Vurderinger af børns sprog intet værd i sig selv
Tegn et æbletræ med tre æbler på og med fem æbler på jorden. Sådan lyder en instruktion til børnene når eksempelvis en børnehaveklasseleder tester nye folkeskoleelevers sprogkompetencer ved hjælp af et sprogvurderingsmateriale som fx KTI (Kontrolleret Tegneiagttagelse) som tester barnets sprogforståelse.
Men man skal være varsom med den værdi man tilskriver de sproglige vurderinger. Vurderingerne giver nemlig kun et øjebliksbillede af dele af barnets sprog, og den viser et udsnit af – ikke det fulde billede – af hvad barnet formår sprogligt. Derfor skal man i stedet lægge vægten på hvad vurderingerne bruges til bagefter: følge op på vurderingerne, fintune den pædagogiske praksis og differentiere undervisningen. Det gør fagfolk opmærksom på i den nye EVA-undersøgelse ”Ord med på vejen. Vurderinger af børns sprog i tiden omkring skolestart”, der udkom 10. november 2008.
Et værdifuldt redskab
”Det er en meget tydelig holdning blandt de lærere, pædagoger og konsulenter i vores undersøgelse at vurderingerne kan være et godt redskab hvis vurderingerne bliver brugt til noget bagefter,” fortæller Marianne Buhl Hornskov, som har været projektleder for undersøgelsen.
Holdningen stammer fra fem kommuner, der alle har erfaringer med at arbejde med at vurdere børns sprog inden under eller efter skolestarten, og som har deltaget i undersøgelsen. EVA har interviewet kommunale ledelser, talehørepædagoger og -pædagoger, børnehaveklasseledere, indskolingslærere og SFO-pædagoger om deres erfaringer med vurderingerne. Erfaringer som er desto mere relevante i lyset af at det fra sommeren 2009 bliver obligatorisk for alle kommuner at sprogvurdere i skolestarten.
Marianne Buhl Hornskov peger på en risiko ved at tillægge vurderinger for meget værdi i sig selv: Resultaterne kan komme til at fylde for meget i samtalerne med forældrene.
For meget fokus på vurderinger i forældredialog
”Generelt er fagfolkene enige om at vurderingerne fylder rigtig meget i forældredialogen. Det er ikke hensigtsmæssigt, især ikke hvis vurderingerne får så meget vægt at de i sig selv bliver det eneste afgørende argument for om barnet fx skal blive et år til i børnehaveklassen.” siger Marianne Buhl Hornskov og fortsætter:
”Derfor er det vigtigt at fagfolkene bliver ved med at have for øje at vurderingerne mere er et pædagogisk redskab end det er en fast karakteristik af barnet. Derfor bør de fagprofessionelle voksne også supplere vurderingsresultatet med deres egen viden om barnet når de taler med børnenes forældre.”
Opfølgning stiller krav til lærerne
Undersøgelsen viser at opfølgningen på vurderingerne enten kan foregå ved at barnet får deciderede støttetilbud, eller ved at læreren arbejder med undervisningsdifferentiering i klassen hvor lærerens pædagogiske praksis justeres og kvalificeres.
Undervisningsdifferentiering er den mest populære støtteform i kommunerne i undersøgelsen, men det er samtidig en opfølgningsstrategi der stiller ret store krav til børnehaveklasselederen og indskolingslæreren.
”Det kan være en svær proces at omsætte resultaterne af vurderingerne til en konkret pædagogisk praksis. Læreren har brug for tilstrækkelig viden om hvordan vurderingsresultaterne kan og bør fortolkes. De har også brug for kvalificeret støtte og vejledning til at sit arbejde med at forberede, tilrettelægge og evaluere en undervisning der er tilpasset det enkelte barns læseudvikling, og det er ikke altid de har det selv,” påpeger Marianne Buhl Hornskov og tilføjer:
”Og hvis skolen ikke har tradition for at tale om resultaterne i et bredt forum af forskellige faggrupper, er der risiko for at læreren kommer til at stå alene med ansvaret for at omsætte vurderingsresultaterne til handling. Det er en opgave som læreren ikke nødvendigvis har kompetencer til at løse.”
Derfor peger EVA’s undersøgelse på hvor vigtigt det er at der er en god dialog mellem lærerne og særlige ressourcepersoner som findes i kommunen – fx talehørepædagoger, testlærere eller læsevejledere. De kan være med til at kvalificere og nuancere praktikernes – lærernes – opfølgning.
Også fokus på videndeling!
Men opfølgning og handling er ikke den eneste dimension der er værd at være opmærksom på ved vurderingerne, viser undersøgelsen. For vurderingerne kan også være en rigtig god anledning for de voksne omkring barnet til at skabe et godt fagligt samarbejde omkring sprog. Og en god platform for vidensdeling.
”Hvis vurderingerne skal fungere som et forum for vidensdeling for fagfolk og praktikere, kræver det at man har en målrettet og bevidst strategi for hvordan man arbejder med vurderingerne. Vidensdelingen opstår fx når de relevante fagpersoner er med som observatører i gennemførelsen af vurderingerne, siger Marianne Buhl Hornskov.
”De kan også være med i en efterfølgende samtale eller konference hvor lærere og fagfolk taler om resultaterne. Her kan lærerne fx supplere med deres viden om barnet fra dagligdagen, talehørepædagoger med deres viden om materialets fordele og ulemper, osv. osv. På den måde kan man skabe en koordineret indsats for hvert enkelt barn.”
