Nyheder
< Tilbage Forside Nyheder 2010 Engelsksprogede kandidatuddannelser: They are doing well, in general

Engelsksprogede kandidatuddannelser: They are doing well, in general

Universiteternes engelsksprogede uddannelser får overvejende positive vurderinger med på vejen af både undervisere og studerende. Men i nogle tilfælde forringer sprogbarrierer hos såvel undervisere som studerende alligevel det faglige niveau, og derfor anbefaler EVA-rapporten at universiteterne retter en særlig indsats mod den gruppe af undervisere og studerende der skal have forbedret deres engelskkompetencer.

Hvad betyder det for kvaliteten af undervisningen at den foregår på engelsk? Hvilke muligheder og udfordringer opstår der med engelsksproget undervisning? Og hvad gør universiteterne for at sikre kvaliteten af den engelsksprogede undervisning? Videnskabsministeriet har bedt EVA undersøge de kandidatuddannelser der foregår på engelsk.

Vores undersøgelse viser at hovedparten af både undervisere og studerende på kandidatuddannelserne er tilfredse med det faglige niveau af den engelske undervisning, og de vurderer at underviserne bl.a. er gode til at kommunikere på engelsk.

In English, please

Men der er også behov for at universiteterne forbedrer engelskkompetencerne hos nogle undervisere så det ikke går ud over kvaliteten at undervisningen foregår på engelsk. Der er studerende der synes at undervisernes evner på engelsk forringer kvaliteten af undervisningen, og en mindre gruppe undervisere oplever selv fx at savne engelske ord og begreber i undervisningssituationer. Samtidigt er det vigtigt at underviserne begrænser brugen af dansk i den engelske undervisning for ikke at forfordele de udenlandske studerende.

Også blandt de studerende er der nogle der skal blive bedre til engelsk for at få det optimale ud af uddannelsen: Ikke alle studerende har gode nok engelskkompetencer til at kunne skrive akademisk engelsk og deltage aktivt i faglige diskussioner. Rapporten foreslår at universiteterne stiller højere krav til engelskkundskaber inden de studerende bliver optaget, og udbyder kurser i akademisk engelsk.

Bredere faglig indsigt

De engelsksprogede uddannelser rummer nogle særlige muligheder: Når den engelsksprogede undervisning er af høj kvalitet, kan de studerende få en bredere faglig indsigt og flere internationale kontekster og eksempler end i en tilsvarende dansksproget uddannelse. Uddannelserne kan udvikle stærke internationale dimensioner og give de studerende mulighed for at se deres egen kultur i et nyt lys og forstå kulturelle forskelle som bidrager til deres faglige forståelse.

Flere kandidatuddannelser på engelsk

De sidste fire år er antallet af engelsksprogede kandidatuddannelser i Danmark steget med 39. I alt udbyder universiteterne 193 kandidatuddannelser på engelsk hvoraf 41 af uddannelserne også udbydes i en dansksproget version.

Metode

EVA’s undersøgelse bygger på spørgeskemaundersøgelser blandt hhv. undervisere og studerende og caseundersøgelser på fire kandidatuddannelser.

Læs rapporten om engelsksprogede kandidatuddannelser her.

Undersøgelsen er bestilt af Universitets- og Bygningsstyrelsen under Videnskabsministeriet.

Navigation
Kontakt
Kommunikationskonsulent
Tlf. + 45 35 25 46 37
E-mail
Marie Nielsen