Kursister klædt på til at håndtere arbejdsmiljø

Siden 2005 er alle arbejdsmiljøuddannelser blevet vurderet og kvalitetssikret af EVA. En årlig evaluering samler resultaterne af kvalitetssikringen, der bl.a. rummer spørgeskemasvar fra de godt 15.000 kursister der hvert år gennemfører en arbejdsmiljøuddannelse. Rapporten viser at kursisterne synes de bliver godt forberedt på at håndtere opgaver om arbejdsmiljø på deres arbejdsplads. Samtidig kan svarene fra kursisterne bruges til at udvikle uddannelsen hos de organisationer der udbyder den. Det fortæller to kursusudbydere om.

Mere end 15.000 danskere deltager hvert år i en arbejdsmiljøuddannelse. Her lærer de om temaer fra stress og psykisk arbejdsmiljø til arbejdsskader og afmærkning af giftstoffer. EVA’s sikring af kvaliteten af arbejdsmiljøuddannelserne handler om at vurdere om de forskellige kursusudbyderes uddannelser lever op til kravene, fx at underviserne har voksenpædagogiske kompetencer, og at uddannelsesplanerne dækker alle obligatoriske temaer. EVA tager sig også af en løbende kvalitetssikring af uddannelserne og besøger en række uddannelser, iagttager undervisningen og samler data fra de evalueringsskemaer som alle 15.000 kursister besvarer efter kurset.

Godt forberedt på opgaver i arbejdsmiljø

Hvert år udarbejder EVA en rapport til Arbejdstilsynet om kvaliteten af uddannelserne – rapporten samler data fra samtlige kursister, undervisere og udbydere og EVA’s besøg på uddannelserne. Årsrapporten tegner et billede af at kursisterne som helhed er tilfredse med kurserne. Over 90 % af kursisterne synes at uddannelsen har forberedt dem godt på: 

  • hvordan de kan påvirke holdningerne til arbejdsmiljø på deres arbejdsplads. 
  • hvad de kan gøre for det psykiske arbejdsmiljø på deres arbejdsplads. 
  • hvilke metoder de kan bruge i et forebyggende arbejde med arbejdsmiljø.

Pædagogik med udgangspunkt i kursisters verden

Kursisterne er også blevet spurgt om undervisernes pædagogiske tilgang på kurserne. Idéen er nemlig at undervisningen skal tage udgangspunkt i den viden og erfaring kursisterne har fra deres arbejdspladser, og at undervisningen organiseres så kursisterne inddrages aktivt, kan udveksle erfaringer og arbejde opgave- og problemorienteret. Også her er svarere overvejende positive. Over 90 % af kursister vurderer at underviseren har været god til: 

  • at tage højde for den viden de på forhånd havde om arbejdsmiljø. 
  • at målrette uddannelsen og forbinde undervisningen med hverdagen på deres arbejdsplads.

Data direkte til udbyderne

Kursisternes evalueringer indgår ikke kun i EVA’s årsrapport. Hvert halve år får hver enkelt udbyder data fra EVA om kursernes kvalitet der bygger på kursisternes evalueringer. Spørger man Karina Andersen der er kursussekretær hos LO-FTF Center for Arbejdsmiljøuddannelse, hvordan de kan bruge informationen, fortæller hun at de bruger den på flere plan.

”Vi sender data til den enkelte underviser så han eller hun kan se hvordan kursisterne har vurderet kursusforløbet. Samtidig ser vi på dataene på et overordnet plan så vi kan gribe ind hvis der er problemer af en eller anden slags. Det kan fx være at vi kan se at en underviser skal blive bedre inden for fx undervisningen af et tema – og så kan vi træde til og supervisere.”

”Vi kan også beslutte os for at undervisningen generelt skal være endnu bedre inden for et tema. Hvis andelen af tilfredse og meget tilfredse kursister ligger under vores mål inden for et område, kan vi med vælge at sætte ind fordi vi mener at ”her kan vi godt gøre det bedre.””

Mindmap til inspiration

Karina Andersen forklarer at kursuscentret konkret er i gang med et projekt hvor de samler undervisere til regionale kurser for at arbejde videre med de pædagogiske metoder der er i brug i undervisningen. Temaet ”psykisk arbejdsmiljø” sætter de også fokus på: ”Vi vil gerne gøre det bedre på den korte tid der er til rådighed om temaet. Derfor er vi ved at udvikle en mindmap med en række forskellige muligheder så underviseren kan tilpasse temaet til det enkelte holds interesser og behov – og altså vælge at vægte nogle dele af mindmappen højere end andre.”

Hun tilføjer at centret gerne vil have kursusdataene tidligere og altså tættere på det enkelte kursus’ afslutning frem for hvert halve år: ”Vi har valgt selv at taste besvarelserne ind når vi samler kursistevalueringerne ind så vi kan tage affære med det samme, skulle noget ikke være godt nok.”

Nyt at sammenholde tal på tværs af kurser

Ringer man til kursusudbyderen Crecea i Næstved, der rådgiver om arbejdsmiljø, fortæller afdelingsdirektør Henning Berner at det især er en koordinatorgruppe blandt underviserne der bruger resultaterne fra kursistevalueringerne. ”Kursuskoordinatorerne kigger på om der er inspiration at hente til undervisningsemner, eller om der er temaer som vi skal overveje at gribe anderledes an så de bedre er tilpasset en målgruppe.”

Henning Berner understreger at underviserne typisk godt ved hvornår et kursus er forløbet godt, og om der en noget der kan forbedres. ”Det nye er derimod at vi nu kan sammenholde tal på tværs af kurser og undervisere og se om der er en tendens som vi skal arbejde videre med. De samlede vurderinger af kurserne vil også komme til at indgå som grundlag når vi skal revidere og tilpasse uddannelsesplanerne næste gang vi skal godkendes som udbyder for en ny treårig periode.”

Henning Berner tilføjer at Crecea ved siden af EVA’s system også måler på om der løbende kommer kursister fra de samme virksomheder. ”På den måde kan vi også se om kurserne passer til den kundegruppe vi har – eller om de fx i stedet vælger andre udbydere.”

FAKTA OM ARBEJDSMILJØUDDANNELSERNE

Store og små kursusudbydere

Blandt de nuværende 57 godkendte kursusudbydere er der store forskelle i størrelse. Der er fagforeninger, kommuner der udbyder kurser til deres egne ansatte, store virksomheder som har deres egen kursusafdeling, og enkeltmandsvirksomheder der lever af at udbyde kurser i arbejdsmiljø.

De godt 15.000 kursister er fordelt over 1.100 kurser. Uddannelsen findes i flere variationer – enten som netkurser eller kurser hvor kursisterne er fysisk til stede, og af hhv. 30 og 37 timers varighed. 90 % af kursisterne i 2006 gik på et 37-timers uddannelse hvor de er fysisk til stede. De netbaserede uddannelser står for blot knap 2 % af det samlede antal kursister.

Fra lovstof til arbejdsmetode

Indtil 1991handlede arbejdsmiljøuddannelserne om lovstof. Men derefter lagde man fokus på metoder som kursisterne kan til bruge at kortlægge arbejdsmiljø så de kan gribe ind hvor der er behov for at arbejdsmiljøet udvikles. Hvordan handler man som sikkerhedsgruppe i fx situationer med mobning? Samtidig omlagde man uddannelsen til at være en voksen-pædagogisk uddannelse som baserer sig på dialog med kursister, og som er tilknyttet den branche som kursisterne kommer fra.

Arbejdsmiljøuddannelserne skal i dag gerne tones efter de erhvervsområder som kursisterne kommer fra – fx om de er hospitalsansatte eller byggepladsmedarbejdere. Der er et krav om at uddannelsen rummer en række temaer, men vægtningen af temaer kan udbyder og underviser justere efter kursistgruppen.

Her kan du læse mere om arbejdsmiljøuddannelser og finde evalueringsrapporten.

Navigationen
 
Skribent
Marie Nielsen
Kommunikationskonsulent
Tlf. + 45 35 25 46 37
E-mail
Vælg udgave af e-magasinet
Abonner på e-magasinet
Skriv din e-mailadresse i feltet nedenfor
 

Østbanegade 55, 3. sal  ·  2100 København Ø.  ·  Find vej  ·  Tlf. 35 55 01 01  ·  Fax 35 55 10 11  ·  E-mail

Åbningstider: 8:30-16:00  ·  EAN 5798000026100  ·  CVR 11869513

Sektion