Muligheder og udfordringer i engelsksprogede uddannelser
EVA’s nye projekt vil undersøge de muligheder og udfordringer som følger af at videregående uddannelser foregår på engelsk. Projektet vil både se på undervisningssituationen når den foregår på engelsk, samspillet mellem studerende og undervisere og de studerendes læringsudbytte.
Projektet vil også samle viden om hvordan man på uddannelser og uddannelsesinstitutioner arbejder med disse muligheder og udfordringer. Fx deres strategier for at skabe et givtigt studiemiljø, have kontakt til internationale virksomheder, støtte internationale netværk for dimittender og for at rekruttere og efteruddanne undervisere.
Stort udvalg af uddannelser på engelsk
Det er de korte og mellemlange uddannelser, dvs. erhvervsakademi- og professionsbachelor-uddannelser, der udbydes på engelsk, der kommer i søgelyset. Det nuværende omfang af engelsksprogede uddannelser på disse to områder er:
- 50 uddannelser på KVU-området (fordelt på 12 forskellige uddannelsesretninger over 28 forskellige institutioner).
- 16 uddannelser på MVU-området (fordelt på 12 forskellige uddannelsesretninger over 10 forskellige institutioner)
En merværdi i engelsksproget uddannelse?
Nogle af de engelsksprogede uddannelser har dansksprogede modstykker og har eksisteret i mange år, mens andre er nye og kun udviklet på engelsk. Uddannelserne retter sig både mod udenlandske og danske studerende.
Undersøgelsen arbejder ud fra en hypotese om at uddannelserne forventer at de studerende får det samme faglige udbytte af de engelsksprogede uddannelser som af de tilsvarende danske uddannelser. Og at de studerende gennem den engelsksprogede undervisning og et internationalt studiemiljø rustes til et internationalt arbejdsmarked. Hypotesen er altså at der kan ligge en merværdi for de studerende i at gennemføre en engelsksproget uddannelse frem for en tilsvarende dansksproget.
Er det sværere at spørge på engelsk?
Der kan også være udfordringer forbundet med at en uddannelse gennemføres på engelsk. Det kan fx handle om at de studerende har forskellige engelsksproglige forudsætninger. Eller at de studerende idet de kommer fra forskellige lande, har meget varierende forventninger til hvordan undervisning skal foregå, og at der er forskel på hvordan man agerer i en kendt (eksempelvis dansk) undervisningssituation og i en anderledes og mere udfordrende situation.
Udfordringerne kan også dreje sig om undervisernes engelsksproglige kompetencer eller om at anvende undervisningsmetoder fra en dansk sammenhæng i en anden og mere udfordrende, engelsksproglig sammenhæng.
Fx viser et svensk studie af fysikundervisningen på et universitet en tendens til at de studerende var mindre aktive i undervisningen når den foregik på engelsk: de stillede og besvarede færre spørgsmål end når den tilsvarende undervisning foregik på svensk.
Disse særlige udfordringer der kan være i undervisningssituationen, vil være i fokus i undersøgelsen.
Om udfordringerne har afgørende betydning for de studerendes læringsudbytte, er også noget EVA´s undersøgelse vil se på.
Betydning for det samlede læringsmiljø
Det er bl.a. muligheder og udfordringer som de ovennævnte at undersøgelsen skal belyse. Mere specifikt skal undersøgelsen gerne give svar på følgende spørgsmål:
- Hvilken betydning har det for det samlede læringsmiljø at undervisningen foregår på engelsk – bl.a. for formidlingen af uddannelsens indhold, undervisningsmetoder, dialogen mellem undervisere og studerende og studiemiljø?
- Hvilke forudsætninger har underviserne for at undervise på engelsk?
- Hvilke forudsætninger har de studerende for at opnå det ønskede læringsudbytte? (Bl.a. hvad er de studerendes erfaringer med at deltage i undervisning på engelsk)
- Hvilke strategier har uddannelsesinstitutionerne i forhold til at udbyde uddannelser på engelsk? (Bl.a. hvilke tiltag sætter de i værk i den forbindelse, fx sprogkurser for underviserne).
Spørgeskemaundersøgelse og casestudier
For at kunne give svar på undersøgelsens spørgsmål, gennemfører EVA både en kvantitativ spørgeskemaundersøgelse og kvalitative casestudier.
Spørgeskemaundersøgelse vil omfatte uddannelsesledere og undervisere på alle korte og mellemlange uddannelser der udbydes på engelsk. Den skal afdække spørgsmål om muligheder og udfordringer på uddannelsesniveau, og hvordan de opleves af underviserne i fx undervisningssituationer. Bl.a. vil den fokusere på underviseres og studerendes forudsætninger for at gennemføre undervisning på engelsk.
Den kvalitative del af undersøgelsen vil gå i dybden med tre uddannelser der udbydes på engelsk. Casestudier af disse uddannelser skal belyse hvad det betyder i den konkrete undervisningssituation at undervisningen gennemføres på engelsk og bl.a. give indblik i og uddybe underviseres og studerendes holdninger til og erfaringer med engelsk undervisning i praksis. Casestudierne vil kombinere iagttagelser af undervisningen med interview blandt hhv. studerende og undervisere på tre uddannelser der gennemføres på engelsk. Desuden vil casestudierne omfatte interview med bl.a. uddannelsesledere og personer der arbejder med internationalisering.
Referencegruppe
Til projektet vil også høre en referencegruppe. Referencegruppen vil følge projektet og give input undervejs. Bl.a. skal gruppen deltage i en EVA-konference i efteråret 2008 om netop muligheder og udfordringer i at udbyde uddannelser på engelsk.
Konference: EVA-resultater og internationale erfaringer
På baggrund af spørgeskemaundersøgelsen og casestudierne skriver EVA en rapport, og så planlægger vi at holde en konference der formidler både resultater af EVA´s undersøgelse og internationale erfaringer med at udbyde og gennemføre uddannelser på engelsk. Konferencen håber vi vil være interessant for uddannelsesplanlæggere, ledere og personer der arbejder med internationalisering på både korte, mellemlange og lange videregående uddannelser, interesseorganisationer og ministerier mfl.
