Ny ansvarsfordeling på Blå Stue

Den pædagogiske arbejdsdag bliver ofte beskrevet med ord som ”kaos”, ”dårlig samvittighed” og ”manglende hænder.”  Men man kunne skifte dem ud med ord som fx ”organisering”, ”specialisering” og ”tovholderfunktioner”, eller kort sagt ledelse. For sådan er virkeligheden nemlig også.

En undersøgelse som evalueringskonsulenter på EVA, Nanna Høygaard Lindeberg og Pia Vinther Dyrby, har gennemført blandt daginstitutionsledere, pædagoger, pædagogiske konsulenter og forvaltningschefer viser at ledelse på daginstitutionsområdet i høj grad er kommet i fokus. Ledelse og organisering af det pædagogiske arbejde, til gavn for både voksent personale og de børn det hele handler om.

Tid et dilemma

Problemet i dag er pædagogernes fornemmelse af at de mangler tid. Tid til forældre, til særligt udsatte børn, til dokumentation, evaluering, til at kvalificere det pædagogiske arbejde. Og problemet er at de samtidig føler at den tid de mangler, går til administration og praktiske opgaver. Nogle pædagoger oplever tidsproblemet så voldsomt at de går ned både fysisk og psykisk.

Grunden til at spørgsmålet om manglende tid er mere udtalt end før, er at daginstitutionerne de seneste år har fået en række nye opgaver som grundlæggende handler om at udvikle kvaliteten i og dokumentere det pædagogiske arbejde. Det er en ledelsesopgave at få rækken af pædagogiske ydelser til at spille sammen. Sådan ser mange forvaltninger i hvert fald på det, fortæller Nanna Høygaard Lindeberg og Pia Vinther Dyrby med et citat fra en forvaltningschef.

”Jo mere lederne får nogle redskaber og bliver uddannet i ledelse, jo mere forstummer tidsspørgsmålet.”

Citatet skal ikke opfattes sådan at forvaltningscheferne fraskriver sig et ansvar. Også dagtilbudslederne selv peger på at de med lederkompetencer i bagagen kan handle langt mere konstruktivt i den politiske virkelighed.

”Lederne er i fokus. De er et centralt element i at skabe de rette rammer for at løse opgaverne, i at prioritere tiden og fordele kompetencerne,” siger evalueringskonsulenterne.

Distribueret ledelse

Men hvad er det mere konkret der sker når lederne træder i karakter?

Evalueringskonsulenterne peger på flere forskellige tendenser i organiseringen af det pædagogiske arbejde. En er specialisering af personalet. En erkendelse af, at alle ikke længere kan lave og vide alt, men at man må dele opgaver og ansvarsområder imellem sig. Således har man i nogle institutioner distribueret ledelsesansvaret og udnævnt fx sprogansvarlige og motorikansvarlige der refererer selvstændigt til en konsulent i kommunen og har ansvar for at holde sig opdateret, implementere og formidle relevant viden til resten af personalet.

Opdeling mellem medhjælpere og pædagoger

En anden tendens er tydeligere skelnen mellem pædagogiske og ikkepædagogiske opgaver. De ikke-pædagogfaglige opgaver uddelegerer man til andre, man har fx en kontoruddannet medarbejder til at lave regnskab og en skoleelev der har som fritidsjob at rydde op i køkkenet og stille frugt frem. I nogle institutioner skelner man desuden tydeligt mellem medhjælpere og uddannet pædagogisk personale. Hvordan man definerer hvilke opgaver de enkelte grupper skal varetage, varierer dog institutionerne imellem. Nogle steder står medhjælperne primært for de praktiske opgaver, mens det udelukkende er pædagoger der tager sig af de tungere faglige opgaver som fx dokumentation, sprogscreeninger, forældresamtaler mv.. Nogle bruger medhjælpere til at åbne og lukke institutionen, mens andre vælger at det er en pædagogisk opgave, fx fordi der er mange socialt udsatte børn i institutionen og det kan være vanskeligt for uuddannede at tackle fx påvirkede forældre.

Blæksprutter og tid med og uden børn

Endnu en tendens er arbejdsdeling ud fra faste tidsskemaer. De forskellige medarbejdere har forskellige ansvarsområder, alt efter hvad tid på dagen de er på institutionen. Fx har den der lukker institutionen, også ansvar for at tage sig af sovebørn, den der åbner, sørger for at bage boller. Personalet har forskellige roller, men skiftes til at udfylde dem. Nogle institutioner opererer med en blækspruttefunktion som går på omgang. Blæksprutten ordner mad til huset, snakker med forældre og tager telefon, så de andre pædagoger kan fokusere på dagens pædagogiske temaer og indsatsområder.

Endelig skelner nogle institutioner skarpt mellem tid med og uden børn. Her lægger man forberedelsestid ind i pædagogernes vagtplan for at sikre kvalificeringen af det pædagogiske arbejde.

Ledelse en fordel

Der er forskel på hvor meget i detaljer den enkelte daginstitutionsleder er med i organiseringen og fordelingen af arbejdsopgaver, understreger Nanna Høygaard Lindeberg og Pia Vinther Dyrby. Men at pædagogerne oplever det nytter at tænke organisering ind i den pædagogiske dagligdag, afspejles i følgende citat: ”Nu ved vi hvem der gør hvad i stedet for at mange gør det samme og ender med at skabe kaos.”

Lederne selv peger på at arbejdsdeling og specialisering ud over mere effektiv udnyttelse af tiden bidrager til at skabe tryghed blandt personalet og øget kvalitet i det pædagogiske arbejde. Inddragelse af andre fagligheder som fx en pedel der inddrager børnene i udførelsen af sit arbejde, kan desuden være med til at skabe andre rollemodeller for børnene.

Dog ser de også nogle ulemper ved arbejdsdelingen. Fx bliver institutionerne mere sårbare ved personaleudskiftning, man får mindre fælles viden, hvilket kan være en hindring for fælles kompetenceudvikling. Og der er risiko for at man ikke udnytter alles kompetencer i tilstrækkelig grad.

Ledelseskultur kun i sin vorden

Daginstitutionslederne er godt på vej til at tage ledelsesansvaret på sig, hjulpet på vej af forvaltningerne der med diplomuddannelser og netværk understøtter udviklingen af lederkompetencer. Men mange af de ledere Nanna Høygaard Lindeberg og Pia Vinther Dyrby har talt med, fortæller at det kan være en udfordring at indføre fx specialisering, og at det kræver en kulturændring i institutionerne.

Professor i ledelse ved SDU, Kurt Klaudi Klausen, der har beskæftiget sig med offentlig forvaltning over en årrække, peger da også på at ledelseskulturen på daginstitutionsområdet kun er i sin vorden, sammenlignet med fx folkeskolen.

”På skoleområdet har man arbejdet mere bevidst med ledelse i længere tid. Skolerne er som institutioner større og de ansatte har været igennem en professionalisering også i forhold til uddannelse.”

 Folkeskolen var for 15-20 år siden ledelsesfremmed, men i dag efterspørger lærerne ledelse, siger Kurt Klaudi Klausen og forklarer folkeskolens forspring med at den har haft en brændende platform: dårlige PISA-målinger og generel offentlig kritik har tvunget lederne til at træde i karakter, hvilket har skabt en forståelse for deres situation og lederrolle.

 ”Der er et samspil mellem kulturen og forholdet til ledelse. Ledere der træder i karakter, er med til at forandre det, deres institution står for. Dagtilbuddene har ikke oplevet samme kritik, men de lider nu under at der ikke har været en synlig ledelse. Det skal der til for at skabe respekt om det pædagogiske arbejde der foregår,” vurderer Kurt Klaudi Klausen.

Pædagoger eller administratorer?

Men, kan man så spørge, er det overhovedet nødvendigt i fremtiden at uddanne pædagogiske ledere? Er det ikke nok med administratorer der kan lede og fordele arbejdet? Nej, mener både forvaltningschefer, ledere og eksperter som Kurt Klaudi Klausen eller Jørn Kjølseth Møller der netop har afleveret ph.d. om daginstitutionslederes identitet.

Tendensen er at den pædagogiske lederrolle vi i dag kender i stigende grad vil blive splittet op på flere hoveder. I og med at flere institutioner bliver slået sammen og får fælles lederskab, vil man typisk i fremtiden have en daglig leder der tager sig af det pædagogfaglige og personalemæssige, og en overordnet leder der står for det strategiske og budgetmæssige. Men selv denne mere eksternt rettede overordnede leder har brug for at være forankret i pædagogfagligheden for at kunne træffe de rigtige beslutninger. Jørn Kjølseth Møller får det sidste ord.

”I gamle dage skulle pædagoger lede pædagoger. Men i dag skal du også kunne tænke i ledelse og organisering. Du skal kunne tale med politikere og forvaltning. Du skal kunne noget andet end professionssprog. Men det er en falsk diskussion om man skal vælge den ene eller den anden faglighed. Pædagogiske ledere skal i fremtiden kunne gå på to ben. De skal være dobbeltuddannede.”