Kursus i evaluering for brugere og bestillere
Hvad virker og hvorfor? Det spørgsmål skal medarbejdere og ledere i den private og offentlige sektor i stigende grad kunne svare på, og svaret findes typisk i en evaluering.
På to dage giver dette kursus dig en introduktion til, hvad en god evaluering er. Du lærer, hvordan du kan arbejde med evaluering, så både processen og resultater skaber udvikling og giver mening for jer, og du får kompetencerne til at vurdere udbyttet af en indsats.
Målgruppe
Kurset er målrettet dig, der bruger og bestiller evalueringer i dit arbejde, og som skal være skarp på at formulere udbud og kunne vurdere, hvornår en evaluering er god og anvendelig. Du kan være enten leder eller medarbejder ved en offentlig myndighed, fx stat eller kommune, eller i en organisation eller fagforening inden for et velfærdsområde som sundhed, socialområdet, uddannelse, kultur eller arbejdsmarkedet.
Dit udbytte af kurset
Du får en forståelse for, hvad der kendetegner en god evaluering, og hvilke metoder der kan anvendes (og hvordan de anvendes rigtigt). Du lærer, hvordan man måler effekter, hvad evidens handler om, og hvilke samfundsvidenskabelige metoder der vil kunne svare på de konkrete problemstillinger. Du kan vurdere, om en evaluering skal baseres på kvantitative analyser som fx store spørgeskemaundersøgelser og/eller kvalitative undersøgelser baseret på interviews. Endelig får du kendskab til udbudsregler og råd til udbudsprocessen.
Program
Dag 1: Introduktion til centrale evalueringsbegreber og til ”den gode evaluering”
Den første kursusdag giver dig en grundlæggende forståelse for evaluering og kendskab til, hvilke elementer der indgår i en evaluering.
- Hvad er evaluering, hvilke formål har evaluering, og hvordan afgrænses evaluering i forhold til tilsyn, undersøgelse og dokumentation?
- Kend din evalueringsterminologi: Hvad er ”evalueringsparadigme”, ”evalueringsmodel” og ”evalueringsdesign”?
- Træf de rigtige valg: Lær hvilke evalueringsmetoder der kan vælges til forskelige evalueringsspørgsmål.
- Hvor god er evalueringen: Tommelfingerregler til at vurdere kvalitet.
Dag 2: Brug af evalueringer og fokus på effekter
Du lærer om de principper og strategier, der skal til for at evalueringer anvendes. Vi introducer til effektevaluering, evidensbaseret politik og indsatsteori som et proces- og evalueringsredskab. Endelig diskuterer vi, hvad der kendetegner et godt udbud og en god udbudsproces.
- Effektevaluering og evidens: Hvad er det, og hvad kræver de af indsatsen og evalueringen?
- Virkningsevaluering: Introduktion til indsatsteori, øvelser i at formulere egen indsatsteori ud fra fælles case.
- Introduktion til anvendelsesorienteret evaluering med udgangspunkt i evalueringsteoretikeren Michael Quinn Patton.
- Diskussion af de problematikker, der knytter sig til evalueringsmisbrug og manglende brug af evalueringer
- Det gode udbud: Hvad kendetegner det, og hvordan sætter tilbudsgiver og opdragsgiver rammerne om den anvendelsesorienterede evaluering?
Kursets form
Undervisningen kobler teori og praksis ved at inddrage aktuelle opgaver i form af øvelser og eksempler. Undervisningsformen varierer derfor mellem oplæg fra underviserne og øvelser, der enten løses to og to eller i grupper. Til hver undervisningsgang vil der på forhånd blive anbefalet nogle tekster som baggrundslitteratur.
Praktisk information
Kurset strækker sig over to dage og afholdes den 21. og 22. maj 2012 hos Danmarks Evalueringsinstitut (EVA), Østbanegade 55, 3., 2100 København Ø. Hver kursusdag er fra kl. 9-16.
Kurset koster 7.990 kr. ekskl. moms. Kursusudgiften inkluderer morgenmad, frokost og løbende forplejning under kurset.
Hvis du har spørgsmål til kurset, kan du kontakte kursusleder og underviser Dorte Stage Petersen via mail: dsp@eva.dk eller på telefon: 3525 4693.
Tilmelding
Vi forbeholder os ret til at aflyse kurset hvis der er mindre end 12 tilmeldte. Hvis kurset aflyses, får tilmeldte direkte besked senest en måned før kursusstart.
Hvis du har spørgsmål til kurset, kan du kontakte metodekonsulent Dorte Stage Petersen via mail: dsp@eva.dk eller på telefon: 3525 4693.
Andre kursustilbud
EVA udbyder også et firedages kursus i evaluering for ansatte i uddannelsessektoren. Læs mere om kurset her.
