Bryd faggrænsen og giv børn bedre sprog
En evaluering fra EVA viste for nylig at i omkring en tredjedel af landets kommuner foregår daginstitutionernes sprogstimulering af børn med sprogproblemer ved at en ”ekspert” som en talehørepædagog fra kommunen eller børnehavens egen sprogpædagog arbejder med barnet i et begrænset tidsrum om ugen. Og imens er stuepædagogen, som ellers har mest tid sammen med barnet, ikke involveret i sproghjælpen.
Men der skal en allround indsats til i hverdagen for at skabe de bedste betingelser for at børnene lærer at bruge deres nye sproglige færdigheder, siger sprogforsker Pia Thomsen. Hun er lektor, ph.d. og studieleder, Audiologi og Logopædi, Institut for Sprog og Kommunikation ved SDU og har været med til at give sparring på EVA’s evaluering ”Fælles indsats for Sproget”, der udkom i august 2011.
Hvordan lærer Peter at sige ”abe”?
”Hvis vi virkelig skal rykke og gøre en forskel, skal vi gøre meget mere i den daglige praksis,” lægger Pia Thomsen ud. Hun henviser til forskning der viser at det er afgørende for børns sproglige udvikling at man veksler mellem didaktisk undervisning og ”træning” og vedligeholdelse i hverdagen. Hvis fx lille Peter har problemer med udtalen og ikke kan sige ”abe”, kan han sagtens blive trænet i det nogle gange om ugen af en talehørepædagog. Men han skal lære at integrere den nye færdighed i sin hverdag også.
”Det har Peter brug for hjælp til at kunne. Han kan ikke bare blive ”sluppet” efter sproghjælpen, men man skal sørge for at han bliver ved med at bruge sine nye færdigheder, også i andre situationer,” siger Pia Thomsen.
Derfor er det ikke nok hvis praksis omkring sproghjælpen er at talepædagogen ankommer til daginstitutionen, tester børnene, finder Peter med udtaleproblemet, tilrettelægger bestemte øvelser og kort fortæller om dem til pædagogen, påpeger forskeren.
”Eftersom stuepædagogerne ikke har de samme kompetencer til at arbejde med udtalevanskeligheder som den sproglige ekspert har, er det svært for dem bare at eftergøre hvad talehørepædagogen gør. Desuden giver den form for samarbejde ikke mulighed for at bringe pædagogernes faglige kompetencer og særlige forståelse for barnet i spil,” siger Pia Thomsen.
Talehørepædagog lægger rammerne
Løsningen er at faggrupperne – talehørepædagoger og stuepædagogerne – arbejder sammen om barnet. Det er oplagt at talepædagogen træder ind i rollen som konsulent og også involverer sig i hvordan rammerne for et samarbejde med stuepædagogen kan se ud, siger Pia Thomsen.
”Talehørepædagogerne skal hjælpe pædagogerne med at tilrettelægge en hverdag hvor sproget får lov til at blomstre, ikke bare for det enkelte barn, men for alle,” siger Pia Thomsen.
Det betyder i praksis at talehørepædagogen deltager mere i hverdagen, de ser stuepædagogernes praksis og ”blander sig” i pædagogikken. Talehørepædagogen skal sætte rammerne for hvordan forskellige perspektiver på barnet kommer til udtryk – ikke bare fra stuepædagogerne, men også fra forældre og lederen – så de sammen er med til at definere og udføre hvad de skal gøre for barnet.
”Dialogen er det helt afgørende i den type af samarbejde hvor man har en ”samskabende” tilgang til barnet. Alle faggrupper har lige meget at byde ind med, og de er alle eksperter på barnet på hvert deres område,” siger Pia Thomsen og tilføjer:
”Vi skal gøre brug af alles viden, så vi holder fokus på det bedste for barnet.”
To traditioner brydes
Pia Thomsen vedkender sig at det ikke er så ligetil fordi der kan være modstand fra begge sider mod den nye måde at arbejde sammen på. Professionerne kommer fra hver deres tradition for hvad det vil sige at lære børn noget.
”I pædagogfaget er der en stærk opfattelse af at børn lærer via leg, via egen udvikling, mens reel undervisning af nye kompetencer – som at træne sproget – er noget der hører skolen til,” siger Pia Thomsen.
”Det kan sagtens clashe med at talehørepædagogerne er rundet af en mere testbaseret tradition og tilgang hvor de tester børnene, finder deres fejl og mangler og tilrettelægger øvelser ud fra det. Pædagogernes syn på at børn lærer gennem leg, og at man skal have fokus på hele barnelivet, kan godt stå i kontrast til at man beder børnene lære noget mere, og at de skal træne noget specifikt.”
Pia Thomsen påpeger at ingen af de to fløje ”har ret”, men at de to forskellige syn skal befrugte hinanden. For talehørepædagogen kan det blive en udfordring at de ikke kun skal være undervisere, men i stedet for fungere som konsulent eller som en særlig ressourceperson. Og pædagogerne skal være villige til at der er nogen der kigger dem over skulderen i den pædagogiske praksis.
Ledelserne skal tage ansvaret
Beder man Pia Thomsen pege på hvordan forandringen skal ske, peger hun på at ledelsen skal gå forrest. Både i de enkelte daginstitutioner, men også på det kommunale niveau.
”Det er vigtigt med tydelige ledelser der skitserer fremgangsmåder, og som ikke er bange for at se i øjnene hvor det ikke fungerer og hvorfor. Ledelsen skal fx kunne tale om de forskellige faggruppers fagligheder, og de skal kunne tale åbent om den sårbarhed som faggrupperne kan opleve hvis de skal kæmpe om hvem der skal tage sig af de enkelte sprogopgaver,” siger Pia Thomsen.
Om EVA’s undersøgelse
”Fælles indsats for sproget. Evaluering af særlige sprogindsatser for treårige” udkom i august 2011. Evaluering viser at der er tre områder hvor sprogarbejdet kan blive bedre:
- Indsatsen i hverdagen
- Samarbejdet med forældrene
- Handleplaner for børnenes sprogudvikling.
Evalueringen byggede en landsdækkende spørgeskemaundersøgelse og casestudier i seks institutioner.
