Specialundervisning: Er der nogen i den anden ende?
En af de vigtigste faktorer for at forældrene er tilfredse med visitationsprocessen til deres barns specialundervisning, er at de oplever at der er nogen ”i den anden ende”. At de ikke føler at de står alene med ansvaret for at skulle vurdere hvad der er det bedste for deres barn – hvilket undervisningstilbud barnet har brug for, osv. Det er måske især vigtigt at føle sig i trygge faglige hænder når ens barn går i specialundervisning i størstedelen af undervisningstiden fordi barnet har indlæringsproblemer, en diagnose som ADHD eller et fysisk handicap.
En ny EVA-undersøgelse ser på hvordan kommunerne varetager ansvaret for at lægge rammerne for det som også kaldes for vidtgående specialundervisning. Efter kommunalreformen overtog kommunerne amternes ansvar, så kommunerne nu både skal visitere børnene til undervisningstilbuddene og drive de tidligere amtslige specialskoler og - klasser. PPR – pædagogisk-psykologisk rådgivning – er en vigtig spiller i visitationsprocessen fordi det er en PPR-psykolog som udreder barnets behov, og ofte spiller PPR også en rolle i at vurdere hvilket tilbud barnet skal have. Visitationsprocessen er dog meget forskelligt tilrettelagt fra kommune til kommune. Det varierer fx hvilken rolle PPR spiller, og hvilke andre aktører i kommunerne der beslutter hvilket undervisningstilbud barnet skal have.
Uklarhed skaber utryghed
Undersøgelsen viser at de danske forældre som regel er glade for det konkrete undervisningstilbud som deres barn får – det kan være undervisning på en specialskole, i en specialklasse på en almindelig folkeskole eller sammen med en støttelærer som følger barnet i undervisningen. Forældrene synes også som hovedregel at deres børn trives i tilbuddet. Det er når barnet skal ind eller ud af tilbuddet at kommunikationen med kommunen kan halte, peger undersøgelsen på. Evalueringskonsulent Vicki Facius, som er projektleder for EVA’s undersøgelse, fortæller:
”49 % af forældrene i vores undersøgelse siger at de mangler et tydeligt billede af hvem i kommunen der har hvilket ansvar når deres børn visiteres til specialundervisning. De ved måske ikke hvem der er deres kontaktperson, de forveksler en sagsbehandlers ansvarsområder med en PPR-psykologs, osv. Den form for uklarhed skaber utryghed. Nogle oplever at det er deres eget ansvar at få visitationsprocessen til at køre som den skal.”
Det personlige møde med psykologen er vigtigt i revisitationen
Den personlige kontakt med PPR-psykologen betyder også meget for forældrene når barnet skal revisiteres mens det går i et specialundervisningsforløb hvor man ser på om tilbuddet er det bedst egnede til barnet. Én gang om året siger loven at barnets behov skal vejes op mod det tilbud det har fået – skal barnet fortsætte på specialskolen – kan det undvære sin støttelærer, osv., og skolelederen skal beslutte hvad der skal ske. PPR-psykologens vurdering har faglig vægt i den beslutning.
Mange forældre oplever at de er langt fra PPR
Men der er en meget stor andel af forældre i EVA’s undersøgelse som ikke oplever at PPR har været med til at vurdere om barnet skulle fortsætte i det specialundervisningstilbud – 38 % oplever at PPR ikke har været med, 12 % er ikke klar over om PPR har været med. Det kalder Vicki Facius for bemærkelsesværdigt og fortæller om en iagttagelse fra undersøgelsen:
”Der er typisk to måder at kommunerne organiserer revisitationerne på: Enten er psykologen til stede og synlig i forløbet, eller også er han/hun ikke.”
I den første kategori er psykologen synlig ved at være med på et årligt møde mellem forældre og skole hvor man diskuterer dets handleplan og sammen beslutter om undervisningstilbuddet skal ændres. I den anden kategori sker revisitation uden at forældrene og psykologen møder hinanden fordi PPR-psykologen ikke deltager i fællesmødet med skolen. I stedet for skriver PPR-psykologen så fx blot under på de papirer som hun modtager fra skolen. I nogle tilfælde skal en PPR-psykolog forholde sig til et barn som hun aldrig har mødt. En psykolog fra EVA’s undersøgelse fortæller:
”Vi kender ikke nødvendigvis barnet. Det er en absurd situation at skulle beslutte om barnet skal blive på en skole, men hvis skolen beslutter det, må jeg lytte til dem. Man er der bare formelt, der er ikke en åbenlys nytte.”
”Der er ikke noget der kommer som et chok for forældrene”
I Rudersdal Kommune er PPR-psykologen Inger Aarestrup en af dem som er med til at vurdere om børn der får specialundervisning i den overvejende del af undervisningstiden, nu også får det rigtige undervisningstilbud. Hun er primært tilknyttet Dronninggaardsskolen som er en almindelig folkeskole med tre specialundervisningsklasser. Her går der i alt 21 børn der har problemer inden for autismespektret. Der går også børn som følger den almene undervisning med en støttelærer.
Inger Aarestrup fortæller at hun mødes med forældrene to gange om året, forår og efterår. På efterårsmødet handler det om at finde ud af om barnet får det rigtige undervisningstilbud, om foråret gør man status og følger op på barnets handleplan.
”Når vi mødes med forældre om barnets undervisningstilbud om efteråret, sker det på baggrund af et oplæg jeg laver sammen med læreren. Vi ser på hvad der skal fokuseres på fagligt og socialt, og om tilbuddet stadig er det rigtige for barnet. Som regel er vi og forældrene enige i hvad der skal ske med barnet. Det skyldes nok også at der ikke er noget der kommer som et chok for forældrene – også fordi vi i hverdagen har en ret god kontakt med hinanden. Forældrene er velkomne til at ringe og maile, eller nogle kigger forbi på eget initiativ.
"Tak fordi I var med”
Inger Aarestrup fremhæver at hun tror at forældrene synes det er vigtigt med den hyppige og personlige kontakt med hende. Efter nogle år får man et godt kendskab til hinanden fordi man møder hinanden igen og igen, fortæller hun, og det er vigtigt at forældrene møder en personlig repræsentant for kommunen.
"Vi forsøger at komme ud som kommunens repræsentant og være med. Det tror jeg også forældrene synes er vigtigt. Vi hører i hvert fald nogle gange et ”tak fordi du var med.”
