Bedre vilkår for din dagplejer
Dagplejernes hverdag er præget af alenearbejde i eget hjem, hvilket giver dem en høj grad af selvbestemmelse, men også betyder at det er vanskeligt for dem at finde tid til at gå til tandlægen eller til møder på skolen med deres egne børn. Samtidig savner de faglig kontakt til kolleger.
I de syv kommuner som EVA har talt med, har man gjort en masse for at skabe strukturer der kan give dagplejerne et mere fleksibelt og fagligt arbejdsliv.
Inspirationskataloget formidler kommunernes erfaringer med fx gæstehuse hvor forældrene kan aflevere deres børn når den faste dagplejer er forhindret, med flyvende vikarordninger hvor en fast vikar kommer og passer dagplejebørnene i dagplejerens hjem, og med netværk hvor dagplejerne kan diskutere erfaringer omkring fx udsatte børn eller pædagogiske læreplaner.
Inspirationskataloget beskriver fordele og udfordringer ved de forskellige initiativer og giver kommunernes gode råd videre.
De interviewede kommuner er Aalborg, København, Odsherred, Favrskov, Horsens, Kolding og Silkeborg.




