derfor lægger vi også vægt på at få kommentarer fra alle deltagere i projektforløbet”, forklarer Sanya Pedersen.
Seminar i februar 2009
Projektet løber frem til sommeren 2009 hvor EVA udgiver en rapport og et hæfte med gode råd om it i folkeskolen. Undervejs i projektet, i februar 2009, holder EVA en række endagsseminarer hvor hhv. lærere, skoler og kommuner kan arbejde med at evaluere deres egen it-indsats, sætte mål for fremtidigt fokus og afprøve selvevalueringsværktøjet. Invitationerne sender vi ud i efteråret 2008.
På Uddannelsesforum 2008 præsenterer EVA de foreløbige resultater af projektet og fortæller mere om seminarerne i 2009 og selvevalueringsværktøjet.
Læs mere
Læs mere om projektets formål, metode og forløb her på projektets site.
