Nyheder
< Tilbage Forside Nyheder 2010 Gode grunde til nye uddannelser

Gode grunde til nye uddannelser

Der kan være mange gode grunde til at der er behov for nye videregående uddannelser. De nye uddannelser som i november 2010 er blevet positivt akkrediteret, er netop relevante og efterspurgte af forskellige årsager: En fortsættelse til en ellers blind uddannelsesvej. En brancheudvikling der kræver at helt specifikke kompetencer kobles. En profession der bliver mere og mere kompleks.

Seks nye uddannelser på erhvervsakademi- og professionsbachelorniveau er blevet akkrediteret positivt af Akkrediteringsrådet. Fremover vil man kunne uddanne sig til bl.a. professionsbachelor i jordbrugsvirksomhed, diplomingeniør i materialeteknologi eller professionsbachelor i tandpleje.

Professionsbacheloruddannelsen inden for jordbrugsvirksomhed er en ny overbygningsuddannelse, som åbner en ellers blind vej hvis man med en erhvervsakademiuddannelse i bagagen, fx som jordbrugsteknolog, ønsker at videreuddanne sig inden for jordbrug til bachelorniveau.

Professionsbacheloruddannelsen til diplomingeniør i materialeteknologi er efterspurgt i tekstil- og møbelbrancherne som savner en kombination af kompetencer inden for udvikling af nye materialer og forretningsstrategi. Dvs. uddannelsen er relevant for en helt specifik brancheniche.

Den nye tandplejeruddannelse på professionsbachelorniveau skal afløse den kortere nuværende 2½-årige tandplejeruddannelse og give kommende tandplejere en større faglig tyngde inden for bl.a. forebyggelse, diagnostik og planlægning af tandbehandling. Og dermed skal den matche de mere komplekse krav til tandplejere som fagfolk oplever.

Tre nye uddannelser inden for kommunikation, en diplomuddannelse i visuel journalistik og to professionsbacheloruddannelser i hhv. kommunikation og visuel kommunikation, er også blevet godkendt.

Mangler kontakt til kommende arbejdsgivere

Andre fire nye bud på uddannelser har fået afslag: Det skyldes typisk at uddannelsesinstitutionerne bag ansøgningerne enten har ikke været gode til at begrunde eller afdække behovene for uddannelserne, eller sikret en god sammenhæng mellem målet med uddannelsen og selve indholdet i uddannelsen.

Et af kriterieområderne i akkrediteringerne er netop relevans og efterspørgsel, og dermed skal det være tydeligt hvem dimittenderne fra disse erhvervsrettede uddannelser skal kunne arbejde for, og aftagere skal kunne se et behov for dimittender med netop de kompetencer som uddannelsen vil give den studerende.

Et andet kriterieområde handler om de kompetencer de studerende skal opnå gennem uddannelsen, dvs. målene for deres læringsudbytte. En svaghed ved nogle af de uddannelser der har fået afslag, er at disse mål for læringsudbyttet i de enkelte fag eller moduler og i uddannelsen som helhed ikke er tæt koblet til de kompetencer som bl.a. arbejdsgivere efterlyser og finder relevante. Der er altså et stykke uddannelseshåndværk der skal udføres bedre.

Om akkreditering af nye uddannelser

EVA har i alt over sommeren 2010 vurderet 43 ansøgninger om nye uddannelser og nye udbud af nye og eksisterende uddannelser. Det er Akkrediteringsrådet der træffer den endelige afgørelse om akkreditering.

Du finder akkrediteringsrapporterne her

Du kan læse mere om det danske akkrediteringssystem her.

Navigation