Erhvervsuddannelser: Lærere usikre på hvordan de skal bedømme eleverne
Siden 2008 har elever på erhvervsuddannelserne afsluttet deres grundforløb med et projekt og en prøve. Eleven gennemfører i den sidste del af sit grundforløb et projekt og aflægger derpå en mundtlig 30 minutters prøve på grundlag af projektet.
Tilfredse undervisere og elever
Det er der generelt tilfredshed med blandt både undervisere og elever. Underviserne mener at projektet giver eleverne en god mulighed for at arbejde med og demonstrere de kompetencer de har fået på grundforløbet, samtidig med at det bliver tydeligere for dem hvilke kompetencer der er vigtige i forhold til det hovedforløb de bagefter skal i gang med.
Eleverne beskriver det som lærerigt at de i forbindelse med projekt og prøve skal kombinere de forskellige kompetencer de har fået på grundforløbet – og de nævner som en fordel at man kan bruge en god karakter ved prøven til at vise en kommende arbejdsgiver at man har taget grundforløbet seriøst og gjort sig umage.
Usikkerhed om bedømmelsesgrundlag
Selvom holdningen til projekt og grundforløbsprøve altså er positiv, hersker der blandt underviserne usikkerhed om hvordan projektet og prøven skal tilrettelægges, og fra skole til skole og fra grundforløb til grundforløb kan der være stor forskel på hvad eleverne bedømmes på. Underviserne peger selv på risikoen for at den enkelte undervisers faglighed bliver afgørende for hvilke kompetencemål der prioriteres højest, og de efterspørger mere vejledning i hvordan de skal tilrettelægge projektet og grundforløbsprøven.
Samtidig er det uklart for eleverne hvilke mål de bliver bedømt på og hvilke kriterier der ligger til grund for den karakter de ender med at få.
Vil du vide mere
Læs EVA’s evaluering af grundforløbsprøven her. Evalueringen er rekvireret af Ministeriet for Børn og Undervisning.
På ministeriets FoU-konference om forsøgs- og udviklingsarbejde inden for erhvervsuddannelserne den 6. og 7. februar 2012 vil der være en workshop om grundforløbsprøven hvor specialkonsulent Bo Söderberg, EVA, præsenterer evalueringens resultater.
