Engelsk i grundskolen - indhold, læring, resultater
Danmarks Evalueringsinstitut, EVA, har evalueret faget engelsk i grundskolen.
Evalueringen så på kvaliteten af den pædagogiske praksis på skolerne og på de rammer og vilkår der fremmer og hæmmer elevernes indlæring. Evalueringen bestod blandt andet af selvevaluering på syv udvalgte grundskoler, undervisningsiagttagelse i 13 klasser og en spørgeskemaundersøgelse blandt skoleledere og engelsklærere på 485 grundskoler.
Evalueringsrapporten rummer en række anbefalinger til de relevante parter: Lærere, skoler, skoleledelser, kommunalpolitikere og ministeriet.
EVA vurderer at anbefalingerne kan bruges som inspiration ikke alene i forhold til faget engelsk, men også mere bredt i forhold til evaluering, progression og ledelse. Derfor har EVA valgt at samle vurderinger, konklusioner og anbefalinger i dette hæfte.
