Internationalt panel: EVA lever op til europæiske standarder
Panelet vurderer i dets rapport at EVA i høj grad lever op til de europæiske standarder og retningslinjer for eksterne kvalitetssikringsinstanser som er vedtaget af de europæiske ministre med ansvar for videregående uddannelse. Standarderne handler bl.a. om
- at kvalitetssikringsinstanser skal være uafhængige af de institutioner som de vurderer
- at processer og kriterier i de vurderinger der foretages, skal være foruddefinerede og offentligt tilgængelige
- at vurderingsrapporterne skal offentliggøres og være klare og læsevenlige for modtagerne
- at kvalitetssikringsinstanser skal have interne procedurer for at sikre kvaliteten af deres aktiviteter.
Positiv vurdering er forudsætning for ENQA-medlemsskab
”Der er tale om en meget positiv rapport fra det internationale panel, og det er vi selvfølgelig rigtig tilfredse med,” udtaler områdechef Tue Vinther-Jørgensen. Han tilføjer at et positivt review bl.a. er forudsætningen for at EVA kan få genbekræftet sit medlemsskab af ENQA. På samme vis er en fremtidig optagelse i det europæiske register for kvalitetssikringsinstitutioner betinget af at man opfylder de europæiske standarder.
Forslag til forbedringer
På trods af den positive vurdering af EVA har panelet en række forslag til hvordan EVA og det danske akkrediteringssystem for videregående uddannelser kan forbedres:
- Panelet anbefaler at EVA får beføjelser til at formulere de kvalitetskriterier som ligger til grund for akkrediteringerne – i stedet for som nu hvor det er de respektive ministerier der ”ejer” kriterierne.
- Panelet anbefaler at EVA selv på baggrund af sine akkrediteringsvurderinger skal kunne træffe afgørelse om hvorvidt en uddannelse skal akkrediteres eller ej.
- Panelet anbefaler EVA – og dermed de danske kriterier for vurdering af videregående uddannelser – i højere grad tager uddannelsesinstitutionernes interne kvalitetssikringsmekanismer i betragtning.
- Panelet anbefaler at EVA’s bestyrelse suppleres med en studerende.
Læs rapporten ”Review of the Danish Evaluation Institute” her.
