Inspirationshæfte til kvalitetsarbejdet på erhvervsskolerne
Inspirationshæftet fra EVA hedder ”Kvalitetsarbejde på erhvervsskoler – erfaringer og perspektiver”. Formålet med hæftet er at give inspiration til skolernes arbejde med at udvikle og forny kvalitetsarbejdet. Hæftet bygger på en tværgående opsamling af de erfaringer skolerne hidtil har gjort sig med systematisk kvalitetsarbejde – både når det handler om tilrettelæggelsen af arbejdet og om resultaterne af det. Hæftet samler også nogle generelle tendenser i kvalitetsarbejdet på skolerne og også de udfordringer skolerne ser i arbejdet.
Hæftet peger på nogle af de sider af kvalitetsarbejdet som skolerne skal være opmærksomme på i det løbende kvalitetsarbejde.
Dokumentationsmateriale
EVA’s Inspirationshæfte bygger blandt andet på en række diskussioner ved nogle workshopper under et seminar om kvalitetsarbejde som EVA i samarbejde med Undervisningsministeriet holdt i efteråret 2005. Her havde alle erhvervsskoler mulighed for at deltage, og rigtig mange af dem var repræsenteret. Hæftet bygger desuden på resultaterne fra et arbejdsseminar som EVA og Undervisningsministeriet holdt i foråret 206, og hvor kvalitetsansvarlige fra 19 skoler deltog.
EVA har også gennemført en elektronisk spørgeskemaundersøgelse på landets erhvervsskoler. En spørgeskemaundersøgelse der stiller skarpt på skolernes tilrettelæggelse af kvalitetsarbejdet – både den måde de har valgt at organisere det og de koncepter skolerne har valgt at tilrettelægge det ud fra. Spørgeskemaundersøgelsen har også set på hvordan skolerne har prioriteret de forskellige formål med kvalitetsarbejdet og deres vurderinger af resultaterne af deres arbejde.
Man kan se spørgeskemaet og læse undersøgelsens resultater på EVA’s hjemmeside, hvor man også kan finde præsentationer fra seminarerne.
Skal forankres
Selvom undersøgelserne bag inspirationshæftet viser at erhvervsskolerne er kommet langt når det handler om systematisk kvalitetsarbejde, er der stadig områder hvor de med fordel kan udvikle deres praksis. I hæftet kan man derfor fx læse at det er vigtigt at erhvervsskolerne er opmærksomme på risikoen for at kvalitetsarbejdet bliver en løsrevet aktivitet på skolerne. Og at det dermed bliver noget rituelt der gennemføres af isolerede kvalitetsmedarbejdere fordi ”man nu engang skal”. Derfor er det vigtigt, påpeger hæftet, at kvalitetsarbejdet bliver forankret så skolens medarbejdere er fælles om at drøfte hvordan man skal tilrettelægge kvalitetsarbejdet, og hvordan man skal analysere resultaterne af det. På den måde kan arbejdet være med til at opbygge en egentlig kvalitetskultur på skolen.
Tydelige mål
Skolernes erfaringer viser også at det er helt afgørende at målsætningerne i kvalitetsarbejdet er tydelige og kendte. Arbejdet skal udspringe af de formål der gælder for aktiviteterne på skolen, og det skal fokusere på skolens kerneydelser så det bliver relevant for de forskellige aktører. Uden klare, operationelle og prioriterede mål er det fx svært at formulere kriterier for hvornår og om skolen har nået sine mål.
Inspiration for andre
Hæftet, ”Kvalitetsarbejde på erhvervsskoler – erfaringer og perspektiver”, er på 50 sider og kan bestilles hos alle boghandlere og på EVA’s hjemmeside for 30 kr. Hæftet henvender sig først og fremmest til erhvervsskolerne, men andre uddannelsessektorer kan naturligvis også have glæde af de erfaringer erhvervsskolerne har gjort sig.
