Kerneydelse handler om tid for børn

Er det kolde hænder der udarbejder pædagogiske lærerplaner? Eller indsamler dokumentation for børnenes udbytte af et tre ugers forløb om skovens dyr og planter? Og er det modsat varme hænder der fejer blade på legepladsen eller stiller toiletpapir på hylderne?

Debatten om den pædagogiske kerneydelse har længe hængt fast i en forestilling om varme og kolde hænder – forstået som tid med og uden børn. Men det svarer slet ikke til den udvikling der sker med pædagogernes rolle og opgaver, siger Camilla Wang der som områdechef på EVA i flere år har beskæftiget sig med at evaluere og bidrage til udviklingen på dagtilbudsområdet.

”Kerneydelsesdiskussionen er i øjeblikket knyttet sammen med diskussionen om varme eller kolde hænder. Det hænger ikke sammen med at se pædagogerne som professionelle voksne der er sammen med børnene på en bestemt måde og med et bestemt formål.”

Hvad skaber kvalitet for børn

Tilrettelæggelse af sprogvurderinger, udarbejdelse af pædagogiske læreplaner og dokumentation af det pædagogiske arbejde er eksempler på at det indimellem er nødvendigt at være væk fra børnene for at skabe kvalitet for dem. Derfor er debatten om varme og kolde hænder begrænsende for en diskussion af hvad der reelt skaber kvalitet i børnenes hverdag i daginstitutionen. Når man kobler den pædagogiske kerneydelse direkte sammen med fysisk nærvær, gør man hverken børn eller pædagoger en tjeneste, mener Camilla Wang.

”Taler man udelukkende om at det pædagogiske arbejde handler om at være sammen med børnene, låser man sig fast. Mens en debat om hvilke elementer i det pædagogiske arbejde der reelt skaber kvalitet for børnene, kan være med til at åbne debatten blandt pædagoger, forældre og politikere. Og den debat bør pædagogerne tage på sig. De har stor interesse i at være med til at definere hvad deres arbejde består i,” pointerer Camilla Wang.

Vidt forskellige holdninger blandt pædagoger

Nanna Høygaard Lindeberg og Pia Vinther Dyrby, evalueringskonsulenter på EVA, har talt med en række pædagoger, pædagogiske konsulenter, ledere og chefer for kommunale dagtilbudsforvaltninger om deres holdning til kerneydelsen i pædagogisk arbejde. Og her fremgår det klart at der er vidt forskellige opfattelser af hvad kerneydelsen i det pædagogiske arbejde er. Nogle opfatter kerneydelsen som omsorg, trivsel og tryghed for børnene, mens andre også forbinder den med læring, udvikling og socialisering. En anden skillelinje går mellem de der mener at de opgaver pædagogerne løser uden børn som fx forberedelse og evaluering godt kan være en del af kerneydelsen, og de der mener at det kun er samvær med børnene som er en del af kerneydelsen – også selv om de samtidig godt kan opfatte læring og udvikling som en del af kerneydelsen.

Giver det mening at tale om en kerneydelse?

Der er også forskellige vurderinger af om det overhovedet giver mening at bruge begrebet. Nogle synes det ikke fordi de ser dagtilbuddets mange opgaver som ligestillede, eller fordi de ikke selv kan identificere sig med begrebet. Således lyder det fra en pædagog at ”det er ikke noget vi selv siger, men det er noget lederen siger” og en anden supplerer: ”De første mange måneder er det vel at give forældrene tryghed[…] Jeg har slet ikke tænkt det som noget, jeg leverer. Jeg synes ikke det siger mig noget.”

Andre mener at begrebet er utidssvarende, som en institutionsleder der udtrykker at ”Kerneydelsen refererer til en tid hvor det handlede om at passe børn.” Atter andre understreger netop at udviklingen i brugen af begrebet kerneydelse afspejler en udvikling i det pædagogiske arbejde, og at det derfor er vigtigt at få indkredset hvad det betyder. Som en pædagogisk konsulent siger:

”Jeg synes nok nogle gange at kerneydelse er blevet brugt rigtigt meget til at sige at man ikke har tid. Kerneydelse, det er for mig at være forberedt så man ved hvad man skal lave med de her børn.” Hun suppleres af en pædagog: ”Så er det en ramme hvor man kan sige: nå ja, vi skal lige tilbage til vores kerneydelse – hvad er det egentlig vi skal?”

Stigende behov for at fokusere

Debatten om den pædagogiske kerneydelse er for alvor taget til i takt med offentlighedens og politikernes stigende interesse for hvad der foregår i de timer børnene opholder sig på blå stue. Den har været ført – mere eller mindre intensivt - både i de enkelte institutioner, i pressen, i faglige organisationer og på ledelsesgangene i kommunerne. Blandt andet var overskriften på børne- og kulturchefforeningens seneste årsmøde: ”Kvalitet i kernen.”

Behovet for at diskutere kerneydelsen kommer i takt med nye forventninger til og nye lovmæssige bestemmelser omkring det pædagogiske arbejde i daginstitutioner. For der stilles i højere grad end tidligere krav til pædagogers og institutionslederes evne til at prioritere arbejdsopgaver og måske også arbejdsdele. Som en pædagog siger ”alle kan ikke længere lave alt.” Og definerer man sin kerneydelse, er det lettere at prioritere tiden.

Begrebet afhænger af hvem der bruger det

Når der stadig er så delte meninger om hvor vigtigt kerneydelse er, og hvad der ligger i begrebet, kan det skyldes en forskel i holdninger, men også en forskel i hvordan man forstår de ord man beskriver det med – mens omsorg for nogle handler om personlig pleje af børnene – at skifte ble, pudse næse, o. lign. – handler det for andre også om at sikre at barnet kan holde rigtigt på en blyant inden det starter i skolen, fortæller Pia Vinther Dyrby og Nanna Høygaard Lindeberg:

”Ikke blot begrebet kerneydelse, men også de begreber vi bruger til at definere kerneydelse ud fra, er flertydige størrelser der bliver tillagt forskellige betydninger af forskellige mennesker.”

Dagtilbudslov har flere formål

Forskellen i forståelse kan også skyldes at den dagtilbudslov der skaber rammerne for det pædagogiske arbejde, i sig selv har flere formål. Dagtilbuddene er oprindeligt oprettet som en arbejdsmarkedsforanstaltning – altså for at sikre at kvinderne kunne forlade deres børn for at tage på arbejde. I den optik er de tænkt som et bredt tilbud for alle børn som på mange måde skal erstatte hvad der foregår i et hjem. I dagtilbudsloven fra 2007 har dagtilbuddene fået en formålsparagraf der dels viderefører dette brede formål, som kombineres med et stærkere fokus på læring, dels et snævrere formål om at dagtilbuddene skal modvirke negativ social arv. De skal dermed også være noget særligt for en særlig gruppe børn.

Samtidig er der indført flere specifikke krav til dagtilbuddene i form af krav om udarbejdelse og evaluering af pædagogiske læreplaner, gennemførelse af sprogvurderinger og sprogstimulering og udarbejdelse af børnemiljøvurderinger. Camilla Wang pointerer at loven indeholder flere parallelle formål og et stort antal nye opgaver, hvilket gør det svært at sige meget kort og entydigt hvad kerneydelsen i et dagtilbud er. Hun understreger dog i samme åndedrag:

”Dét at vi i Danmark tænker bredt om dagtilbuddenes opgave skal helst ikke betyde at man etablerer en skelnen mellem ’den gode tid’ sammen med børnene, og ’den dårlige tid’ væk fra børnene i bare iver efter at finde et entydigt fokus.”  

Ny opfattelse af kerneydelse kan afhjælpe tidspres

En mere udfoldet og nuanceret debat og forståelse af begrebet ’kerneydelse’ er måske den katalysator der kan opløse forestillingen om varme og kolde hænder og sætte fokus på hvad der skaber kvalitet for børn. Det kan fx åbne for nye måder at tænke i organisering af arbejdet på hvor det vigtige ikke er en kategorisering af hvad der er tid med og uden børn, men i stedet en meget bevidst stillingtagen til hvem der tager sig af hvilke typer opgaver. Fx kan det give nogle mere tydelige pejlemærker for hvornår pædagogerne skal være sammen med børnene, og hvornår det lige så godt kan være pædagogmedhjælperne der er det, vurderer Camilla Wang.

 ”Måske er det pædagogmedhjælperne der skal holde opsyn på legepladsen for at frigive tid til at pædagogerne kan planlægge og dokumentere, mens fx sprogstimulering, særlige pædagogiske forløb, forældresamtaler mv. kan være eksempler på opgaver hvor det er vigtigt at det netop er pædagogerne der er på banen. Og måske er der praktiske eller administrative opgaver der kan uddelegeres til andre typer medarbejdere, fx en gartner, en kontoruddannet medarbejder eller en skoleelev, der har et fritidsjob med at ordne institutionens køkken? I stedet for at debattere om hænderne er varme eller kolde, skal man se at få skilt ad hvad der skaber kvalitet for børnene, og hvad der er tidsrøveri.”