Opholdstilladelse i Danmark for studerende uden for EU
Lovændringen betyder at den enkelte uddannelse normalt skal være godkendt af en statslig myndighed, fx af Undervisningsministeriet, for at kunne udløse en opholdstilladelse til den udenlandske studerende. Institutioner der udbyder kurser eller uddannelser der ikke er godkendt af en statslig myndighed, vil fremover kunne få vurderet den faglige kvalitet og det faglige niveau på disse kurser og uddannelser.
Kurser og uddannelser i fokus
EVA skal gennemføre vurderinger af følgende uddannelser og kurser:
- Grundskoleforløb og ungdomsuddannelser der uden godkendelse fra eller anmeldelse til Undervisningsministeriet udbydes på en statsligt godkendt uddannelsesinstitution der er under statsligt tilsyn.
- Kurser på folkehøjskoler mv. godkendt efter lov om folkehøjskoler, efterskoler, husholdningsskoler og håndarbejdsskoler (frie kostskoler) som gennemføres uden tilskud, og som er af mindst fire ugers varighed.
- Videregående uddannelser og kurser der uden godkendelse fra Undervisningsministeriet udbydes på en statsligt godkendt uddannelsesinstitution under statsligt tilsyn.
Vejledende udtalelse
Vurderingerne vil tage stilling til om kurserne eller uddannelserne kan godkendes i forhold til fastsatte, offentlige kriterier og skal opfattes som generel kvalitetssikring af disse kurser og uddannelser. Vurderingerne vil danne grundlag for en vejledende udtalelse fra EVA.
Udlændingeservice vil anvende vurderingerne når udlændinge søger om midlertidig opholdstilladelse for at tage en uddannelse i Danmark.
Forbrugerbeskyttelse
Vurderingen skal også fungere som forbrugerbeskyttelse over for udenlandske studerende og sikre at de danske uddannelser som de udenlandske studerende betaler for, er af tilstrækkelig høj kvalitet. Ligesom de nationalt regulerede uddannelser i Danmark er underlagt national kvalitetssikring, skal kvaliteten også være i orden på de uddannelser som udbydes som betalingsuddannelser.
Ingen vurdering af adgangsgivende kurser
Adgangskurser til statsligt godkendte videregående uddannelser skal ikke vurderes af EVA.
I tvivl?
Hvis du er tvivl om hvorvidt en uddannelse eller et kursus skal have en vejledende udtalelse, så henvend dig til Integrationsministeriet eller Undervisningsministeriet inden du sender en ansøgning til EVA.
Ansøgning
Du kan løbende ansøge om at få vurderet kurser og uddannelser.
Perioden fra EVA modtager uddannelsesinstitutionens ansøgning til vi udarbejder den endelige vurdering og den vejledende udtalelse, kan vare op til syv måneder.
