Akkreditering: Uddannelser til jordemoder og service- og markedsføringsøkonom vurderet
Jordemoderuddannelsen bliver udbudt 3 steder, og ekspertpanelet indstiller dem alle til positiv akkreditering. Jordemoderuddannelsen har generelt et meget højt niveau inden for de forskellige kriterieområder, fx er de rigtig gode til at sikre uddannelsens videngrundlag og ajourføre undervisningens faglige indhold.
Serviceøkonomuddannelsen er udbudt 5 forskellige steder, og vi indstiller dem alle til positiv akkreditering. Blandt de 13 udbud af uddannelsen til markedsføringsøkonom er 10 indstillet til positiv akkreditering, mens 3 indstilles til betinget positiv akkreditering.
Fælles for service- og markedsføringsøkonomuddannelserne er at de generelt klarer sig godt ift. kriterierne, bl.a. når det handler om kontakt med aftagere, dvs. de studerendes kommende arbejdsgivere i erhvervslivet. Fx er underviserne gode til at inddrage cases i undervisningen.
Uddannelserne, og det vil især sige de tre udbud der er indstillet til betinget positiv akkreditering, har dog forskellige områder de skal arbejde videre med. Bl.a. hvordan de selv systematisk evaluerer og sikrer kvaliteten af deres uddannelse. Og hvordan de trækker ny viden fra fx udviklingsprojekter og forskning med i ind undervisningen.
Du finder EVA’s vurderingsrapporter via linket her.
Akkrediteringsrådet træffer den endelig beslutning
Akkrediteringsrådet træffer den endelige afgørelse om akkreditering; vi forventer det sker 3. december 2010. Følger rådet EVA’s indstillinger, vil de 3 udbud, der er indstillet til betinget positiv akkreditering, skulle gennemføre et opfølgningsarbejde inden for en periode som rådet fastsætter.
Læs mere om akkreditering
Akkreditering er en måde at sikre kvaliteten af de studerendes uddannelser. I en akkreditering vurderer man hvordan en uddannelse lever op til foruddefinerede kriterier for kvalitet og relevans.



