Hjerteblod, sved og enkle mål bag canadisk skolesucces

I den canadiske delstat Ontario, der rummer 40 % af Canadas befolkning, har elevpræstationerne rykket sig meget gennem de seneste 7-8 år. Blandt andet er andelen af lavt præsterende elever reduceret fra 19 % til 7 % i perioden 2003-2010. Andelen af elever der gennemfører high school, er steget fra 68 % til 81 % i samme periode. Canada ligger nu i PISA’s top 5 – også i PISA etnisk, trods
en meget høj andel af etniske minoriteter. Og gabet mellem førstegenerations-immigranter og ikkeimmigranter er i Canada halvt så stort som OECD-gennemsnittet.

Bag resultaterne ligger et stort arbejde for at forbedre undervisningen på Ontarios 5000 skoler. Et arbejde som blev sat i gang i 2003 med tre overordnede mål for sigte – mål som på mange måder er indfriet her syv-otte år senere, nemlig:

• Hæv forventningerne til den enkelte elev og skab bedre elevresultater
• Mindsk forskellene mellem de svageste og de stærkeste elever
• Skab tillid til lærerne og til det offentlige skolesystem.

Politisk engagement

Målene blev til under en regering der var tiltrådt i 2003 i Ontario. Her havde der gennem en årrække været utilfredshed og uro i det offentlige skolesystem, og det havde smittet af på elevresultaterne.

Den nye regering var gået til valg på at ville forbedre skolesystemet på en lang række områder, bl.a. ville den gerne løfte elevernes læse- og matematikfærdigheder.

Den nye regering bad uddannelsesforskeren Ben Levin om at lede en kommende indsats på skoleområdet. Han sagde ja fordi han fornemmede at regeringen mente det alvorligt. Og, fremhæver han, man var i regeringen klar over at det ville kræve en stor indsats som rakte langt ud over undervisningsministeriet selv: Skulle skolesystemet forbedres, var det ikke et arbejde der kunne foregå på policy-niveau alene. Det krævede at man ændrede praksis, undervisningen – det der helt konkret sker i klasseværelserne.

Mere end en politisk vision

Regeringens bevidsthed om det foreliggende arbejde var afgørende, mener Ben Levin. Man kan nedfælde store politiske visioner og mål, men det er hvad man gør for at opnå målet, der gør udslaget, vurderer han. Der skal være en plan, a theory of action, som man er villig til at arbejde efter i årevis.

”Vi ville hjælpe uddannelsesfolk til at forbedre elevernes læringsudbytte – alle elevers udbytte. Det gjorde vi ud fra en teori om hvad der faktisk kan skabe bedre læringsudbytte – en teori med afsæt i forskningen. Vi vidste noget om hvordan man skaber ændringer i store organisationer. Den viden brugte vi i planlægningen. Og vi vidste noget om god undervisningspraksis. Den viden ville vi have i brug på skolerne”, forklarer Ben Levin.

Opbygge kapacitet i skolesystemet

Den plan som Ben Levin m.fl. udformede, handlede om at opbygge kapacitet i skolesystemet i samarbejde med skolerne. Man ville tilbyde hjælp og støtte og lokalt at involvere de mennesker som står for undervisningen.

Indsatserne skulle komme hele vejen rundt om undervisningen – den enkelte lærers undervisning. De satte bl.a. fokus på efteruddannelse af lærere, nye materialer til brug i undervisningen, bedre ledelse på skolerne, og på hvordan man engagerer forældre mere i samarbejdet med skolen.

”Vi var klar over at skulle vi forbedre undervisningen, kunne vi ikke gøre uden et stærkt samarbejde med lærerne og med de skoledistrikter som skolerne hører under, og som ansætter lærerne. Det der oftest fungerer bedst, er at hjælpe folk til at blive bedre til deres arbejde – at samarbejde med dem”.

Ben Levin mener at denne tilgang var med til at skabe opbakning i skoleverdenen til hele projektet. Og at tilgangen står i modsætning til hvad han ser i mange lande, bl.a. USA, hvor han vurderer at man sætter sin lid til at forandringerne kommer gennem påvirkninger udefra i form af test og kontrol og evaluering.

Ny organisation til projektet

Det praksisnære samarbejde med i alt 72 skoledistrikter krævede en klar organisering, og folk der kunne lede dette arbejde. Det resulterede i en hel ny organisation.

Ministeriet oprettede bl.a. et nyt sekretariat til arbejdet med at forbedre læse- og matematikfærdigheder, hvor man ansatte dygtige undervisere og samlede viden om hvad der giver elever større læringsudbytte, bl.a. inden for læsning. Ben Levin fortæller at de samlede nogle af de bedste undervisere og lånte dem i et par år. I alt 40 undervisere der fungerede som udviklingskonsulenter, og som i et nært samarbejde med skoledistrikterne gav støtte og sparring kollegialt til lærere og ledere.

Hånd i hånd med evidens

Man involverede skoleverdenen og var åben over for skoledistrikternes forslag og initiativer, men man gjorde det uden at slippe styringen med projektet. Ben Levin og hans ansatte blandede sig og ville have tillid til at skoledistrikternes tiltag ville fungere.

”Vi ville sikre os at distrikternes lokale tiltag var solidt plantet i viden om hvad der virker. Og vi sagde nej til forslag som vi vurderede at der ikke var evidens for. Fx hvis et distrikt foreslog at ”hvis vi nu tager de besværlige elever ud af klassen, så præsterer alle bedre”.”

Derfor overlod de det ikke til lærerne at skabe forandringerne på egen hånd. Den enkelte lærer skulle ikke sidde alene med store mål og finde ud af hvordan han eller hun skulle være med til at indfri dem.

Genklang hos lærere og i offentligheden

Tilbage til de tre overordnede mål for skoleprojektet. De fik betydning – også for den enkelte lærer. Tanken med målene var at de skulle give en fælles forståelse af det projekt som blev sat i værk, forklarer Ben Levin.

”Målene skulle være få og enkle og kunne vække genklang både i offentligheden og inden for skoleverdenen. De skulle danne en overordnet fortælling og en måde at gøre sammenhængen mellem de mange tiltag tydelig – for alle involverede. ”

Og målene har virket. Ikke på egen hånd, men fordi de har givet fokus i de mange enkelte initiativer, og fordi de er blevet fulgt af forbedringer i skolesystemet, vurderer Ben Levin.

”Lærerne har set deres elever blive bedre og opnå resultater som de ikke havde regnet med. Lærerne har hævet deres forventninger til de enkelte elever og oplevet at deres egen undervisning har været mere vellykket og krævet færre anstrengelser end tidligere.”

Uden arbejdsindsatsen og de forbedrede elev-resultater er målene ingenting, men de har virket, siger Ben Levin – de er godt rodfæstet i Ontarios skolesystem nu.

Flere resultater i Ontario

• Ontario er gået fra ”good” til ”great og på vej til ”excellent” i McKinsey-rapporten ”How the World’s Most Improved School Systems Keep Getting Better”. 
• Afgangen fra lærerjobbet blandt yngre undervisere er faldet til det halve fra 2003-2008.

Mere om tiltag og forbedringer i Ontarios skolesystem

Læs mere om Ben Levin på University of Toronto's website.

Ben Levin har skrevet bogen ”How to Change 5000 schools: A practical and positive approach for leading change at every level” om erfaringerne fra skoleprojektet i Ontario.