Gymnasieelever har godt udbytte af nye tværfaglige forløb

EVA er i gang med et treårigt projekt der skal undersøge hvordan syv gymnasieskoler tilrettelægger de tværfaglige forløb almen studieforberedelse og studieområdet der med gymnasiereformen blev indført i august 2005. Projektet er tredelt. Første del der har fokuseret på almen studieforberedelse og studieområdet i grundforløbet, dvs. det første halve år i 1.g., er netop mundet ud i en rapport der samler skolernes erfaringer. Den viser et billede af lærere der er positivt overraskede over elevernes udbytte af forløbene.

Almen studieforberedelse (stx) og studieområdet (hhx og htx) er tværfaglige forløb gennem alle tre gymnasieår. Forløbene skal både skabe tværfagligt samspil og udvikle elevernes studiekompetencer. Fag skal altså samarbejde på tværs af faglige hovedområder. Undervisningen i studieområdet i hhx og htx skal være et samspil mellem en teoretisk-analytisk og en praktisk-virkelighedsnær tilgang til emnerne. Stx-eleverne skal i almen studieforberedelse arbejde med natur- og kulturfænomener og almenmenneskelige spørgsmål i både et historisk og nutidigt perspektiv.
 
Forløbene har med deres krav om tværfagligt samarbejde betydet at ledere og lærere på de gymnasiale uddannelser har skullet ændre deres organisatoriske, faglige og didaktiske tænkning.

Ledelse og lærere positivt stemt

Undersøgelsen viser at skolerne er godt på vej, og at almen studieforberedelse og studieområdet er forløb der har et stort potentiale og kan realisere målene om fagligt samspil og udvikling af elevernes studiekompetencer. I det halve år EVA har fulgt skolerne, er lærerne kommet vidt i hvordan de tænker fagenes roller og samspil. Både ledelser, lærere og elever er positivt stemt over for almen studieforberedelse og studieområdet. Ikke mindst har elevernes udbytte ved prøven efter grundforløbet overrasket lærerne positivt.

Fortsat udvikle grundforløbene

Arbejdet er dog ikke færdigt. Ledelser og lærere har brug for flere erfaringer for at finde frem til de bedste modeller for at tilrettelægge forløbene. Og derfor er det vigtigt at skolerne fortsætter processen med at have fokus på at implementere forløbene og altså ikke for tidligt lægger sig fast på de modeller der blev brugt for forløbene første gang.

Tydeliggør progressionen i forløbene

Nogle elever fortæller at det tværfaglige arbejde har givet dem en ny forståelse for hvordan forskellige fag skal være vigtige for belysningen af et emne. Mange elever oplever at de opnår studiekompetencer, fx ser de større selvstændighed som et vigtigt udbytte, og de synes at de er blevet bedre til at planlægge deres tid.
 
Eleverne oplever dog ikke altid almen studieforberedelse og studieområdet som et samlet og sammenhængende forløb – sådan som det er intentionen. Det er derfor vigtigt at skolerne arbejder videre med at gøre progressionen fra et emne til det næste tydelig. Og at lærere bruger tid på at formidle tankerne bag projekterne i forløbene og den planlagte sammenhæng til eleverne.

Klar kommunikation

Netop formidlingen af og kommunikationen om forløbenes mål, indhold og tilrettelæggelse har vist sig at være en større opgave end skolerne regnede med. Selvom skolerne har gjort et stort forarbejde med at informere om planlægningen og tilrettelæggelsen af de første forløb, har flere lærere oplevet at de har manglet informationer og ikke følt sig klædt på til opgaven. Der ligger altså også fortsat en stor opgave – ikke mindst hos skolernes ledelse – i at kommunikere klart om planlægningen og tilrettelæggelsen af almen studieforberedelse og studieområdet – også undervejs i forløbene.

Interview med elever, lærere og ledere

EVA har gennemført to interviewrunder på hver af de syv deltagende skoler – hhv. tre stx-skoler, to hhx-skoler og to htx-skoler. I første runde blev ledelser og lærere og eventuelle planlægningsgrupper interviewet. I anden runde blev også elever fra to klasser på hver skole interviewet.
 
EVA udgiver i juni 2006 en folder der samler de væsentligste erfaringer og råd til arbejdet med at tilrettelægge almen studieforberedelse og studieområdet i grundforløbet. Rapporten i sin helhed kan downloades fra ww.eva.dk.
 
Næste delprojekt går i luften i august 2007.

Læs mere på projektet side.  

Arkiveret under
Navigationen
 
Skribent
Marie Nielsen
Kommunikationskonsulent
Tlf. + 45 35 25 46 37
E-mail
Vælg udgave af e-magasinet
Abonner på e-magasinet
Skriv din e-mailadresse i feltet nedenfor
 

Østbanegade 55, 3. sal  ·  2100 København Ø.  ·  Find vej  ·  Tlf. 35 55 01 01  ·  Fax 35 55 10 11  ·  E-mail

Åbningstider: 8:30-16:00  ·  EAN 5798000026100  ·  CVR 11869513

Sektion