EVA udbyder nye kurser i evaluering
Hvordan kan man vide om den indsats man yder, har den tiltænkte virkning? Hvilken metode skal man vælge når man skal evaluere - og hvordan sikrer man at evalueringen fører frem til udvikling og forandring? De spørgsmål leder flere og flere embedsmænd, ledere, ansatte i undervisningssektoren eller den offentlige forvaltning efter svar på fordi de i deres arbejdsliv har brug for kompetencer til vurdere effekten af forskellige udviklingsprojekter eller programindsatser. De har brug for at vide hvad der virker, og hvad de skal gå efter når de skal evaluere det.
To nye kurser fra Danmarks Evalueringsinstitut (EVA) tilbyder nu at klæde folk på med teoretisk viden og praktiske eksempler på hvordan man får mest ud af at arbejde med evaluering.
Orden i værktøjskassen
Kurserne er bygget op i fire moduler og løber over to dage. Underviserne kommer dels fra EVA, dels eksternt fra, og deltagerne får både metodiske, teoretiske og operationelle værktøjer med sig. De får bragt orden i de begreber de kender i forvejen, og suppleret med nye, fortæller metodekonsulent Niels Matti Søndergaard, der er arrangør og underviser på kurserne:
”Deltagerne vil typisk have arbejdet med evaluering allerede, men er ikke nødvendigvis blevet uddannet i det. I deres værktøjskasse flyder det med begreber som evalueringsdesign, evalueringsmodel, indsatsteori, effektmåling. På kurset finder de ud af hvor de enkelte værktøjer hører til, og hvornår de kan bruges mest optimalt. De bliver med andre ord skarpere på hvorfor de gør de ting de gør, og hvilket formål det tjener.”
Kurser målrettet forskellige behov
Også sidste år udbød EVA et kursus i evaluering. I år har man valgt at udbyde to, dels fordi interessen har været stor, dels for at kunne gøre undervisningen så skræddersyet som muligt i forhold til hvad deltagerne har brug for. Således er det ene kursus målrettet folk i undervisningssektoren, mens det andet er målrettet bestillere og brugere af evalueringer – typisk embedsmænd i statsadministrationen, kommunerne eller andre organisationer.
”Folk i undervisningssektoren kan have mere brug for lære hvordan de bruger evalueringer til at sikre kvaliteten internt – hvordan de bruger informationen fra tilfredshedsundersøgelser, akkrediteringer eller lignende til at gøre en forskel fremadrettet. Bestillere og brugere har måske brug for at sætte særligt fokus på hvordan de får lavet et godt udbud eller kigger konsulenterne over skulderen,” siger Niels Matti Søndergaard.
Indsatsteori skærper evalueringsdesign
Grundsubstansen i begge kurser er dog at give deltagerne viden de kan anvende med det samme. Spørger man deltagere på tidligere kurser, er det også netop det de har fået med sig. Camilla Rønnov Molin, kommunikationskonsulent i Ledelsessekretariatet på SOSU Sjælland under etablering, fremhæver især undervisningen i indsatsteori – det vil sige det strukturerede arbejde med at sætte ord på de resultater man gerne vil opnå, og på forventningerne til hvordan særlige aktiviteter vil føre frem til de ønskede resultater.
”Af de forskellige evalueringstyper vi blev introduceret til, var indsatsteorien den mest operationaliserbare, og jeg har siden brugt den rigtig meget. Blandt andet i forhold til vores handlingsplaner for øget gennemførelse. Lige nu står jeg over for at skulle sætte en ny evaluering i gang om vores institution som projektorganisation. Jeg regner helt sikkert med at skære evalueringen til ved hjælp af indsatsteori,” siger Camilla Molin.
Inspiration til spørgeskemaer
Også Lars Møller Berntsen, fuldmægtig i styrelsen for International Uddannelse (tidligere Cirius) fremhæver evalueringskurset for sin operationelle tilgang.
”Jeg tilmeldte mig fordi jeg arbejder med internationale uddannelsesprogrammer og havde brug for mere viden om hvordan man kan vurdere udbyttet af sådanne programmer på individ- og institutionsniveau. Ud over større viden om evaluering teoretisk og metodisk fik jeg også konkrete redskaber jeg kan bruge i forbindelse med spørgeskemaundersøgelser.”
Værktøjer til at træffe et valg
Hos begge tidligere deltagere er de værktøjer de fik på kurset, altså integreret i det daglige arbejde. Niels Matti Søndergaard pointerer da også at kernepunktet i EVA’s kurser – og det der adskiller dem fra mange andre kurser i evaluering - er at de er meget anvendelsesorienterede.
”Vi sørger for at præsentere deltagerne for forskellige metoder som vi kvalificerer i forhold til forskellige cases. De får ikke et fuldstændigt teoretiske overblik eller bliver skolet i én enkelt metode. De får til gengæld et indblik i hvilke evalueringer der er mest virkningsfulde, og kan gøre den største forskel i deres forskellige projekter fremadrettet. De får værktøjerne til at træffe det rigtige valg.”
Fakta om kurserne i anvendelsesorienteret evaluering
Kurserne er målrettet henholdsvis ansatte i undervisningssektoren og ansatte i statsadministrationen eller kommunerne, der bestiller eller bruger evalueringer.
Kurserne er delt op i fire moduler og løber over to dage.
Undervisningen veksler mellem teori og praksis og afholdes dels af EVA’s konsulenter, dels af eksternt tilknyttede.
