Sprog i skolestarten under lup

Sidste år offentliggjorde EVA en evaluering der så på kommunernes arbejde med sprogvurderinger på dagtilbudsområdet. Nu tages tråden op i en ny undersøgelse der skal afdække hvordan man arbejder med at vurdere barnets sproglige kompetencer i skolestarten. Undersøgelsen inddrager fem kommuner der bl.a. har erfaring med at arbejde med sprogvurderinger i dagtilbuddene.

Fra 1. august 2009 bliver det ifølge en aftale i forligskredsen bag folkeskoleloven obligatorisk at sprogvurdere børn i starten af børnehaveklassen. Formålet er at undervisningen fra begyndelsen kan tage udgangspunkt i det enkelte barns sproglige forudsætninger og i princippet om undervisningsdifferentiering.

For mange kommuner bliver det umiddelbart en ny opgave at forholde sig til. En undersøgelse fra EVA kigger på hvilke erfaringer en række udvalgte skoler på nuværende tidspunkt har med at vurdere børns sproglige kompetencer i tiden omkring de starter i skolen – og hvordan den viden ifølge skolerne selv får indflydelse på de første år af barnets skolegang.

Ser på metoder til vurdering af elevens sprog

Undersøgelsen afdækker bl.a. hvilke metoder kommunerne anvender til at vurdere elevens sprog i skolestarten, hvordan de organiserer arbejdet med vurderingerne, og hvordan der i kommunen skabes sammenhæng til de sprogvurderinger og eventuelle indsats der er sket i barnets tid i dagtilbud.

Undersøgelsen ligger emnemæssigt i forlængelse af en evaluering af sprogvurderingerne af de 3-årige børn som EVA offentliggjorde i december 2007. Det bliver nemlig et element i undersøgelsen af vurderinger af børns sproglige kompetencer i skolestarten at kigge på hvad der sker med den viden om barnets sproglige niveau som bliver indfanget i løbet af de år barnet opholder sig i dagtilbud – viden som bl.a. genereres i de obligatoriske sprogvurderinger af 3-årige.

Kommuner med erfaring med i undersøgelsen

EVA’s undersøgelse involverer fem kommuner som alle har længere tids erfaring med at arbejde med sprogvurderinger i dagtilbuddene, også før de blev gjort obligatoriske i august 2007, og som alle er begyndt at arbejde med at vurdere børnenes sprog omkring skolestarten.

Nogle af kommunerne er gengangere fra EVA’s evaluering af sprogvurderinger i skolestarten, som blev offentliggjort i december 2007, fx Bornholms og Brøndby Kommuner. Undersøgelsen inddrager kommuner som igennem en årrække har gjort sig erfaringer med at arbejde med sprogvurderinger på 0-6-års-området. Tanken er at se på kommuner der har erfaringer med og viden om det at arbejde med at vurdere børns sprog.

Hvordan skaber kommunen sammenhæng mellem dagtilbud og skole?

Undersøgelsen bygger bl.a. på interview med børnehaveklasseledere, lærere i indskolingen, de pædagoger som ”afleverer” børnene fra dagtilbudsområdet, og pædagoger fra de fritidstilbud som eleverne bruger efter skoletid. Interviewene skal indfange de forskellige fagpersoners erfaringer med at skabe sammenhæng og et godt samarbejde om børnenes sproglige kompetencer i overgangen mellem dagtilbud og skoleområdet.

Projektleder for undersøgelsen, Marianne Buhl Hornskov, fortæller:

”Vi vil gerne undersøge hvordan kommunerne skaber sammenhæng mellem indsatsen på dagtilbudsområdet og i skolen så viden om barnet fra dagtilbuddene anvendes til at kvalificere det sprogarbejde der foregår i skolen. Derfor bliver det et omdrejningspunkt at afdække hvordan man overleverer viden om barnets sproglige niveau fra daginstitutionen til skolen.”

”Det er bl.a. interessant at se på om den viden om barnets sproglige kompetencer og niveau som skabes i dagtilbuddet – det kan fx være hvis man arbejder med et sprogligt observationsmateriale som TRAS eller lignende – følger med barnet når han eller hun starter i skolen.”

Nytter vurderingerne af elevens sprog?

En anden ting EVA’s undersøgelse skal afdække, er hvilken effekt fagpersoner såsom de pædagoger som afleverer barnet fra dagtilbudsområdet, læselærere og dansklærere i indskolingen oplever at vurderingerne af barnets sprog i skolestarten får for barnet:

”Vi ser populært sagt på om fagpersonerne oplever om den indsats skolen evt. gør for eleven i de første skoleår, nu også batter noget. Fører vurderingerne til mere opmærksomhed på elevernes sprog, får man undervejs i processen redskaber der reelt støtter den enkelte elevs behov?”

Fakta om undersøgelsen

EVA’s undersøgelse bygger på to dokumentationskilder:

  • En analyse af de fem deltagende kommuners tilgange til og strategier for arbejdet med sprogvurderinger i skolestarten og for sammenhængen mellem dagtilbud og skolestart. Gennemgang af kommunernes skriftlige dokumenter
  • Kvalitative interview med ledelsesrepræsentanter for kommunale forvaltninger, medarbejdere i PPR, pædagoger (fx talehørepædagoger og læserlærere), børnehaveklasseledere og lærere i indskolingen.

Den endelige rapport ligger klar ved udgangen af 2008. Undersøgelsen bliver gennemført for Formandskabet for Skolerådet.

Her kan du læse mere

EVA’s undersøgelse af sprogvurderinger i skolestarten
EVA’s undersøgelse af sprogvurderinger af 3-årige fra 2007
Om sprogvurderingerne i skolestarten (lovændring)
Skolestartsudvalgets rapport En god skolestart

Arkiveret under
Navigationen
 
Skribent
Anne Breinhold Olsen
Kommunikationskonsulent
Tlf. + 45 35 25 46 64
E-mail
Vælg udgave af e-magasinet
Abonner på e-magasinet
Skriv din e-mailadresse i feltet nedenfor
 

Østbanegade 55, 3. sal  ·  2100 København Ø.  ·  Find vej  ·  Tlf. 35 55 01 01  ·  Fax 35 55 10 11  ·  E-mail

Åbningstider: 8:30-16:00  ·  EAN 5798000026100  ·  CVR 11869513

Sektion