Prøver og eksaminer - brugerundersøgelser
Undervisningsministeriet har bedt EVA om at kortlægge prøve- og eksamenssystemets funktion for uddannelsessøgende og aftagere. Det sker gennem tre selvstændige kvantitative undersøgelser blandt hhv. uddannelsessøgende, uddannelsesinstitutioner og virksomheder med over 100 ansatte. Baggrunden for undersøgelserne er regeringens oplæg til en modernisering af prøver, eksaminer og karakterer.
Undersøgelsen viser at størsteparten af de uddannelsessøgende vurderer at eksamen giver et korrekt billede af deres kompetencer. Blandt uddannelsesinstitutionerne er der overordnet enighed om at prøve- og eksamenskarakterer fra de adgangsgivende uddannelser er velegnede til at forudsige hvordan eleven eller den studerende klarer sig på den aktuelle uddannelse.
Samtidig fremhæver langt de fleste virksomheder at karakterer er vigtige for dem fordi de spiller en vigtig rolle i forbindelse med ansættelse af nye medarbejdere.
