Udfordringer ved undervisning på engelsk
”Vi kan ikke på baggrund af undersøgelsens data konkludere at de studerende får et mindre fagligt udbytte på de engelsksprogede uddannelser end på de dansksprogede”, understreger evalueringskonsulent Hanne Elsnab som står bag undersøgelsen. Tværtimod mener 65 % af uddannelseslederne i undersøgelsen at de danske studerende får et meget større/bedre eller et større/bedre fagligt udbytte fordi uddannelsen er på engelsk. 58 % af underviserne svarer det samme.
”Men undersøgelsen peger på at uddannelserne skal være opmærksomme på de særlige udfordringer det giver at udbyde uddannelser på engelsk. Det handler blandt andet om at der skal stilles krav til både underviseres og studerendes engelskkompetencer, og om at få de udenlandske studerende til at medvirke aktivt i en dansk læringskontekst med diskussioner, gruppearbejde osv.”
