Nyheder
< Tilbage Forside Nyheder 2010 De nye VEU-centre godt fra start

De nye VEU-centre godt fra start

De fleste af de 13 nye VEU-centre er kommet godt i gang i løbet af deres første år, og de involverede ser optimistisk på fremtidens udfordringer. Men der har også været startvanskeligheder i processen, viser en ny evaluering fra Danmarks Evalueringsinstitut der udkommer 1. december 2010. Evalueringen er en midtvejsevaluering som ser på hvordan etableringen af centrene er forløbet.

VEU-centrene er et samarbejde mellem alle udbydere af arbejdsmarkedsuddannelser (AMU) og voksenuddannelsescentrene (VUC’erne) i et område. Tanken er man med VEU-centrene kan give virksomheder og privatpersoner bedre vejledning og det helt rigtige efter- og videreuddannelsestilbud fordi brugerne kan få præsenteret alle muligheder på én gang.

VEU-centrene er organiseret på den måde at én institution varetager en koordinerende værtsrolle, og i 7 ud af 13 af de nye VEU-centre var man ikke enige om hvilken institution, der skulle have den koordinerende funktion. Undervisningsministeriet tog den endelige beslutning om hvilke institutioner der skulle være i samme center, mens centrene selv skulle vælge værtsorganisation.

I 6 ud af 13 centre mener værtsinstitutionerne at hele processen med at vælge ”værten” var opslidende, og i disse centre har det taget tid at reparere de skår i samarbejdet som uenighederne i valg af værtsinstitution har givet.

”At fordele værtsrollen har været en knast i opstarten af VEU-centrene fordi det er en eftertragtet position at stå som den koordinerende part og være den der huser sekretariat osv. Nogle steder er man stadig utilfredse med hvem der fik rollen som værtsorganisation, så her har værterne et særligt ansvar for at skabe tillid til hele konstruktionen,” fortæller Helene Brochmann som er projektleder for delevalueringen.

Partsinstitutionerne mest skeptiske

Evalueringen viser også at værtsinstitutionerne generelt ser positivt på potentialet i VEU-centerkonstruktionen. De mener at centrene vil være med til at give et bedre uddannelsesforløb i form af bedre kvalitet og højere grad af tilpasning til brugernes behov. Nogle mener at man sammen kan nå bredere ud til små og mellemstore virksomheder, andre at der vil komme flere deltagere på tilbud som forberedende voksenundervisning og AMU ved at kombinere de to uddannelsestilbud.

Imens er partsinstitutionerne noget mere skeptiske. Nogle mener ikke at VEU-centrene bidrager med noget nyt, og de er bekymrede for om den nye konstruktion vil gå ud over de samarbejder de allerede har med virksomhederne. Lederne på en del partsorganisationer ser samarbejdet mellem institutionerne som en udfordring pga. kulturforskelle. Men de positive partsorganisationer mener at de nye samarbejder vil skabe større volumen og et mere fleksibelt uddannelsestilbud.

Læs hele undersøgelsen her.

Navigation