Akkreditering med effekt
Alle de CVU’er der har søgt om at blive akkrediteret for at kunne opnå kvalitetstitlen University College (UC), har nu været igennem EVA’s akkrediteringsproces. For langt de flestes vedkommende er resultatet af processen en godkendelse.13 CVU’er kan altså allerede nu anvende kvalitetstitlen University College, mens 4 CVU’er er godkendt med forbehold og derfor skal følge op ved at indsende nyt dokumentationsmateriale til EVA inden Undervisningsministeriet på baggrund af EVA’s indstilling om akkrediteringens resultat, kan beslutte om de kan bruge UC-titlen.
International titel
University College-titlen er en kvalitetsstempel som blev oprettet i 2004 efter ønske fra landets CVU-rektorer. De oplevede at udenlandske uddannelsesinstitutioner og studerende ikke vidste hvad navnet CVU står for. Og for at kunne udveksle studerende og undervisere på tværs af landegrænser var det vigtigt for CVU’erne at kunne opnå en titel der signalerer høj kvalitet – også internationalt. Det har de fået med akkrediteringsmuligheden og UC-titlen.
Akkreditering bygger på kriterier
En akkreditering er baseret på foruddefinerede kriterier som er offentligt tilgængelig. Fx er hovedparten af kriterierne i University College-akkrediteringerne en operationalisering af CVU-loven og tilgængelige her på EVA’s hjemmeside. Brugen af kriterierne skal i akkrediteringerne sikre at EVA og et eksternt ekspertpanel vurderer institutionerne på et ensartet grundlag; kriterierne beskriver et ensartet minimumsniveau som institutionerne skal imødekomme. Akkrediteringerne munder ud i en formel indstilling om hvorvidt der leves op til kriterierne, en indstilling der er grundlag for Undervisningsministeriet beslutning om at blåstemple institutionen. Brugen af kriterier i akkrediteringerne bliver altså led i en konkret afgørelse om godkendelse, en godkendelse med forbehold eller en ikke-godkendelse.
Konsistens på tværs på akkrediteringsforløb
Evalueringskonsulent Tine Holm understreger at konsistens i institutionsvurderingerne på tværs af de tre akkrediteringsrunder bevidst har været i fokus: ”For at sikre at institutionernes praksis inden for kriterierne vurderes ud fra en fælles niveaufortolkning af kriterierne, har EVA gennem akkrediteringsrunderne haft den samme panelformand og projektgruppe, som har været opmærksomme på at der er konsistens i vurderingerne”.
Vilje til at forandre praksis
Den tredje runde af UC-akkrediteringer der netop er afsluttet, er genakkrediteringer, dvs. det er nye vurderinger af to CVU-institutioner som i første runde ikke blev godkendt til titlen University College. De to CVU’er har som det også kendetegner mange andre CVU’er i forløbet, udviklet deres praksis og organisatoriske styringsgrundlag.
”I løbet af det år der ligger mellem de to akkrediteringsrunder, har begge CVU’er omstillet sig og været villige til at forandre deres praksis på en række centrale områder”, fortæller Camilla Bjerre Damgård og eksemplificerer:
”Deres selvevalueringer og dokumentation har været af en højere kvalitet, og de er blevet bedre til systematisk at indsamle dokumentation for kvaliteten af deres aktiviteter. Og et indsatsområde for begge CVU’er har tydeligvis været at forankre deres videnscenteraktiviteter i uddannelserne og derved sikre vidensstrømme mellem uddannelsesniveauerne, dvs. mellem grunduddannelser og efter- og videreuddannelse”.
Klar proces for opfølgning
Camilla Bjerre Damgård vurderer ar der er flere grunde til at udviklingen hos CVU’erne er så synlig. ”En af grundene til at CVU’erne i mange tilfælde har udformet grundige opfølgningsplaner og nedsat arbejdsgrupper og formuleret kvalitetsstrategier, er at der er noget på spil i akkrediteringerne af CVU’erne, nemlig UC-titlen. Og derfor kommer der en effekt på de områder som kriterierne sætter i fokus”.
En anden grund er at akkrediteringsmetoden har et iboende fokus på opfølgning. ”Hvis en institution godkendes med forbehold, følger der en helt klar proces hvor institutionen på ny skal i gang med at dokumentere at den lever op til de kriterier som EVA vurderede at den ikke i første omgang imødekom. Og den del af processen sætter naturligt nye tiltag og udvikling i gang”, fortæller Camilla Bjerre Damgård. Hun understreger videre at en tredje og vigtig årsag er også at CVU’erne selv har handlet meget fremadrettet og konstruktivt – de har selv villet opgaven.
Udvikling styret af kriteriers fokus
I CVU’ernes tilfælde har kriterierne være med at til styrke uddannelsesinstitutionernes udvikling, men kriterierne kan også styre retningen i uddannelsesinstitutionernes udvikling. ”Fordi kriterierne sandsynligvis vil være styrende for en solid del af den akkrediterede institutions udviklingsaktivitet, er valget og formuleringen af dem afgørende”, forklarer Camilla Bjerre Damgård. Hun tilføjer at kriterierne er udformet med stor grundighed, og at de har været i høring blandt relevante uddannelsesinstitutioner, men at det at formulere kriterier er en svær øvelse. Og derfor er det vigtigt at trække på tidligere erfaringer når man skal formulere kriterier i nye sammenhænge.
To niveauer – institution og uddannelse
På området for mellemlange videregående uddannelser (MVU) har EVA de seneste år både gennemført akkrediteringer på institutionsniveau (dvs. af CVU’erne) og på uddannelsesniveau med akkrediteringer af professionsbacheloruddannelser.
”Med de to forskellige sideløbende akkrediteringsprocesser på MVU-området har både det organisationsstrategiske niveau og selve uddannelsesniveauet været i fokus i den eksterne kvalitetssikring”, fortæller Tine Holm og tilføjer at de internationale retningslinjer for ekstern kvalitetssikring understreger vigtigheden af at begge niveauer er i fokus:
”De europæiske standarder for kvalitetssikring af videregående uddannelse i Europa, der jo er et led i Bologna-processen som Danmark er en del af, sigter mod at den eksterne kvalitetssikring både ser på institutionsniveauet og uddannelsesniveauet, og det betyder at der samlet set skal forskellige niveauer i fokus eller flere metodiske tilgange i spil”.
Flerstrenget metodetilgang
Akkrediteringsmetoden kan have sine begrænsninger som ekstern kvalitetssikring da en akkreditering især er et redskab til at sikre og kontrollere et ensartet minimumsniveau. Og derfor kan det på længere sigt være vigtigt at supplere metoden med andre tilgange som giver mere plads til at institutioner og uddannelse kan reflektere over deres praksis, og som har et større fokus på kvalitetsudvikling end akkrediteringer har.
”På andre områder inden for videregående uddannelse kan man forestille sig en anden kombination af eksterne måder at sikre kvaliteten af institutioner og uddannelser på. Fx ved at have evalueringer der undersøger enkelte uddannelsesområder eller fag i dybden, og auditeringer der ser på en institutions evne til at kvalitetssikre og kvalitetsudvikle sine aktiviteter,” forklarer evalueringskonsulent Tine Holm til slut.
