Videncentre kompetenceudvikler undervisere

Da Ina Clausen blev tilknyttet Nationalt Videncenter for fødevarer og sundhed (VIFFOS), blev hun involveret i et projekt der handlede om at udvikle blandt andet kulinarisk kvalitet og fødevaresikkerhed i storkøkkener. Hun samarbejdede i den forbindelse med en række andre undervisere, storkøkkener og fødevareproducenter der gav hende opdateret viden om området. Noget det havde været svært for hende at opnå i sit job som underviser på professionsbacheloruddannelsen i ernæring og sundhed på Ankerhus Seminarium, men som hun efterfølgende kunne gå direkte hjem og bruge i sin undervisning af studerende på blandt andet cateringlinjen.

Udviklingsprojekter opdaterer medarbejderes viden

Ina Clausen er langtfra den eneste underviser der har fået opdateret sin viden gennem aktiviteterne i et videncenter. EVA’s evaluering af 21 videncentre på erhvervsakademier, professions- og ingeniørhøjskoler viser at centrene i høj grad er med til at kompetenceudvikle medarbejderne på de partnerinstitutioner videncentrene er knyttet til. Fagligt, men også personligt, fordi de oplever at træde ind i nye roller og strukturer. Kompetenceudviklingen sker især gennem udviklingsprojekter som fx det Ina Clausen var involveret i, viser evalueringen. Og samme melding kommer fra leder af VIFFOS, Gitte Gross.

”Ved at deltage i udviklingsprojekter får medarbejderne kendskab til den nyeste viden på området. De kommer ud og ser hvad der fungerer i virkelighedens verden, og får blikket op for hvilke nye kompetencer det er godt at have med i undervisningen. På den måde bliver de i stand til at forny uddannelsen på områdets egne præmisser.”

Tilfredse medarbejdere, men organisatorisk dilemma

Af EVA’s undersøgelse fremgår det at underviserne generelt er meget tilfredse med den kompetenceudvikling der foregår i videncenterregi. Men både de og videncenterlederne peger samtidigt på det dilemma der ligger i på en gang at skulle tilgodese en undervisningskultur hvor timerne er talt op og planlagt lang tid i forvejen, og en projektorienteret konsulentkultur hvor fleksibilitet er påkrævet.

Som Ina Clausen udtrykker det:

”Problemet er at få det til at hænge sammen. Hvis tingene skal flyde, er det godt at man er fleksibel. Men jeg har samtidig et skema. Og i videncentret skal jeg arbejde sammen med andre der også har deres skema at passe.”

Gitte Gross nikker genkendende til den svære dobbeltrolle – også på det mere overordnede administrative niveau: ”Den store udfordring er undervisernes tradition for at måle deres tid time for time. Jeg kommer fra en helt anden kultur – hvis man har en opgave så løser man den… Videncentrenes akilleshæl er institutionernes behov for faste undervisningsprofiler.”

Timetællingskultur begrænser antallet af tilknyttede undervisere

Den faste undervisnings- og timetællingsstruktur sætter en begrænsning for hvor mange undervisere Gitte Gross vil have direkte tilknyttet til VIFFOS. I 2008 var der involveret 17 undervisere. I øjeblikket er der 9 undervisere tilknyttet og 3 fuldtidsansatte.

”Logistisk er det umuligt at tilknytte flere der har undervisning, samtidigt – hvis man stadig skal være en seriøs samarbejdspart for eksterne,” siger Gitte Gross der dog kun har sagt nej til få undervisere der var interesserede i at blive involveret i videncentrets aktiviteter. Hun forsøger at tilrettelægge videncentrets opgaver ud fra de kompetencer der er til rådighed blandt de allerede involverede, men ser det som et puslespil at få eksterne opgaver, de rigtige faglige profiler og tidsforbruget til at gå op i en højere enhed.

Fagligt fyrtårn eller lyskæde?

Det dilemma som Gitte Gross står i, gælder generelt for videncentrene, vurderer Mark Noppen, evalueringskonsulent på EVA og tilknyttet evalueringen af videncentrene. Og der er ingen nemme løsninger på hvordan det er bedst at organisere sig. Tværtimod er det op til institutionerne at tage et strategisk valg. Nogle, som fx Dellabs på Ingeniørhøjskolen i Århus og Videncenter Vest på Erhvervscenter Vest i Esbjerg, går bevidst efter en meget høj grad af involvering af undervisere – det vil sige mange deltidsansatte videncentermedarbejdere der underviser ved siden af. Dellabs og Videncenter Vest har endda begge en politik om kun at bruge deltidsansatte for at sikre at den viden medarbejderne opnår og udvikler i videncenterregi, falder direkte tilbage på dem selv og deres institution.

Denne type videncentre har ofte færre eksterne partnere, mindre eksponering og kan have svært ved at påtage sig rollen som ”fagligt fyrtårn”. Det vil sige som institution der kan koncentrere kræfter og ressourcer på at sprede viden til gavn for en bred skare på nationalt niveau, fx gennem bøger, dagblade, elektroniske medier og eksternt rettede kurser. Centre som Dellabs og Videncenter Vest er snarere at betragte som pærer i en lyskæde: Der findes mange af dem, de har fokus på det samme og genererer viden der ofte kun bliver brugt og er tilgængeligt lokalt.

Fuldtidsansatte skal sikre fleksibilitet

Andre, som fx Nationalt Videncenter for Læsning eller VIFFOS, går netop efter at generere viden, der har interesse på nationalt niveau. Denne type centre er typisk knyttet til flere forskellige partnerinstitutioner og er organiseret med flere fuldtidsansatte der kan sikre fleksibilitet og kontinuitet i opgaveløsningen for eksterne. Centrene er gode i rollen som faglige fyrtårne, men kan til gengæld have sværere ved at hælde viden direkte tilbage til underviserne og undervisningen. De fleste videncentre lægger sig mellem de to yderpunkter. Og arbejder konstant med at finde en balance mellem dem.

Økonomiske forhold gør balancegang sværere

Nogle videncentre oplever at det er blevet sværere at opretholde balancen efter at den tidsbegrænsede bevilling som Undervisningsministeriet havde nedsat til at starte videncentrene op, er løbet ud. Det gælder især de nationale videncentre med flere partnerinstitutioner bag sig. Uddannelsesinstitutioner der deler et videncenter som leverer viden på nationalt niveau, har nemlig ofte ikke samme engagement og interesse i at opretholde det som uddannelsesinstitutioner der har deres eget lokalt forankrede videncenter, som tydeligt skaber kompetenceudvikling for lige præcis deres undervisere og studerende. Bevillingens udløb giver altså nogle nye udfordringer i forhold til at sikre en landsdækkende ekspertise, lyder meldingen dels i EVA’s undersøgelse, dels fra Gitte Gross på VIFFOS.

”Vi vil jo helst bare levere viden til så mange som muligt og lave det der giver mest muligt mening for samfundet og institutionerne. Men uden puljemidlerne må vi indimellem løse nogle konsulentopgaver der måske ikke skaber så meget ny viden og udvikling, men som giver penge. Vi skal tænke ind at dette på sigt skal være en forretning,” konstaterer Gitte Gross, der i øjeblikket tænker i alternative muligheder for at få videncentret til også fremover at hænge økonomisk sammen.

Download rapporten

Du kan læse mere om undersøgelsen og downloade rapporten her