Halvvejs i evalueringen af pædagogiske læreplaner
Evalueringen er nu nået halvvejs, og i den forbindelse har konsortiet offentliggjort en midtvejsrapport om status på arbejdet med pædagogiske læreplaner i de 11 kommuner der udgør evalueringens case.
Første del af evalueringen har blandt andet set på hvor langt kommunerne er nået med at indføre pædagogiske læreplaner, deres retningslinjer for læreplanerne, deres erfaringer med initiativer der skal understøtte implementeringen af læreplanerne og de pædagogiske læreplaners konkrete form og indhold.
Alle godt i gang
Hos EVA er det chefkonsulent Jesper Bramsbye der har haft det overordnede ansvar for evalueringen af de pædagogiske læreplaner. Han siger om resultaterne i midtvejsrapporten:
”Statusrapporten giver et spændende her-og-nu-billede af hvordan det ser ud i daginstitutionerne og i dagplejen. Og generelt ser det fint ud. Dagtilbuddene og kommunerne er allerede godt i gang med at implementere de pædagogiske læreplaner. Vores evaluering viser at godt tre fjerdedele af alle landets dagtilbud har udarbejdet en pædagogisk læreplan, mens den sidste fjerdedel er i gang med arbejdet”.
Jesper Bramsbye siger at der er en del overraskelser blandt resultaterne i konsortiets undersøgelser:
”Fx synes jeg at det er interessant at det især er dagtilbud med ledere med høj anciennitet der har udarbejdet en pædagogisk læreplan. Man må gå ud fra at det skyldes at det især er de erfarne ledere der har tid og overskud til at gå i krig med den slags nye opgaver,” siger Jesper Bramsbye.
Medarbejdere med
Evalueringen har vist at ledelserne i langt de fleste institutioner har valgt at inddrage deres personale i arbejdet med de pædagogiske læreplaner. Det er især i de større kommuner at lederne har valgt at undlade at involvere medarbejderne i arbejdet. Konsortiet slutter at det kan hænge sammen med at det især er de større kommuner som har udarbejdet kommunale retningslinjer for arbejdet med de pædagogiske læreplaner.
Evalueringen viser også at det i stor stil er lykkedes at skabe ejerskab til de pædagogiske læreplaner blandt pædagoger, pædagogmedhjælpere, dagplejepædagoger og dagplejere. Og der er meget der tyder på at det netop skyldes at så mange af dem har været inddraget i arbejdet med læreplanerne.
Styrker fagligheden
Midtvejsrapporten viser også at både ledere, personale, kommuner og forældrebestyrelser oplever at arbejdet med de pædagogiske læreplaner styrker fagligheden i dagtilbuddene, og at arbejdet med at producere læreplanerne har bidraget til en tættere faglig dialog imellem personalet.
Men selvom arbejdet styrker den faglige bevidsthed, viser evalueringen dog også at indførelsen af læreplanerne ikke nødvendigvis skaber nye aktiviteter i daginstitutionerne. Kun en gruppe, nemlig dagplejelederne, vurderer at indførelsen af de pædagogiske læreplaner har betydet nye aktiviteter i dagplejen.
En cyklus
Evalueringen er tilrettelagt som en cyklus, hvor alle dele gentages om et år. Jesper Bramsbye ser derfor frem til at se om der er sket progression og udvikling i de deltagende kommuner når konsortiet kommer tilbage om et år.
”Evalueringen sætter fokus på en række spørgsmål som kræver nærmere undersøgelse og drøftelse. Og også i forhold til dem, bliver det interessant at vende tilbage om et år,” siger Jesper Bramsbye og fortsætter:
”Indholdet i de pædagogiske læreplaner viser at dagtilbuddene er mere aktivitetsorienterede end målorienterede. Så en spændende udfordring bliver fx at finde svar på hvordan man kan støtte dagtilbuddene til at bruge en mere systematisk måde at skabe sammenhæng mellem at opstille pædagogiske mål og at tilrettelægge og udføre den daglige praksis,” siger Jesper Bramsbye.
