Videre til indhold | Videre til menunavigation

Sektion
Forside / E-magasinet EVAluering / EVAluering juni 2010 / Pædagoger og forældre kan sammen skabe trivsel for udsatte børn i daginstitutioner

Pædagoger og forældre kan sammen skabe trivsel for udsatte børn i daginstitutioner

Udsatte børn er børn der mistrives, ikke forstår de sociale spilleregler, medvirker til konflikter eller har svært ved at knytte venskaber. Men forældre og pædagogisk personale kan sammen på kort tid vende udviklingen og få barnet i trivsel når de samarbejder om at finde ud af hvordan forældre bedre kan støtte deres barn. Det viser en evaluering som EVA offentliggør 23. juni 2010.
Pædagoger og forældre kan sammen skabe trivsel for udsatte børn i daginstitutioner

Sofie havde længe været trist, tavs og overset. Emil havde mange konflikter med de andre børn i daginstitutionen, slog kammeraterne og fulgte i det hele taget ikke de sociale spilleregler. Pædagogerne i daginstitutionen talte med forældrene om børnenes udfordringer og tilbød dem at deltage i et kommunalt projekt. Gennem projektet skulle forældre sammen med deres børn - og andre forældre og børn - to gange om ugen tilbringe to-tre timer sammen med to psykologer (fra kommunens pædagogisk psykologisk rådgivning) og sammen løse opgaver med børnene. Undervejs ville psykologerne give forældrene feedback og støtte til at håndtere barnets reaktioner.

Ved siden af disse samarbejdsdage aftalte forældre og pædagoger nogle opgaver som børnene skulle løse hver dag i daginstitutionen, og som de sandsynligvis ville få succes med. Fx blev det aftalen at Sofie skulle hilse ”god morgen” når hun ankom, og sige ”farvel” om eftermiddagen.

Allerede efter 14 dage oplever både pædagoger og forældre at børnene agerer anderledes, og at de er rykket ind i børnegruppens fællesskab. Sofie siger godmorgen når hun ankommer, hun trives og har fået venner blandt de andre børn. Det samme gælder Emil, der bedre kan håndtere relationer med de andre børn og ikke længere bliver hidsig og uadreagerende.

Færre konflikter i hverdagen

Historien om Sofie og Emil er et tænkt eksempel, men det illustrerer nogle af de centrale problemstillinger som EVA har mødt i en række kommunale udviklingsprojekter der tilbage i 2006 fik penge fra en pulje til bedre kvalitet i dagtilbud. EVA har undersøgt de i alt 84 kommunale udviklingsprojekter hvoraf 12 har haft forældresamarbejde som nøgle til at skabe bedre trivsel for udsatte børn.

Historien viser også hvordan de projekter der har haft fokus på at skabe større trivsel for udsatte børn gennem et bedre forældresamarbejde, ifølge både forældre og pædagoger resulterer i færre konflikter i børnenes hverdag, et bedre samspil mellem børn og forældre og en mere velfungerende arbejdsdag for pædagogerne.

Gode relationer mellem forældre og pædagoger

95 % af alle børnefamilier, også dem med udsatte børn, er dagligt i kontakt med pædagogiske fagpersoner. Det giver en unik mulighed for at sætte ind med støtte på et tidligt tidspunkt i barnets liv og udvikling og med tiltag der rækker ud over tiden i daginstitutionen og ind i den hjemlige arena, så forældre bliver bedre til at sætte rammer for deres børn og får redskaber til at håndtere de konflikter der opstår mellem børn og forældre.

De succesrige forældreprojekter har det til fælles at de opbygger en god personlig relation mellem forældre og pædagogisk personale. Projekterne er overordnet gået til samarbejdet på en af to måder, fortæller evalueringskonsulent Frederik Kiørboe der fulgt projekterne og vurderet deres tilgange.

Nogle projekter har haft fokus på at forældre og personale gør noget sammen på lige fod, fx har de arrangeret middage, taget på fælles udflugter eller holdt arbejdsweekender hvor forældre og personale sammen har bygget nye legeområder i institutionen. ”Samarbejdet har givet forældre og pædagoger en god relation som er en forudsætning for at forældrene oplever det som trygt at spørge personalet til råds og få vejledning til hvordan de håndterer svære situationer med deres børn”, forklarer Frederik Kiørboe.

Tæt på hinanden i hverdagen

Andre projekter har mere direkte drejet sig om at det pædagogiske personale i daginstitutionen og psykologer taler med forældre om barnets adfærd og problemer, og at de derfra er fælles om at finde måder som forældre og pædagoger kan bruge til at støtte barnet.

”Kernen i den tilgang til forældresamarbejdet er at forældre og pædagoger kommer tæt på hinanden i hverdagssituationer og samarbejder om og koordinerer det de hver især kan gøre for at støtte barnet. Og at de gør det ud fra en fælles forståelse af hvad der kan medvirke til at barnet trives bedre”, uddyber Frederik Kiørboe.

Også disse projekter resulterer ofte i at udsatte børn kommer ind i børnegruppens fællesskab og trives.

Forventninger som barnet kan imødekomme

Fortællingen om Sofie og Emil er et eksempel på denne tilgang. Dvs. et projekt hvor personalet gerne vil sætte den pædagogisk-psykologisk viden som forældre med udsatte børn kan bruge, i spil i en konkret hverdagssituation mellem barn og forældre. Ideen er at hjælpe forældrene til at se hvordan de kan støtte deres barn i forskellige situationer. For kan man forbedre relationen mellem barn og forældre, får man også styrket barnets trivsel og udvikling.

Rådene og vejledningen fra det pædagogiske og psykologfaglige personale handler i denne sammenhæng fx om hvordan forældre i almindelige hverdagssituationer – hvor forældrene ofte kan være i vildrede om hvordan de håndterer konflikter med deres børn – bedre sætter grænser for deres børn, og hvordan de er tydelige i deres forventninger til børnene. Vel at mærke forventninger som reelt svarer til barnets alder og dermed giver mulighed for at barnet kan forstå og imødekomme dem. Og som kan være med til at give barnet – og forældre og pædagoger – gode oplevelser i institutionen og i hjemmet fremover.

Læs mere om udviklingsprojekterne

EVA har kortlagt og vurderet 84 udviklingsprojekter som i 2006 fik midler fra puljen ”Bedre kvalitet i dagtilbud” der er i regi af det nuværende Socialministerium. Projekterne fordeler sig inden for fire temaer som – foruden udsatte børn – er:

  • Styrket ledelseskompetence
  • Kost, ernæring og bevægelse
  • Skov-, natur- og idrætstilbud.

Vores mål har været at analysere og formidle projekternes positive og negative erfaringer. Du finder evalueringsrapporten her: http://www.eva.dk/projekter/2007/evaluering-af-udviklingsprojekter

Rapporten rummer mange andre eksempler på forskellige typer tiltag inden for temaerne.

Kommuner og foreninger der organiserer dagtilbud, har i 2006 kunnet søge om tilskud til projekter. I alt lød puljen på 190 mio. kr. 84 forskellige projekter har fået støtte.

Handlinger tilknyttet webside
Skribent
Marie Nielsen
Kommunikationskonsulent
Tlf. + 45 35 25 46 37
E-mail
E-magasinet EVAluering - vælg udgave
Abonner på e-magasinet
Skriv din e-mailadresse i feltet nedenfor
 

Østbanegade 55, 3. sal  ·  2100 København Ø.  ·  Find vej  ·  Tlf. 35 55 01 01  ·  Fax 35 55 10 11  ·  E-mail

Åbningstider: 8:30-16:00  ·  EAN 5798000026100  ·  CVR 11869513