Metafortællinger bringer pædagogisk praksis tættere på politikere

EVA udvikler i 2010 et redskab der skal sikre at praksisnær, pædagogisk dokumentation om børns sproglige udvikling når kommunalpolitikere i en form der giver mening når kommunerne skal have viden om og udvikle det pædagogiske arbejde i daginstitutionerne. Pædagoger i tre kommuner har testet skabelonen til læringshistorierne.

Danske pædagoger har for alvor fået gang i arbejdet med dokumentation og evaluering, og mange steder bruger de det aktivt til at udvikle deres pædagogiske arbejde. Men når viden om Emils og Mathildes læring i børnehaven skal formidles fra pædagogisk niveau til administrativt og politisk niveau i kommunen, er der en stor risiko for at meningen i den pædagogiske dokumentation går tabt. Det viser kommunernes erfaring, og det betyder at bl.a. kommunalpolitikere går glip af den guldgrube af information om de sprogpædagogiske læringsmiljøer

Udfordringen er derfor at dokumentationen af børns sproglige udvikling både skal give mening for pædagogerne i det enkelte dagtilbud og samtidig kunne sige noget generelt om det sprogpædagogiske læringsmiljø der fremmer denne udvikling. Det skal EVA’s projekt ”Metafortællinger om børns sproglige udvikling” være en del af løsningen på, fortæller specialkonsulent Anne Kjær Olsen, der leder projektet hos EVA.

Evaluering ad mundtlige veje

”Vi ved fra andre undersøgelser at dokumentation som pædagoger finder meningsfuld i deres arbejde, ikke nødvendigvis egner sig til at blive opsummeret og formidlet videre i kort skriftlig form. Derfor vil vi gerne udvikle og teste et evalueringsredskab der bygger på mundtlighed og giver plads til faglige drøftelser,” siger Anne Kjær Olsen.

Redskabet vil omfatte fortællinger på to niveauer som samlet set skal tilgodese både pædagogernes arbejde med at evaluere og dokumentere den pædagogiske praksis og kommunernes behov for at få viden om hvordan det pædagogiske arbejde fungerer.

Det ene niveau af fortællinger sætter ord på hvilken sproglig udvikling de enkelte børn går gennem, og hvilke sprogpædagogiske aktiviteter og lege pædagogerne har stået bag. Disse fortællinger er læringshistorier om barnets udvikling som pædagogerne står for at udforme ud fra en skabelon som EVA har udviklet.

”Læringshistorierne bliver dermed en metode til at dokumentere og reflektere over situationer hvor pædagoger iagttager at børnene lærer noget nyt. Fx når en pædagog ser at Emil gennem leg med vendespil med billedkort har fået en forståelse for at pærer, bananer, æbler osv. kan samles under overbegrebet frugt”, forklarer Anne Kjær Olsen.

Det andet niveau af fortællinger er såkaldte metafortællinger. EVA udvikler en skabelon til hvordan ledere og pædagoger sammen kan drøfte og omsætte læringshistorierne om de enkelte børn til fortællinger på metaniveau. Disse metafortællinger skal videregive viden på tværs af de enkelte historier om børns sproglige udvikling til kommunen, og de skal altså rumme institutionsledernes og pædagogernes fælles hypoteser om hvilke sammenhænge der er mellem læringsmiljøer i institutionen og de sproglige fremskridt i børnegruppen.

Læringshistorier skærper fagligt fokus

Pædagoger i ti daginstitutioner i Vordingborg, Odense og Furesø Kommuner har i foråret 2010 testet skabelonen til arbejdet med at skrive korte læringshistorier om børnenes sproglige udvikling.

I alle tre kommuner er både institutionernes medarbejdere og kommunernes pædagogiske konsulenter begejstrede for metoden:

”Læringshistorier er en rigtig god metode som skærper pædagogernes faglige opmærksomhed på børnenes sproglige udvikling, og som giver mening i den pædagogiske hverdag. Det er relativt nemt og overskueligt at skrive de små læringshistorier, men det giver pædagogerne nogle nye refleksioner i arbejdet med børnene,” siger Lillian Andersen der er fagkonsulent i Odense Kommune.

I næste del af projektet skal ledere og pædagoger i de ti daginstitutioner teste den del af redskabet der handler om at omsætte læringshistorier om børnene til fortællinger på metaniveau på tværs af de enkelte historier om børns sproglige udvikling.

Metafortællinger som input til kommunale møder

Når læringshistorierne er omsat til metafortællinger, skal metafortællingerne kunne bruges som input i såkaldte evalueringsfællesskaber.

”Disse evalueringsfællesskaber forestiller vi os vil foregå som møder i de kommunale forvaltninger hvor repræsentanter for pædagoger, forældre, pædagogiske konsulenter og politikere sammen diskuterer udviklingen af den pædagogiske praksis og rammerne for at fremme børns sproglige udvikling”, siger Anne Kjær Olsen.

Metafortællingerne vil være et af flere input til møder i evalueringsfællesskaber. Drøftelserne vil også kunne basere sig på andre data, fx resultater fra sprogvurderinger, som siger noget om institutionernes arbejde med børns sproglige udvikling. De tre deltagende kommuner vil i efteråret 2010 også afprøve EVA’s model til hvordan disse møder i evalueringsfællesskaber kan forløbe. 

Faglige kvalitetsoplysninger   

”Metafortællinger om børns sproglige udvikling” er en del af syv redskabsprojekter, der er samlet under paraplyen ”Faglige kvalitetsoplysninger”. Fælles for de syv redskabsprojekter er, at der er fokus på at udvikle redskaber til at måle kvaliteten i dagtilbud i kommunerne. Finansministeriet står bag redskabsprojekterne – læs om dem her

EVA forventer at have metafortællingsredskabet klar, så Finansministeriet kan offentliggøre det i december 2010. 

Inspiration fra newzealandske læringshistorier

EVA har udviklet redskabet med inspiration fra en newzealandsk model for læringshistorier. I New Zealand har pædagoger i daginstitutioner gennem mange år brugt læringshistorier som dokumentation i deres pædagogiske arbejde. Læs mere om det newzealandske arbejde med læringshistorier i Maria Philipsens bog Læringshistorier og pædagogisk praksis og i Margaret Carrs bog: Læringshistorier. Evaluering og udvikling af læring i institutioner.

Læs mere om projekt metafortællinger

Læs mere om projektet her.

Navigationen
 
Skribent
Marie Nielsen
Kommunikationskonsulent
Tlf. + 45 35 25 46 37
E-mail
Vælg udgave af e-magasinet
Abonner på e-magasinet
Skriv din e-mailadresse i feltet nedenfor
 

Østbanegade 55, 3. sal  ·  2100 København Ø.  ·  Find vej  ·  Tlf. 35 55 01 01  ·  Fax 35 55 10 11  ·  E-mail

Åbningstider: 8:30-16:00  ·  EAN 5798000026100  ·  CVR 11869513

Sektion