Giver lederuddannelsen bedre ledere?
Siden 2008 har offentlige ledere haft ret til at gennemføre en lederuddannelse på diplomniveau. Der er i dag begrænset viden om hvad den store indsats for ledelsesudvikling betyder for den enkelte leder. EVA har derfor besluttet at evaluere lederuddannelsers betydning for ledernes hverdag.
”Den politiske motivation for tildelingen af retten til lederuddannelse for offentlige ledere var at styrke deres ledelseskompetencer og dermed skabe bedre offentlige institutioner og bedre kvalitet i serviceydelserne - og i sidste ende få mere tilfredse borgere,” siger projektleder Christina Laugesen fra EVA.
Selvoplevet værdi
”Det vi gerne vil afdække i evalueringen, er i hvilken grad gennemførelse af en lederuddannelse på diplomniveau styrker ledernes evner til at håndtere ledelsesopgaven. Evalueringen vil afdække i hvilken udstrækning offentlige ledere selv oplever at lederuddannelse er værdifuld i forhold til deres ledelsespraksis i hverdagen, fx i forhold til konflikthåndtering eller kommunikation,” forklarer Christina Laugesen og fortsætter:
”Der er mange forhold – fx økonomiske og organisatoriske - der har betydning for hvor godt offentlige institutioner fungerer. Det gør det metodisk vanskeligt at gennemføre en egentlig effektanalyse af lederuddannelserne. Vi har derfor valgt at undersøge ledernes egen opfattelse af uddannelsen. Hvis de selv vurderer at uddannelsen fx har styrket dem markant i deres ledelsesopgaver, er det et vigtigt signal om at uddannelsen lever op til sine målsætninger.”
Dialog med ledelseseksperter
Evalueringen gik i gang i februar i år, og repræsentanter for udbyderne af henholdsvis diplomuddannelsen i ledelse og den offentlige lederuddannelse er sammen med lektor ved Syddansk Universitet Torben Andersen, der forsker i ledelse, blevet inddraget i projektet for at give yderligere input til centrale temaer inden for offentlig ledelse i dag. Desuden bliver repræsentanter for parterne bag trepartsaftalen, udbyderne i lederuddannelse på diplomniveau og Undervisningsministeriet inviteret til at kommentere rapportens resultater forud for offentliggørelsen.
”Vi er i fuld gang med evalueringen, og det bliver spændende at se i hvilken udstrækning de offentlige ledere oplever at uddannelsen giver dem kompetencer de kan anvende i deres daglige ledelsespraksis,” slutter Christina Laugesen.
Kort om retten til lederuddannelse
- Regeringen, KL og Danske Regioner aftalte under trepartsforhandlingerne i 2007 med FTF at offentlige institutionsledere der har ledelse som primær jobfunktion, skal have ret til en anerkendt lederuddannelse på diplomniveau med virkning fra januar 2008.
- For nye ledere er det målet at lederuddannelsen skal være påbegyndt senest tre år efter udnævnelsen.
- Alle nuværende ledere i målgruppen som ikke allerede har et tilsvarende uddannelsesniveau, har ret til at gennemføre en lederuddannelse på diplomniveau inden udgangen af 2015.
