Evaluering af Lolland Kommunes nye skolestruktur
Rapporten fremlægger resultaterne af EVA's evaluering af Lolland Kommunes nye skolestruktur.
I Lolland Kommune er der indgået en politisk aftale om at konsekvenserne af kommunens ændrede skolestruktur skal evalueres. Børne- og Skoleudvalget har vedtaget at evalueringen skal foretages af en ekstern evaluator. På den baggrund har Lolland Kommune bedt EVA evaluere hvordan implementeringen af den nye skolestruktur er forløbet indtil nu. Dette sker med henblik på at få identificeret om der er behov for fremadrettede justeringer.
Evalueringens formål er at undersøge hvilken betydning implementeringen
af en ny skolestruktur i Lolland Kommune indtil nu har haft for den oplevede kvalitet af undervisningen i kommunens folkeskoler. Evalueringen skal således bidrage til at give Lolland Kommune en status for skolevæsenets arbejde med at implementere den nye skolestruktur og identificere om der er behov for justeringer eller ændringer fremadrettet.
