Negativ social arv: Kan fællesskaber for børn bryde den?

EVA har i et samarbejde med Ishøj Kommune sat et projekt i søen der på en gang vil udvikle indsatser til at bryde negativ social arv og vurdere om – og i givet fald hvordan – de virker. I projektet vil EVA følge en gruppe børn over to år – fra deres sidste år i daginstitution til deres første år i skolen. Konkret gennemføres projektet i ét skoledistrikt i Ishøj sammen med én daginstitution, én SFO og én skole.

 ”Forskningen har givet os viden om hvad der karakteriserer negativ social arv, og hvad der skaber negativ social arv. Men man ved ikke særlig meget om hvad der kan bryde den negative sociale arv. Det vil vi gerne være med til at skabe viden om gennem projektet her”, siger Henriette Pedersen der er projektleder hos EVA.

I projektet opstiller de tre institutioners deltagere en indsatsteori der kort og enkelt beskriver hvad formålet med indsatsen er, hvilke aktiviteter deltagerne vil gennemføre, og hvilke trin der er nødvendige i løbet af indsatsen for at aktiviteterne giver de ønskede resultater. Og EVA vil så følge de tre institutioners indsats for at vurdere om og hvordan den virker i praksis.

Procesarbejde: Hypoteser bag indsatsen

Det indledende projektarbejde har taget form hen over forår og sommer hvor Henriette Pedersen sammen med en kollega har fungeret som proceskonsulent i kommunens og de tre institutioners arbejde med at skitsere en indsats gennem børnenes forløb fra daginstitution til skole – en indsats som potentielt kan bryde negativ social arv.

”I projektets første faser har medarbejderne fra daginstitutionen, SFO’en og skolen drøftet hvordan de ser på begrebet negativ social arv, og hvordan børnegruppen vil se ud som unge voksne hvis de har brudt den negative sociale arv. Derfra har de udviklet hypoteser om hvilke aktiviteter der kan hjælpe børnene til at bryde den,” fortæller Henriette Pedersen.

Sagt med evalueringsord har deltagerne udviklet en indsatsteori. Og den hjælper med at uddybe hvorfor man har en forventning om at de valgte aktiviteter fører til de ønskede resultater.

Hypotese: Fællesskab giver selvværd

Det som institutionerne har sat sig som mål, er at børnene bliver i stand til aktivt at indgå i forskellige former for fællesskaber. Fællesskaberne kan både være de planlagte læringsaktiviteter, fx ord- og billedlege, som de voksne styrer, og fællesskaberne kan være helt uformelle og fx være venskaber mellem børn.

Når indsatsen fokuserer på at gøre børn i stand til at indgå i forskellige fællesskaber, bygger den på en grundlæggende hypotese om at det at være en del af fællesskaber støtter børnene i deres udvikling. Børnene føler sig værdifulde og får mulighed for at lære. På den måde kan fællesskaber hjælpe børnene til at få et godt selvværd og realisere deres potentiale. Og dermed opstår der gode muligheder for at en eventuel negativ social arv på længere sigt kan brydes.

Tryghed og sociale spilleregler

Men hvordan kommer man dertil? Hvordan omsætter man om en abstrakt idé eller hypotese til hverdag?

Den indsatsteori som projektet baserer sig på, er bygget op om en konkret kæde af aktiviteter og trin på vejen der skal lede frem til de ønskede resultat, altså at børnene bliver gode til at indgå i fællesskaber. Projektets deltagere har så at sige formuleret ”mellemregningerne” mellem aktiviteter og resultat.

Kodeordene i de aktiviteter som pædagoger og lærere i de tre institutioner planlægger der skal resultere i at børn indgår venskaber med andre børn og med voksne, er bl.a. systematik, struktur og spilleregler.

Når det gælder aktiviteter vil pædagogerne bl.a. systematisk tale med barnet om dets trivsel i relationer og fællesskaber for at få øje på hvor barnet kommer med ind i fællesskaber, og hvor det ikke sker. De vil kommunikere tit og tydeligt om sociale spilleregler og om fælles grænser på en respektfuld og personlig måde. Og så vil de give aktiviteter og samvær en fast struktur – det passer nemlig til børnegruppen, vurderer de – og kommunikere hvad der skal ske i god tid.

Aktiviteterne skal føre frem til de trin at der tillid i relationerne mellem børn og voksne, og at børnene er trygge og oplever en forudsigelighed i det der sker omkring dem. Og det skal kunne lede videre til at børnene får sociale kompetencer og lærer de sociale spilleregler at kende.

Den bagage – de trin og mellemregninger – skal give børnene et godt afsæt for at indgå i de uformelle fællesskaber, i gode venskaber.

Fra efterår 2009 til sommer 2011

I projektets næste fase skal deltagerne gennemføre aktiviteterne og dermed afprøve hypoteserne. Henriette Pedersen fortæller at indsatsen begynder ved at følge den ældste gruppe børn der nu er i dagtilbuddet – storbarnsgruppen:

”Daginstitutionen skal som den første deltagende institution oversætte de planlagte aktiviteter til hverdag og gennemføre deres del af indsatsen, og vi vil følge processen gennem interview og observationer. Og de konkrete trin i indsatsteorien giver os et godt grundlag for at evaluere aktiviteterne – for at vurdere om de virker.”

Forløbet i daginstitutionen følges frem til foråret 2010, hvor børnene fra 1. april kommer i SFO på fuld tid. I august 2010 begynder børnene i børnehaveklasse og fortsætter i SFO efter skoletid.

Henriette Pedersen tilføjer at de håber at have resultater klar i efteråret 2011 – med en tidsmæssig elastik, så der er plads til at revurdere indsats og aktiviteter undervejs.

Samarbejde med England

University of Manchesters center for lige muligheder inden for uddannelse, ”Equity in Education”, har et lignende projekt undervejs. Dem samarbejder vi med om metode og resultater når de viser sig senere i forløbet. http://www.education.manchester.ac.uk/research/centres/cee/

Læs mere om projektet her på sitet.