EVA-konference: Sprogvurderinger i praksis – og hvordan de flytter noget

Af Trine Beckett

Det var næsten på årsdagen for regeringens indførelse af obligatoriske sprogvurderinger for treårige at EVA samlede over 100 deltagere i Torvehallerne i Vejle for at diskutere praksiserfaringer – med sprogvurderingsmateriale, dokumentation, forældrekontakt og den pædagogiske opfølgning.

Baggrunden for konferencen – og en lignende for Østdanmark to dage forinden – var EVA’s udgivelse af en rapport om sprogvurderinger af 3-årige som udkom i slutningen af 2007.

I Vejle var 30 kommuner var repræsenteret – af forskellige faggrupper med forskellige erfaringer i bagagen. Fælles var et stort behov for at finde ud af hvordan sprogvurderingsopgaven bedst gribes an.

Deltageres erfaringer konferencens indhold
Det egentlige indhold på konferencen var deltagerne selv og deres bidrag til erfaringsudvekslingen, hvilket områdechef i EVA, Camilla Wang, slog fast i sin velkomst. Og det var kun som en kort indledning at Christina Hviid fra Velfærdsministeriet og Lene Maltzahn fra KL gav deres respektive syn på sprogvurderingsinitiativet fra scenen i Torvehallernes store sal.

For, som Lene Maltzahn konstaterede, er det jo deltagerne der har erfaringerne. Det er deres praktiske arbejde der afgør om sprogvurderinger reelt flytter noget. Det er deres opfølgning på vurderingerne der betyder noget for børnenes sprog: ”Grisen bliver ikke tungere af at blive vejet.”

De mange praksis-eksperter fordelte sig efterfølgende ud i grupper på konferencens fem workshopper der havde overskrifter som ”pædagogisk opfølgning”, ”samarbejde mellem faggrupperne”, ”tosprogede småbørn”, ”registrering” og ”sprogvurderingsmateriale”.

Sprogvurderinger en hjælp til pædagoger – ikke et tilbud til forældre
Lektor i pædagogik Hans Månsson, der var tovholder på workshoppen om pædagogisk opfølgning, samlede om formiddagen omkring 25 deltagere. De forsøgte i mindre grupper blandt andet at komme nærmere hvordan man etablerer en god dialog med forældrene til de børn der har behov for sprogstimulering. Hver tiende minut rokerede workshopdeltagerne til nye grupperinger og diskussionspunkter.

”Vi gør os umage for ikke at stigmatisere børnene med sprogvurderingerne,” lød det fra en daginstitutionsleder, ”vi kalder dem ”vurderinger” og ikke ”tests””.

”Hos os understreger vi at sprogvurderinger er et pædagogisk redskab. En hjælp til pædagogerne, ikke et tilbud til forældrene,” fortsatte en tale-hørekonsulent og blev suppleret af en pædagog: ”Vi laver standardbreve som vi sender ud med vores modtagepædagog – den pædagog børnene har som kontaktperson i institutionen.”

I en anden gruppe hævede en pædagogisk konsulent stemmen, da hun udbrød ”de skal jo forstå, at det handler om meget mere end rim og remser og f-lyde.”

Forbedringsforlag til sprogvurderingsmateriale
Dorthe Bleses, der har været med til at udforme Velfærdsministeriets ”Sprogvurderingsmateriale til 3-årige,” var tovholder på workshoppen omkring selve materialet. Her gik deltagerne i detaljer med materialets indhold og metode. De vendte især de praktiske problemstillinger der er forbundet med brugen af materialet.

”Det fremgår ikke klart om børnene må kunne se ens mimik,” lød det fra en tale-hørepædagog, mens en tale-læsekonsulent påpegede at de fysiske rammer omkring sprogvurderingssituationen også har en indflydelse på testen:

”Det er svært for dem at forstå hvad der er foran og bagved når vi sidder ved et bord. Jeg går altid på legepladsen bagefter for at teste dem.”

Dorthe Bleses tog deltagernes vurderinger og input til sig.

Store forskelle mellem kommunerne
Eftermiddagen bød på andre diskussioner i andre workshopper indtil dagen sluttede hvor den startede – i plenum i Torvehallernes store sal.

Deltagerne fremlagde korte resuméer af dagens erfaringsudveksling. Såvel konkrete anbefalinger, fx omkring forældresamarbejde, tværfaglige netværksmøder og dokumentation, samt mere overordnede indsigter om de store forskelle kommunerne imellem – fx giver nogle kommuner støtte til sprogstimulering af alle tosprogede, mens andre slet ingen giver. Nogle opretter særlige sprog-udrykningsteams, andre støtter faglige netværk.

Klokken 15 sluttede konferencen og de formelle diskussioner. Men meget tyder på at de kommer til at fortsætte fremover – ude i kommunerne. Der hvor sprogvurderingerne foregår i praksis. Der hvor de flytter noget.

Kort om konferencen
Sprogvurderingskonferencen i Vejle var den anden af to konferencer om emnet. Den første blev afholdt i Hillerød den 2. september 2008. Baggrunden var EVA’s udgivelse af en evaluering af sprogvurderinger af 3-årige som udkom i slutningen af 2007

Deltagerne kom fra i alt 30 kommuner og fra forskellige fagområder – blandt andre talehørekonsulenter, pædagoger, sprogpædagoger, dagsinstitutionsledere.

Konferencens fem workshopledere var: 

• Dorthe Bleses, centerleder på Center for børnesprog, SDU: Om sprogvurderingsmateriale for 3-årige
• Hans Månsson, lektor i pædagogik: Om den pædagogiske opfølgning og sammenhængen med de pædagogiske læreplaner
• Anja Trolle, pædagog og daginstitutionsleder: Om samarbejde mellem faggrupperne
• Lene Maltzahn, konsulent i KL: Om tosprogede småbørn
• Helene Brochmann, specialkonsulent på EVA: Om registrering, dokumentation og evaluering.

Anbefalinger og diskussionspunkter fra de enkelte workshopper vil blive lagt på EVA’s hjemmeside sidst i oktober.

Mød konferencedeltagere her.

Læs mere
Læs oplægget til konferencen.

Læs EVA’s rapport om sprogvurderinger her.