”Hvis man skjuler fiaskoen, lærer man jo aldrig noget”
Det summer af liv på VUC Fredericia. Både på de lysegrønne marker omkring skolen og indenfor på de lange, kringlede gange. Fornemmelsen af aktivitet fortsætter helt ind på forstander Lene Thorborgs kontor, hvor hun og viceforstander Karsten Schultz tager imod i det tidlige forår 2007.
Lene og Karsten har sammen med deres kolleger haft fuld knald på siden 2005. Dengang offentliggjorde EVA nemlig en evaluering af VUC’er i Danmark, en evaluering, som Fredericia deltog i sammen med fire andre VUC’er. Da evalueringen var færdig, skulle institutionerne lave en plan for hvordan de ville følge op på den – en plan, som gerne skulle ende med at være mere end et stykke papir i en skrivebordsskuffe.
Kan man sige nej tak?
Lene Thorborg husker med et grin tilbage til 2004 hvor hendes VUC fik et brev fra EVA om at de var blevet udtaget til at deltage i evalueringen:
”Vores første reaktion var nok: Kan man sige nej tak til at være blandt de særligt udvalgte? På det tidspunkt havde vi lige været igennem et generationsskifte i administration og i ledelse. Vi havde ikke helt fundet vores ben at gå på. Men det skulle vise sig at øjne udefra lige var det der skulle til, for at vi kunne komme videre i processen.”
Farvel til antagelser
Det måske største stykke arbejde for VUC Fredericia blev at definere sig selv på ny. En af evalueringens anbefalinger handlede om hvordan VUC’erne kunne blive bedre til klæde deres undervisere på til at undervise de meget forskellige kursister som går på et VUC. Og det skabte en del selvransagelse i Fredericia:
”Vi havde en antagelse om at vi var et VUC der underviste voksne, efterrettelige kursister der artigt tog imod vores undervisning. Men virkeligheden var en anden, fx var over 50 % af vores kursister under 25 år, og det var langtfra alle der var lige uddannelsesvante. Vores selvforståelse stemte altså ikke overens med virkeligheden, og den uoverensstemmelse skabte jo frustration blandt alle, ” siger Lene Thorborg.
Ny identitet
Karsten Schultz fortsætter i samme tankebane: ”Men spørgsmålet ”Hvem er vi så?”, er ikke noget man svarer på på 25 minutter. Vi var nødt til at kigge på vores værdigrundlag, mission og visioner, og det gjorde vi over lang tid. Vi har afsat rigtig mange timer til at samtlige medarbejdere kunne arbejde med. Men nu er det også lykkedes, og vi kan arbejde sammen i én retning.”
Arbejdet med at lægge en kurs for VUC’et foregik både på PR-møder, på de såkaldte huskurser og det var et fast punkt i centerrådet. Her kunne man sætte ord på værdier, vision og mission så VUC i fremtiden kan arbejde mod nogle fælles mål.
Hvor går de hen når de går?
En anden øm muskel evalueringen satte tommelfingeren i, var at VUC’erne generelt er for dårlige til opfylde noget af det de er sat i verden for: at bringe kursisterne videre i uddannelsessystemet eller ud på arbejdsmarkedet. Evalueringen viste nemlig at det kun var 25 % der fortsatte på en af de to stier.
”Vi havde en meget dårlig overførsel mellem avu og andre uddannelser. Og vi havde ingen viden om overførslen mellem hf og de videregående uddannelser. Vi vidste faktisk ikke hvor vores kursister forsvandt hen når de gik,” siger Lene.
Karsten underbygger: ”Men det tog vi fat på, blandt andet ved at lave brobygningsforløb mellem trin 1 og 2, vi fik besøg fra erhvervsskoler, særlige praktikforløb for de tosprogede, særlige studieklasser, udslusningssamtaler for afgangskursister etc. Og alt i alt viser de kolde tal at det har været en succes.”
Det skal nytte noget for os
Som Karsten og Lene får talt sig mere og mere varme om den evaluering de selv har været en del af, kommer samtalen i stigende grad til at handle om selve det at blive evalueret. At blive set på udefra og få eksponeret det som man måske ikke er så stolt af. Som eksempel fremhæver Lene det med at VUC Fredericia ikke havde styr på hvor mange af de studerende der gik fra et niveau til et andet, og at man faktisk vidste meget lidt om hvordan det gik i undervisningen.
”Det var jo ret flovt at vi manglede systematik i den måde vi indsamlede viden på. Men sådan er det med en evaluering: Man vil jo have at det nytter til noget. Det skal bruges til noget. Vi ville jo ikke have en rapport der fremviser en masse fine skueværdier. Det er jo ikke det vi vil have, vi vil have noget der får betydning for det daglige arbejde,” siger Lene.
Evaluering med effekt
Karsten Schultz’ og Lene Thorborgs holdninger vækker genklang hjemme på EVA’s kontorer i Østbanegade i København. Her er opfattelsen at en evaluering først er vellykket når den opleves som nyttig af dem der bliver evalueret.
Heldigvis er det som regel også sådan det er. En undersøgelse af hvilken effekt EVA’s evalueringer har, viser bl.a. at 68 % af de institutioner der blev evalueret under EVA’s handlingsplan for 2004 (som VUC Fredericia), oplever at evalueringen i høj eller meget høj grad har været med til at skabe udvikling på uddannelsen.
Komplekst at sikre kvaliteten
Men at det godt kan få sveden frem på panden, det at skabe udvikling, vidner Fredericia-historien om. For det er komplekst at arbejde systematisk med hele tiden at forbedre kvaliteten af en uddannelsesinstitution, især når den er så kompleks som et VUC.
”For hvad er det, man skal måle på? Et VUC er jo både en prøve- og eksamensorienteret institution, men samtidig har vi et formål om at flytte vores kursister i deres personlige kvalifikationer. Det er jo meget mere komplekst for vores uddannelsesinstitution, end det er fx for en teknisk skole – men ikke mindre interessant af den grund”, siger Karsten Schultz og lader Lene Thorborg få det sidste ord:
”Hvis man skjuler det, der er fiasko her i livet, kommer man aldrig op af sit hul. Man skal kunne vise det frem, for det er den måde man kommer videre på.”
