EVA tager temperaturen på de første år efter gymnasiereformen

I sommeren 2008 bliver det første kuld elever færdige med deres treårige gymnasiale uddannelse efter gymnasiereformen trådte i kraft i 2005. I en række forskellige evalueringer er EVA i gang med at undersøge hvad reformen har betydet for uddannelserne. E-magasinet har talt med specialkonsulent Rikke Sørup om hvad de mange forskellige evalueringer ser på.

Enkeltfagsevalueringer, fagområdeevalueringer og evaluering af den samlede gymnasiereform. EVA’s indgange til at undersøge de gymnasiale uddannelser efter gymnasiereformen er mange, og resultaterne af de forskellige undersøgelser udkrystalliserer sig løbende i færdige rapporter frem til foråret 2009.

E-magasinet har talt med specialkonsulent Rikke Sørup fra EVA der er involveret i hele buketten af evalueringer. Hun fortæller:

”EVA laver tre forskellige typer evalueringer af elementer ved gymnasiet efter reformen. Kort fortalt ser vi både på enkeltfag, vi ser på nogle faglige dimensioner, og så evaluerer vi den samlede gymnasiereform.”

”Derudover afslutter vi i år et treårigt projekt der har fulgt syv skoler, tre stx-, to hhx-, og to htx-skoler i deres arbejde med almen studieforberedelse og studieområdet.”

Enkelte fag under lup

I evalueringerne af de enkelte fag, fagevalueringerne, ser EVA på fem forskellige fag på forskellige uddannelser og niveauer:

  • Dansk A på hhx, htx og stx
  • Fysik A og B på stx og htx
  • Matematik A på hhx, htx og stx
  • Engelsk A på hhx, htx og stx samt engelsk B på stx
  • Historie A på stx.

Evalueringerne undersøger via spørgeskemaundersøgelser blandt de lærere og censorer og gennem efterfølgende interview med lærere og censorer deres erfaringer med fagene efter reformen. Evalueringerne ser kort fortalt på skolernes erfaringer med de nye læreplaner som kom til verden med reformen, og som definerer indholdet af fagene.

”Vi skal se på om man har nået målet med de enkelte fag. Udgangspunktet for fagevalueringer er læreplanerne for de enkelte fag hvor vi tager udgangspunkt i det nye ved læreplanerne, bl.a. at de efter reformen er målstyrede og mindre indholdsstyrede end tidligere.”

Foruden spørgeskemaer og interview bygger de fem fagevalueringer på elevernes karakterer fra sommereksamen 2008. Fagevalueringerne offentliggøres i foråret 2009. Evalueringerne, der er bestilt af Undervisningsministeriet, følger efter fire andre fagevalueringer som EVA allerede har offentliggjort.

Evaluering af fagområder ser på dimensioner i uddannelser
Men det er ikke kun enkelte fag som EVA skal kigge på. I en række andre evalueringer ser EVA på fire fagområder, nemlig:

  • Det tekniske og naturvidenskabelige fagområde (htx og stx)
  • Det økonomiske fagområde (hhx)
  • Fremmedsprog (hhx og stx)
  • Det kunstneriske fagområde (toårigt hf, stx).

”Evalueringerne koncentrerer sig ikke om de enkelte fag inden for områderne, men ser overordnet på nogle dimensioner i uddannelserne. Fx kigger evalueringerne på områdernes status og stilling på de enkelte uddannelser efter reformen og afdækker blandt andet hvilke fag og fagområder skolerne udbyder, men også hvad eleverne rent faktisk vælger,” fortæller Rikke Sørup og uddyber:

”Det er interessant at afdække i forlængelse af at naturvidenskab fx er et område som man gerne ville styrke med reformen. Sker det faktisk i forbindelse med den nye organisering i og af studieretninger?”

Samspil mellem fag og på tværs af områder

To andre fokusområder for fagområdeevalueringerne er for det første at afdække samspillet mellem de enkelte fag inden for og på tværs af områderne og for det andet at belyse de unges studiekompetencer i forhold til fagområderne.

”Det handler om hvorvidt studenterne oplever at de er parate til at starte på en videregående uddannelse, og om hvorvidt de kompetencer som lærere og elever mener man får på gymnasiet, matcher de forventninger der findes til studiestartere på de videregående uddannelser,” siger Rikke Sørup.

Evalueringerne bygger på spørgeskemaundersøgelser til alle skoler og besøg på enkelte skoler hvor EVA vil interviewe elever, lærere og ledelser. Derudover vil EVA tale med repræsentanter for de uddannelsesinstitutioner der ”aftager” eleverne, for at få deres perspektiv på og forventninger til elevernes kompetencer.

Fagområdeevalueringerne er bestilt af Undervisningsministeriet og bliver offentliggjort i starten af 2009.

Reformen set fra helikopterperspektiv

Det sidste led af ”tretrinsraketten” er en samlet evaluering af gymnasiereformen; en evaluering som EVA selv har taget initiativ til. Evalueringen skal belyse og vurdere reformen inden for formålene for de enkelte gymnasiale uddannelser.

”I evalueringen søger vi bl.a. at kigge på om intentionerne med reformen er blevet udmøntet på tidspunktet for første gennemløb af elever. En af intentionerne var fx at øge elevernes studiekompetencer, og at de gymnasiale uddannelser dermed skulle få en endnu stærkere faglighed og skabe endnu mere kompetente studiestartere.”

En af nyskabelserne i reformen er opdelingen af uddannelserne i et grundforløb og et studieretningsforløb. Evalueringen ser på hvad denne opdeling betyder i praksis.

”Bl.a. ser vi på hvad opdelingen betyder i forhold til at skabe fleksibilitet på tværs af de gymnasiale uddannelser”, fortæller Rikke Sørup der tilføjer at de nye prøve- og eksamensformer som er indført med reformen, også er et fokuspunkt for evalueringen.

”Derudover ser vi på spørgsmålet om gymnasiereformens skærpede krav om at de enkelte fag skal samarbejde endnu mere, og hvordan det samspil fungerer i praksis. Hvilke fag er det der samarbejder, hvilke problemer er det, og hvordan griber skolerne det an?”

Mindst mulig belastning af skolerne

Evalueringen bygger bl.a. på analyser af de øvrige reformrelaterede evalueringsrapporter som EVA og andre har gennemført. Derudover på spørgeskemaundersøgelser blandt elever, lærere og ledere og casebesøg på skoler med interview med samme grupper.

”Med en så omfattende reform er det klart at der vil være mange startvanskeligheder. Og der er ganske givet også ting der skal justeres eller ændres. Reformevalueringen kan forhåbentlig bidrage til at sådanne ændringer og justeringer sker på et oplyst og veldokumenteret grundlag.”

Indsamlingen af dokumentation bliver koordineret med dokumentationsindsamling til fagområdeevalueringerne så skolerne bliver belastet mindst muligt. En gruppe af faglige eksperter vil følge evalueringen og stå bag konklusioner og anbefalinger. Evalueringen indgår i EVA’s handlingsplan og bliver offentliggjort omkring årsskiftet.

Læs mere

Du kan læse mere om fagevalueringer på de gymnasiale uddannelser 2008 her.

Du kan læse mere om fagområdeevalueringer i gymnasiet her.

 

Arkiveret under
Skribent
Anne Breinhold Olsen
Kommunikationskonsulent
Tlf. + 45 35 25 46 64
E-mail
Vælg udgave af e-magasinet
Abonner på e-magasinet
Skriv din e-mailadresse i feltet nedenfor
 

Østbanegade 55, 3. sal  ·  2100 København Ø.  ·  Find vej  ·  Tlf. 35 55 01 01  ·  Fax 35 55 10 11  ·  E-mail

Åbningstider: 8:30-16:00  ·  EAN 5798000026100  ·  CVR 11869513

Sektion