Hotspots fra den europæiske kvalitetssikring
Lægges der vægt på at fremme minimumskvalitet i de forskellige udbud af uddannelse? Er der især fokus på at skabe læring og udvikling på institutionerne? Eller er det målet at fremme institutionernes egen kvalitetssikring? De europæiske landes setup inden for kvalitetssikring af videregående uddannelse varierer selvom de har det til fælles at de består af planlagte og systematiske aktiviteter der skal sikre kvalitet i uddannelse.
Kvalitetssikring som afsæt for studerendes mobilitet
Landene udformer deres eksterne kvalitetssikringssystemer inden for de rammer som
Bologna-processen udstikker, og som de europæiske undervisnings- og videnskabsministre har givet deres tilsagn til.
Inden for kvalitetssikring er især to fælleseuropæiske tiltag vigtige fordi de begge bidrager til den gennemsigtighed, anerkendelse og mobilitet inden for uddannelsesverdenen som Bologna-processen efterstræber.
Det ene tiltag er de europæiske standarder for kvalitetssikring af videregående uddannelse som de ansvarlige ministre tilsluttede sig tilbage i 2005. Standarderne har siden været en fælles referenceramme og et vigtigt indspark til både uddannelsesinstitutionernes egen interne kvalitetssikring og til den eksterne kvalitetssikring, som bl.a. EVA bidrager til i Danmark.
Det andet tiltag er den fælleseuropæiske kvalifikationsramme som beskriver kompetencemålene på de forskellige uddannelsesniveauer, bl.a. bachelor-og kandidatniveau. Det er en europæisk ramme som er ment som et oversættelsesværktøj for nationale kvalifikationsrammer for de kompetencer som de studerende skal opnå gennem deres uddannelsesforløb.
Akkreditering og auditering
Inden for ekstern kvalitetssikring kan man lidt kontant tale om overordnet to tilgange: uddannelsesakkrediteringer og institutionsauditeringer.
En akkreditering af en uddannelse bygger på fastlagte kriterier for kvalitet som uddannelsen skal dokumentere at den lever op til. Akkrediteringen munder ud i en afgørelse der kan være positiv, betinget eller negativ, og dermed har den konsekvenser for om institutionen fremover har ret til at udbyde uddannelsen. Fordelen ved uddannelsesakkrediteringer er at de går tæt på den enkelte uddannelse og dens kvalitet, og at de kan give god viden for fx studerende og andre interessenter. Samtidig kan det dog være et ressourcekrævende system for både evalueringsinstitutter og uddannelsesinstitutioner.
Den anden tilgang er auditering. Auditeringen er en kvalitetssikringsmetode der ser på uddannelsesinstitutionens egne mekanismer til at sikre kvalitet og vurderer hvordan de bliver anvendt til at dokumentere og udvikle uddannelsernes kvalitet. En auditering lægger altså vægt på institutionens eget ansvar for at sikre kvaliteten. Dvs. man ser på om institutionen har forudsætningerne for høj kvalitet i orden, og om den er god til at gennemføre kvalitetsarbejdet og udnytte resultaterne konstruktivt.
Som ekstern kvalitetssikring er auditering et mere løst greb end akkreditering, og den ligger længere væk fra kernen i den enkelte uddannelse. Derfor kan interessenter, fx politikere, opleve at de ikke får samme føling med uddannelsernes kvalitet.
Skal man forklare forskellen mellem akkreditering og auditering billedligt, kan man sige at man i en uddannelsesakkreditering smager på selve suppen (her uddannelsen) og vurderer om den er god. I en auditering vurderer man ikke selve suppen, men om kokken er veluddannet, om han spørger sine gæster om suppen smagte, og om han justerer opskriften og ingredienserne hvis gæsterne ikke er tilfredse. Dvs. man vurderer om kokken selv sikrer sig at suppen smager godt.
Et nyt system betyder nyt kvalitetsfokus
Når man ser på landenes kvalitetssikringssystemer over en længere årrække, træder det frem at systemerne ofte skiftes ud efter 1-2 runder med en bestemt tilgang. Et nyt system vil typisk lægge vægten et andet sted end det foregående. Derved opnår man at den eksterne kvalitetssikring ikke blot er en rutinemæssig sag, men at den også medvirker til at udvikle institutionernes måde at tænke, sikre og udvikle kvalitet på. Dvs. har man som fx Tyskland igennem nogle år akkrediteret uddannelsesudbud
ud fra kriterier med stærkt fokus på at kontrollere den faglige kvalitet, er det ikke overraskende at man nu forsøger at supplere med et nyt tiltag, systemakkreditierung, der lægger vægt på hvordan uddannelsesinstitutionerne selv sikrer kvaliteten af uddannelsesudbuddene.
Stærk intern sikring er en vigtig basis for kvalitet
En almindelig opfattelse blandt kvalitetssikringsorganisationer er at det er nemmere at have tillid til at en uddannelsesinstitutions uddannelser er af en vis kvalitet og relevans når den selv har et stærkt kvalitetssikringssystem. Udfører en institution et godt stykke kvalitetsarbejde, kan den eksterne kvalitetssikring i den optik være lettere og mindre detaljeret. Uanset om institutionerne selv har veludviklede kvalitetssikringsmekanismer, kan et eksternt blik være både sundt og nødvendigt. Sundt fordi nye vinkler og andres vurderinger kan skubbe en udvikling i gang. Nødvendigt da politikere, studerende og andre interessenter kan ønske et uafhængigt udsagn om tingenes tilstand.
Læs mere og få overblik
Læs mere om de enkelte landes kvalitetssikringssystem her – en grafisk oversigt
Læs mere om akkreditering på EVA’s temaside om akkreditering
