Workshopper
Nationale test – formål og anvendelse
Hvad er formålet med testene, og hvordan kan testresultaterne anvendes i undervisningen? De nationale test kan måle elevernes faglige niveau på forskellige dimensioner af faget. Men de kan også måle udviklingen, hvis testen efter en periode gentages. I workshoppen gives en indføring i testenes virkemåde og et overblik over resultatvisningerne. Du og dine kolleger får mulighed for at drøfte den pædagogiske anvendelse af resultaterne.
Elevplanen som et redskab til evaluering
Hvordan sikrer vi, at elevplanen bliver et brugbart redskab i vores evalueringspraksis? Og hvad betyder elevplanen for den løbende evaluering af elevens udbytte af undervisningen? På baggrund af deltagernes erfaringer og viden om arbejde med elevplaner lægger workshoppen op til en diskussion om elevplanen som evalueringsredskab. Deltagerne skal medbringe eksempler på elevplaner fra egen praksis. På workshoppen præsenterer EVA desuden centrale pointer fra undersøgelsen ”Arbejdet med elevplaner”.
God evalueringskultur
Hvad er god evalueringskultur på vores skole, og hvordan arbejder vi os hen imod at få udviklet en evalueringskultur, der giver mening og tager udgangspunkt i de erfaringer, som skolen allerede har? I workshoppen skal du og dine kolleger arbejde med værdier for skolens evalueringspraksis og komme med konkrete eksempler på, hvordan værdierne kan føres ud i livet på jeres skole. Workshoppen er først og fremmest målrettet ressourcepersoner på skolen, fx lærere, der har evaluering som et særligt ansvarsområde.
Selvevaluering som metode til at udvikle teamsamarbejdet
Hvilke visioner har vi for samarbejdet i vores team, og hvordan når vi de mål, vi sætter? I workshoppen får du og dine kolleger mulighed for at kaste et kritisk og undersøgende blik på jeres teamsamarbejde. Fokus er på hvilke styrker og svagheder, der er i jeres nuværende teamsamarbejde og på, hvordan I kan udvikle samarbejdet i den retning, I ønsker. På workshoppen får I et redskab til selvevaluering, som I kan anvende på skolen efterfølgende. Workshoppen tager udgangspunkt i EVA’s koncept for selvevaluering.
