AMU må nå de små

Der tegner sig et positivt billede af virksomhedernes brug og vurdering af AMU. Fx er tilfredsheden med både niveauet og udbyttet af uddannelserne steget. Det viser en ny rapport fra EVA. Men der er stadig problemer med at tiltrække de mindre virksomheder.

Specialkonsulent Michael Andersen har her i forsommeren 2011 lagt sidste hånd på surveyen ”Virksomhedernes brug og vurdering af AMU” bestilt af Undervisningsministeriet. EVA lavede en lignende undersøgelse i 2007, ”Nyt AMU – med fokus på kompetencer og fleksibilitet”. På mange måder ligner resultaterne fra den nye undersøgelse dem fra 2007, men på nogle områder er der forskelle – primært af positiv karakter.

”Andelen af virksomheder der vurderer at AMU i høj eller i nogen grad giver medarbejderne de kompetencer de har brug for, er steget fra 73 til 80 %, og andelen af virksomheder der mener at undervisningen på AMU i høj eller i nogen grad niveaumæssigt er tilpasset de faglærte medarbejdere, er steget fra 62 til 73 %,” sammenfatter Michael Andersen. Han hæfter sig også ved det positive i at andelen af virksomheder der svarer at de ikke har undersøgt mulighederne for efter- og videreuddannelse under AMU, er faldet fra 57 til 50 %.

Svært at nå de små

Selvom det er positivt at flere virksomheder undersøger mulighederne for efter- og videreuddannelse, er der fortsat en stor gruppe der ikke gør det. Og det er i høj grad de mindre virksomheder.

”Der hersker stadigvæk lavkonjunktur herhjemme. Og selvom nogle virksomheder kan finde på at bruge mere stille perioder til at skrue op for uddannelse af medarbejderne, er der også virksomheder der får det meget sværere, og som ud fra hensynet om at skabe omsætning her og nu skruer ned for uddannelse af medarbejderne fordi virksomhederne ikke har råd til at undvære dem. Det kan gøre det endnu vanskeligere for AMU-udbyderne at nå ud til de små virksomheder. Problemet er at hvis virksomhederne fremover skal klare sig i en skærpet konkurrence, er det altså i høj grad uddannelse det handler om. Men en stor gruppe af virksomhederne interesserer sig ikke synderligt for uddannelse, de bruger ikke tid på det, og de mener ikke det er vigtigt for dem,” fortæller specialkonsulenten.

Opsøgende arbejde

I evalueringen af AMU fra 2007 blev AMU-udbyderne anbefalet at prioritere det systematiske og strategiske opsøgende arbejde med særligt fokus på små og mellemstore virksomheder. Den nye undersøgelse viser at det fortsat er en udfordring for AMU-udbyderne at nå ud til dem.

”Mange AMU-udbydere bruger tid og mange kræfter på virksomhedsopsøgende arbejde. Men som alle andre virksomheder må også de tænke i kroner og ører. Og det siger sig selv at man skal henvende sig til færre store virksomheder for at få kursister nok til et AMU-hold sammenlignet med at skaffe nok deltagere til et hold gennem besøg hos de lokale pizzeriaer.

Samtidig er det vist også almindeligt kendt blandt AMU-udbydere at det er netværk og personlige relationer mellem virksomheder og dygtige konsulenter fra uddannelsesstederne der har en effekt,” siger Michael Andersen. Han tilføjer, at AMU-udbyderne siden 1. januar 2010 har været tilknyttet Voksen Efteruddannelses Centre (VEU-centre) der skulle gøre det nemmere for virksomhederne at komme i kontakt med AMU-systemet og få dækket deres specifikke uddannelsesbehov.

”Der bliver altså allerede gjort en del for også at tiltrække de små og mellemstore virksomheder. Dog kan både det pres lavkonjunkturen lægger på virksomhederne og besparelserne på fx VEU-godtgørelsen i forbindelse med genopretningspakken, trække den modsatte vej. Så vi må se om man om nogle år kan måle en stigning i antallet af små virksomheder der bruger AMU-systemet,” slutter Michael Andersen.

Læs AMU-undersøgelsen

Vil du læse hele surveyen om AMU i 2011, kan du gøre det her.

Læs undersøgelsen ”Nyt AMU – med fokus på kompetencer og fleksibilitet” fra 2007/08.

 

Navigationen
 
Abonner på EVA's nyheder i e-magasinet
Skriv din e-mailadresse i feltet nedenfor
 

Østbanegade 55, 3. sal  ·  2100 København Ø.  ·  Find vej  ·  Tlf. 35 55 01 01  ·  Fax 35 55 10 11  ·  E-mail

Åbningstider: 8:30-16:00  ·  EAN 5798000026100  ·  CVR 11869513

Sektion