Akkreditering: Ny politiuddannelse vurderet
En af ambitionerne med politireformen fra 2007 var at få politiets grunduddannelse op på et højere uddannelsesniveau, på professionsbachelorniveau, og samtidig gøre politiuddannelsen sammenlignelig med uddannelser i det ordinære videregående uddannelsessystem. Rigspolitiet har derfor arbejdet med at udvikle en ny grunduddannelse og har bedt EVA om at gennemføre en vurdering af den.
EVA har vurderet den ny politiuddannelse ud fra en række standarder for god uddannelse, som andre nye videregående uddannelser på professionsbachelorniveau også bliver vurderet ud fra. Og som med andre nye uddannelser har vi vurderet uddannelsen både som koncept og som egentligt udbud, dvs. der hvor uddannelsen i en virkelig hverdag vil finde sted. Forskellen mellem uddannelse som koncept og uddannelsen som udbud kan man også illustrere med at vi har i Danmark én sygeplejerskeuddannelse der bliver udbudt 21 forskellige steder i landet.
På tegnebrættet er uddannelsen klar
Som koncept og idé fungerer den nye politiuddannelse godt. Den lever op til kriterierne om relevans, om læringsmål, dvs. hvad de studerende skal lære gennem de enkelte elementer i uddannelsen, og om hvordan uddannelsens elementer er tilrettelagt så de spiller godt sammen.
Ser vi derimod på selve det konkrete udbud af uddannelsen, som det ville tage sig ud på Politiskolen i Brøndby, lever udbuddet af uddannelsen ikke op til alle kriterier. Udbuddet lever her op til de kriterier der lægger vægt på bl.a. kontakt med aftagere, praktikpladser, og en god tilrettelæggelse af uddannelsens elementer. Men det kriterium der handler om fagligt miljø, indfrir Politiskolen ikke endnu.
Undervisere skal videreuddannes
Kriteriet om fagligt miljø lægger vægt på at udbyderen, altså her Politiskolen, kan lægge en plan frem som bl.a. viser at underviserne har et højt fagligt niveau og dermed kan bygge et stærkt fagligt miljø op om uddannelsen. Men der skal mere efter- og videreuddannelse af Politiskolens undervisere til. De fleste af underviserne har en uddannelsesbaggrund i den tidligere politiuddannelse der blot svarer til en kort videregående uddannelse. Men skal uddannelsen kunne sikre at de studerende når de dimitterer som politifolk, har et niveau der svarer til professionsbachelorniveauet, er det nødvendigt at flere af underviserne har en uddannelse på kandidatniveau.
Akkrediteringsrådet afgør
Det er Akkrediteringsrådet der træffer den endelige afgørelse om akkreditering på baggrund af EVA’s vurderingsrapporter.
Du finder EVA’s vurderinger af politiuddannelsen professionsbachelor i politivirksomhed her.
Akkreditering er en måde at sikre kvaliteten af de studerendes uddannelser. I en akkreditering vurderer man hvordan en uddannelse lever op til foruddefinerede kriterier for kvalitet og relevans.




